Færøsk Kirketidende - 01.10.1891, Síða 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
2. Aarg.
Oktober 1891.
Nr. i.
Prædiken paa 15. Søndag efter Trinitatis.
(Holdt ved Skaalevigs Kirkes Indvielse d. 6. Septbr. 1891.1
(Sluttet.)
Kan Du ikke se, at Forskjellen er
denne, at medens den sidste lider af en
evig Uro for, at det skal gaa tilbage for
liam, en evig Uro for sin og sines Sikker-
hed i timelig Henseende nu og i Fremtiden,
lider af en Uro og Bekymring, der gnaver
hans Tro og Tillid til Gud Fader, som Ormen
gnaver Græsset, saa det visner, er han
ble ven Mammons Tjener — ja! hans Slave;
den første derimod har gjort Mammon til
sin Tjener og kan som Fuglen i I.uften
og Blomsten paa Marken i Tro og Tillid
til Guds faderlige Godhed tage Livet, som
Gud det har givet, glæde sig derover og
udnytte det uden at »bekymre« sig for
Fremtiden, selv om han tænker paa den.
Medens Mammonslaven søger at sikre sig
ved det Gods, om hvilket vi daglig erfare,
hvor usikkert det er, søger den anden at
sikre sig Guds Naade og Venner, som
kunne modtage ham i Lysets Boliger.
»Hvor dumt« — siger Du maaske —
»at kaste bort, hvad vi have — hvad vi
kunne tage og føle paa — for at opnaa
noget, som maaske slet ikke er til«. Ja!
saaledes maa Verdensbarnet tænke, thi
det er umuligt at begynde med at hade
Mammon. Nej, først efterhaanden som vi
lære at elske Gud, faa vi Mod og Kraft
til at sige os løs fra denne Verdens Fyrste,
først da taber han efterhaanden sin Magt
over os. Men Gud lærer Du først at
elske, naar Du giver Dig ham i Vold, naar
Du vælger ham.
Valget staar Dig frit for mellem disse
to — hvem vælger Du?
Da Josva havde indtaget Kanaans
I.and, og Israeliterne vare komne til Ro i
deres nye Hjem, samlede han alt Folket i
Sichem, og han mindede det om Herrens
Velgjerninger og forelagde det Valget,
hvem det nu vilde tjene, den eneste sande
Gud eller Afgudeme. Men det svarede
med en Mund: »Vi ville tjene Herren«.
Da oprejste Josva en mægtig Sten og
sagde: »Se, denne Sten skal være til
Vidnesbyrd imod os, thi den har hørt alle
Herrens Ord, som han har talet med os.
Ja! den skal være et Vidnesbyrd imod Eder,
at I skulle ikke fornægte Eders Gud«.
Ogsaa alle I, som i Dag ere her til
Stede have jo lovet: Vi ville tjene Herren.
To Gange har I lovet det — eller har 1
maaske fortrudt Eders 1 øfte? Se! nu staar
dette Guds Hus, som vi i Dag have ind-
viet midt i Eders By, synlig for alle, ja!
saaledes, at I daglig næsten maa se det.
Og det staar som et Vidnesbyrd
imod Eder, at I ikke skulle for-
nægte Eders Gud. Der er saa meget,
der drager Eders Tanker ned ad mod
Jorden, ja alt omkring Eder, som Eders
Øje møder: Græsset paa Marken, Krea-
turerne i Stalden, selv Havet derude minder
Eder hver Time paa Dagen om, at I ere
Borgere i denne Verden, saa lad da dette
Hus minde Eder, hver Gang Eders Øjne
falde paa det, om, at I ikke fødtes for
dette Liv alene. Se! dristigt hæver Spiret
sig og peger mod Himlen vidnende for Dig:
»Dér er Din Herre, dér er Din Skat;
derfra han kommer som l ynet brat, hvem
Du maa aldrig glemme«. Ja! aldrig maa
Du glemme ham, og hvad Du lovede ham;
Hanen, som drejer sig om Spirets Stang,
skal minde Dig om Aarvaagenhed.
Og kommer Du herind, da vil alt
herinde tale til Dig og vidne mod Dig, at
Du ikke skal fornægte Din Gud: Døbe-
fonten, hvor Pagten blev sluttet mellem
Dig og Din Herre, Alteret med den nye
Pagts Bæger og Prædikestolen, hvorfra
det første Ord lød: »Du kan ikke tjene
Gud og Mammon«. Ja! selv Vægge tale
og vidne!
Der over Døren ser Du Naziræeren,
som ved Guds Kraft sejrede over Markens
stærkeste Dyr. Saaledes kan ogsaa Du
sejre ved Guds Kraft over ham, der gaar
omkring som en brølende I.øve: denne
Verdens Fyrste.
Og falde Dine Øjne paa Afbildningen
•ef det Guds Lam, som bar al Verdens
Synder, da mindes Du hans alt opofrende,
stærke Kjærlighed. — O! maatte den hos
Dig vække og nære den Kjærlighed, som
overvinder Verden!
Saaledes vidner alt — selv uden Ord —
imod Dig, at Du ikke skal fornægte Herren
Din Gud, men tjene ham alene. Amen!