Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.08.1909, Blaðsíða 3

ikke som han; đe forstod ham ikke. Hans
eneste Omgang og hans eneste fortrolige
og forstaaende Ven blev derfor hans from-
me Moder. Men da han var 12 Aar, ram-
tes han af sin første store Sorg: Hans
Moder, det bedste han ejede paa Jorđen,
døde.
Kort efter forlod han sit Barndoms-
hjem. Nu skulde han ud at se, hvordan
Verden var; og han kom til at staa over-
for mange Fristelser og Forførelser; men
de blev ham ikke til Fald; thi han havde
et Panser paa, hvorimod alle Fristelser
prellede af, og dette Panser var hans barn-
lige Uskyld og hans faste Tro, og efter-
haanden som han lærte Verdenslivet at
kende, blev han fastere i sit Forsæt: at
gaa i Kloster. Stille og grublende gik
han omkring, kun optagen af denne ene
Tanke: at blive en Herrens Striđsmand;
men han tav ikke aitid med, hvad der bo-
ede i ham; han kom mere og mere til den
Overbevisning, at han skulde se at vinde
alle sine nærmeste for Klosterlivet; thi det
var efter de Tiders Mening den sikre Vej
til Sjælens Frelse. Og allerede nu viste
det sig, hvilken Magt han, saa ung han
var, havde over Mennesker. Han havde
en ejendommelig Evne til at udtrykke sine
Tanker, saa at Folk fængsledes af hans
Tale og, ofte imod deres Vilje, blev revne
med af hans Veltalenhed. Denne Evne
udvikledes efterhaanden som han blev
ældre tnere og mere hos ham. Men Hem-
meligheden ved hans Tales Magt var gan-
ske simpel; den iaa deri, at han altid talte
ud af en stærk personlig Overbevisning.
Han troede paa, hvad han sagde. — Det
gjorde han ogsaa nu, da han priste Klo-
sterlivets Herlighed overfor sine Venner,
og Følgen blev, at 30 ælđre og yngre
Mænd, de fleste af adelig Slægt, fulgte
ham og gik i Kloster sammen med ham.
Da var Bernhard 22 Aar gammel.
Bernhard og hans Venner valgte et
Kloster, hvis Munkeregel var bekendt for
at være den strengeste af alle, saa streng,
at ingen mere turde træde ind i dette
Kloster; men det var netop denne Streng-
hed, der tiltalte ham. Han vilde helt og
holdent afdø fra Verden.
Her i Klostret gik nu Bernhard om-
kring uden at bryde sig noget om alt det,
der skete omkring ham. Han saa, og saa
dog ikke, han hørte og hørte đog ikke.
Der var for ham kun to til: Gud og Bern-
hard. — Til andre Tider søgte han ud i
Naturen; men det var kun, for at denne
skulde lære ham noget om Gud. — »Bø-
gen og Egen derude i Skoven«, siger han,
»de er mine I.æremestre. I Skovene vil
Du finde mere end i Bøgerne. Træer og
Stene skal lære Dig, hvad du ikke kan
finde hos de vise Mestre«. — Naar han
saaledes gik ud paa sine ensomme Vandrin-
ger, havde han altid sin Bibel med sig,
og i den sad han og læste, mens Fuglene
sang og Bækkene rislede omkring ham.
Og dog var han ikke gaaet i Kloster
for at drømme Livet hen; det fik han da
heller ikke Lov til. Snart blev han stillet
overfor en stor praktisk Opgave. — Til-
gangen til Klostret var nemlig i hans Tid
bleven saa stor, at der maatte anlægges
et nyt, og det blev nu overdraget ham at
lede Arbejdet. Det var et mærkeligt Sted,
som blev udset til det nye Kloster. Det
blev nemlig anlagt i et snævert Pas mel-
lem to høje Bjerge. Stedet kaldtes den
bitre Dal eller Malurtdalen, fordi det var
saa vildt og ufrugtbart, og det var beryg-
tet paa Grund af de Røverbander, som
holdt til der. Men Bernhard var iklce
bange hverken for Stedets Ufrugtbarhed
eller for Røverbanderne. Tolv andre mo-
dige Munke gik med ham op i Bjergene,
og under store Farer og Savn, men under
Bøn og Salmesang byggede de her det
Kloster, som blev det navnkunđ;gste i
Kristenheden. Klostret kom til at bære
Navnet C 1 a i r v a u x. Det betyder d e n
1 y s e D a 1; thi nu skulde Stedet ikke
længer være en Malturtdal, nu skulde det
blive en Lysdal, og efter sit Kloster fik
Bernhard det Navn, som er bleven op-
skrevet ikke blot i Kirkens, men i Ver-
dens Historie. Bernharđ af Clair-
v a u x , det Navn vil aldrig gaa af Minde.
(Fortsættes.)
Ellens Hjem.
Af
Cornelia Levetzow.
(Fort^at.)
Konfirmationsdagen nærmede sig nu
tned stærke Skridt. Ellen havde i Vinte-
rens Løb haft mange Tanker med Hen-
syn til Dagen. Hun vidste, at Onkelen
vilde indbyde hendes Fotældre og Sø-
skende til Middag; men hun vidste ikke,
hvem der skulde føre hende frem i Kir-
ken. Naar Onkelen kørte hende derhen,
og det vilde han gøre, var det jo egentlig
naturligst, at hun fulgte med ham. Og
Ellen saa sig selv med den svære, anselige
Onkel under Armen og den i brusende
Silke klædte Tante ved Siden. Bagefter
kom Forældrene, F'aderen i sin ordentlige,
men grove Dragt og Moderen med det
tyndslidte Shawl og den lille, snullede Hat,
hun selv havde pyntet. Nej, hun vilde
dog helst gaa med dem, men saa passede