Færøsk Kirketidende - 01.10.1891, Page 2

Tre Salmedigtere.
(Fortsat.)
I Aaret 1737 blev Brorson forfremmet
til Stiftsprovst i Ribe, og herfra udsendte
han 2 Aar efter sit 1 ,ivs Hovedværk, kaldet
»Troens rare Klenodie«. Denne herlige
Bog indeholdt en stor Mængde dejlige
Salmer, saaledes de bekjendte »Op al den
Ting, som Gud har gjort«, »Den Tro, som
Jesum favner«, »Jeg gaar i Fare, hvor jeg
gaar«, »Staa fast, min Sjæl, staa fast«,
»Vor Trængsel, hvor besværlig«, samt en
stor Del Oversættelser fra andre Sprog,
hvoriblandt vi kun ville nævne denne ene
»Bryd frem, mit Hjærtes Trang at lindre«.
Efter at dette Brorsons Hbvedværk var ud-
kommet, var hans Berømmelse sikker og
grundfæstet; selve Kongen havde faaet
Øjet op for, hvilken Kraft hans Lands
Kirke besad i Stiftsprovsten i Ribe; der
fortælles saaledes, at Kristian den sjette en
Gang i disse Aar havde foretaget en Rejse
i Sønderjylland, hvor han havde truffet
Brorson. Kongen skulde da have spurgt
ham, om det var ham, der havde forfattet
Salmen »Op al den Ting, som Gud har
gjort«, og da Svaret lød bekræftende, skulde
Kongen have lovet ham Bispestolen i Ribe,
naar den maatte blive ledig. Hvor megen
Sandhed der er i denne Fortælling, er det
vanskeligt nu at afgjøre, men saa meget
er vist, at Brorson i Aaret 1741 blev ud-
nævnt til Biskop over Ribe Stift.
Som Biskop roses Brorson for at have
været en saare nidkjær Mand, idet han
ikke blot var ivrig for Kirkens indre An-
liggender, men ogsaa med Alvor og Styrke
tog sig af de mange med et Bispeembede
forbundne verdslige Forretninger; ogsaa
som Prædikant fremhæves han som noget
særligt, og der var saa stærk en Tilstrøm-
ning, naar han prækede i Domkirken, at
flere af Tilhørerne maatte ligge paa Gulvet
for at faa Plads. Og dog var Brorsons
Bispedage sikkert de mindst lykkelige i
hans Liv, og ikke saa underligt, thi just i
de Dage, han stod i Begreb med at drage
til Kjøbenhavn for at modtage Indvielsen
til Biskop, døde hans Hustru, hans Ung-
doms elskede, i Barselsseng med det 13de
Barn. Denne Begivenhed berørte ham saa
smerteligt, at han endog en Tid tænkte
paa atter at frasige sig det ansvarsfulde
Embede, der var blevet ham til Del, noget
han alligevel opgav at gjøre. Megen Sorg
og Modgang ramte ham i den følgende
Tid, da han af de 13 Børn mistede de 10;
ganske vist indgik han atter Ægteskab
med en Søster til sin Broders Hustru, og
med hende havde han 3 Børn, men Sorgen
over sin Ungdoms Hustru og de 10 Børn
glemte han aldrig; derfor er der ogsaa en
stille Smerte ved alle hans senere Salmer,
og det mærkes paa dem, hvor han længes
efter Udfrielsen af det jordiske Fængsel.
Brorson havde i sin Tid, i de lykkelige
Dage i Randrup og Tønder, været en livs-
glad og munter Mand, men nu var den
gamle Biskop bleven alvorlig og stille,
bøjet under Korsets Vægt. Paa sine
gamle Dage blev han endnu hædret paa
forskjellig Maade, saaledes blev han i
Aaret 1760 kaaret til Doktor i Theologien;
faa Aar efter hensov den gamle Digter en
smuk Sommerdag, den 3dje Juni 1764.
Aaret efter Biskop Brorsons Død ud-
gav hans Søn endnu en lille Samling Salmer,
skrevne under Biskoppens sidste Aars
svære Lidelser baade paa Sjæl og Legeme;
de bære næsten alle Mærkerne af en Mand,
der er gaaet Korsets Skole igjennem, men
som har vundet Fred i Hjærtet gjennem
Strid og Lidelser. Sønnen gav dem det
ret betegnende Navn: »Svane-Sang«. Heri
findes blandt andre »Naar mit øje« og
»Her vil ties, her vil bies«, de to uendelig
vemodige og dog uendelig fortrøstnings-
fulde Salmer. I denne Samling findes for
Resten ogsaa den bekjendte, noget smag-
løse Kæmpevise om David og Goliath:
»Goliath drog fra Gath for paa Saul at
lægge Skat« o. s. v.
Vil man sluttelig spørge, hvad der er
Særkjendet for Brorsons Salmedigtning,
maa man svare, at medens Kingos Salmer
mest ere historiske, behandlende enten
bibelshistoriske Begivenheder eller dog
noget der lever, er og virker udenfor os,
saa behandler Brorson mest .Sjælens egne
Rørelser; den ængstede, enlige, fromme
Sjæl, den forstaar han, og den beskriver
han i sine milde, bløde Toner; saaledes
Salmen »O, Du min Immanuel« eller den
længselsvækkende »Hvo vil med til Himme-
rige«. Hvilken mild Fred er der ikke i
en Salme som »Et helligt Liv, en salig Død«,
hvilken Sejersjubel i »Den store hvide Flok,
vi se«! Paa den anden Side kunde Prorson
naturligvis som alle andre store Digtere
være uheldig, saaledes som man blandt
andet ser af hans uskjønne og smagløse
Salme »Hvad est Du dog skjøn«. De
fleste af Brorsons Salmer optoges i
Pontoppidans Salmebog, der paa mange
Steder fortrængte Kingo, og de allerfleste
af hans værdifuldeste Salmer vil man finde
i Roskilde Konvents Salmebog,
Da den gamle Biskop en smuk Søndag-
morgen var sovet hen, blev han jordet i
Ribe Domkirke, nær ved Alteret; en
Marmortavle i Kirkens Væg er sat til hans
Minde, og paa den ses Kong David med