Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Blaðsíða 3

»Paa Maatten vedDøren.« Poul svær-
mede for Ridderhistorier; det var nok
værd at ligne den tro Svend, der laa paa
Vagt udenfor sin Herres Dør.
Kaptajnen taug et Par Minutter, eller
rettere, han hentede Ordre hos sin Be-
falingsmand, og saa sagde han stille og
fast: »DuLille derhenne, det bliver bedst,
at Du følger hjem med os. — Har han
intet Udgangstøj? Slet intet? Naa, ja,
kom saa bare, som Du er. — Staar det
til mig, faa de ikke flere Plejebørn her i
Huset.«
Jens var helt fortumlet; hvad var dette,
hvor skulde han nu hen? Kaptajnen gik
rask frem, Jens travede efter, saa godt
han formaaede.
»Giv mig Haanden, Du SmaaL Nej,
hvor den var tynd, slap og dog ru som en
lille Pinđ, og hvor den laa forsagt og
bævende i hans. Poul havde heller ikke
faaet Vanter paa i Hastværket, men hans
lille Haand var varm, buttet og kraftig,
og hvor hvilede den tillidsfuld iFaderens.
»Hvad tror Du, Moder vil sige?«
Poul syntes, at de bragte en Skat i Hus.
»Jeg tror næsten, hun venter det. Der
var noget i Moders Øje, som bad om
Drengen, skøndt hun ikke sagde et Ord.«
Fru Lyng aabnede selv Gangdøren.
»Jeg tænkte det nok,« sagde hun straks
og trak Jens ind i den varme Dagligstue.
»Gud Fader velsigne din Indgang her i
Huset, Du lille Dreng.«
Jens saa sig sky om; der var saa lyst
og saa fint, og han kendte Ingen.
»Først Bad og saa Mad,« foreslog
Kaptajnen.
»Nej omvendt for en Gangs Skyld,
han er bestemt sulten. Først Mad og saa
Bađ, vi kan skaffe begge Dele i en Fart.«
Saa lækre Smørrebrød havde Jens
aldrig faaet, og hvor Mælken smagte! —
Au, der kom lidt udenfor paa den hvide
Dug. Jens skjulte i Hast Pletten med sin
Tallerken.
»Det maa man aldrig,« oplyste Poul
ivrigt, »for det er ogsaa en Slags I.øgn,
siger Fader.«
Den Lille taug, han vidste snart ikke
hvad I.øgn var, men syntes bare, at den
forfulgte ham alle Vegne. —
Hvad skulde ske? Der stod et fyldt
Kar i den lille, varme Stue, og nu klip-
pede Damen hans Haar af. Nej, nej! Jens
ønskede sig hjem til Pryglene og de tørre
Skorper. Men da det først var overstaaet,
og han havde faaet det rene, varme Tøj
paa, strømmede en ukendt Følelse af Vel-
være gennem hele hans Person.
»Der er mange Mærker af Slag paa
hans stakkels, magre, lilleRyg,« hviskede
Fru Lyng med taarefyldte Øjne til sin
Mand. Poul hørte det og havde en levende
Følelse af at være medskyldig, af at have
noget at oprette og gøre godt igen mod
Jens, og den Følelse slog Rod i hans
Hjerte.
»Er Du vred paa mig, Du?«
»Vred!« Der laa et Overmaal af Be-
undring i Tonen; den Følelse havde længst
slaaet Rod i Jenses Hjerte. Poul lagde
Armen om hans Hals.
»Du forstaar nok, at jeg siger om
Forladelse«.
Jens rystede paa Hovedet, nej, det
forstod han ikke, men efter en lilleTøven
sagde han ganske uventet:
»Jeg tør nok paatage mig at børste
dine Støvler, dem med Skafterne. Brænde
kan jeg ogsaa splintre og hente Vand og
løbe Ærinder.*
Saa kom lille Jens da i Seng, nej,
hvor han hvilede skjønt; men næste Dag
kunde han hverken børste Støvler eller
hente Brænde. Det lille Hoved var tungt
og mat, Haanden brændte og der var Fe-
berglød paa Kinderne.
»Følge af Overanstrængelse og daar-
lig Ernæring«, sagde Lægen bekymret,
»Feberen er stærk og Kræfterne smaa, vi
faa at se«.
Fru Lyng veg ikke fra Sengen; Kap-
tajnen gik fra og til. »Hvor velsignet, at
vi dog kan pleje ham«, sagde de Begge
og lagde saa til: »GudsVilje ske«. Men
det kunde Poul ikke sige. Han havde al-
tid ønsket sig en 1 .egekammerat, en Bro-
der, og stormede nu løs med brændende
Bønner og Løfter: Saadan en Dreng,
han vilde blive, hvis Herren i det Høje
gjorde Jens rask.
Kirsten, der delte Nattevagten med
sin Frue, var omhyggelig og god mod
Barnet, men hun ønskede alligevel, at det
snart maatte være forbi, for det var dog
bedst for alle Parter i Tiden.
Jens kendte Ingen; han kastede sig
urolig frem og tilbage og syntes at være
i stadig Angst. Plejefaderens Eder gik
igen i Barnets Mund; rædsomme Trusler,
som han bedende rakte Hænđerne ud for
at afværge.
»Aa, nej, nej! Djævelen maa ikke
knuse mig, nej, nej!«
»Han kan ikke røre Dig, Barn«, Fru
Lyng tvang ham blidt tilbage paa Lejet.
»Jesus er stærkere, han er den stærkeste
af Alle«.
Jens forstod ikke Ordene, men den
kærlige Tone lullede dog Angsten en
Smule til Ro. »Bliv hos mig«, bad han;
»Du maa ikke gaa — han tager mig. naar
Du gaar«. —
Udenfor Sengen stod et lille Bord
med alle Pouls Herligheder. Han havde
efterhaanden bragt dem som Gave til den
Syge, der dog ikke skænkede dem et Blik.