Færøsk Kirketidende - 01.10.1891, Blaðsíða 3

Færøsk Kirketidende - 01.10.1891, Blaðsíða 3
 sin Harpe, hvorunder er indhugget Bror- sons skjønne Salmevers: »Lad Verden mig alting betage, Lad Tornene rive og nage, I.ad Hjærtet kun daane og briste, Min Rose jeg aldrig skal miste!« III. Nicolai Frederik Severin Grundtvig. Naar vi have sagt, at den Tid, i hvilken Brorson fremtraadte, var en død Tid i Kirkens Historie, saa kunde man med endnu større Ret sige det samme om den Tidsalder, i hvilken den Mand blev født, hvem disse linjer ere viede: Brorsons Tid var en død Rettroenhedens Tid, hvor man mente, at alt var klappet og klart, naar blot man ikke fornægtede noget af Kristendommens Led, Grundtvigs Tid var en død Vantroens Tid, hvor man egentlig fornægtede Troen paa Gud Søn og Gud den Helligaand; Kristus holdt man for et godt og fromt Menneske, men intet mere, Helligaanden holdt man for »Guds Kraft«, og de færreste Præster undsaa sig ved aabenlyst at lære dette fra Prækestolen. Det var Rationalismens Tidsalder, hvor man havde indskrænket den hele kristne Lære til disse tre Ting: Gud Fader, Dyden og Udødeligheden; man kunde i de Dage paa Julemorgen faa høre en Præken om »Nytten af Stald- fodring«, fordi Evangeliet beretter, at Frelseren fødtes i en Stald, og Paaskedag kunde man høre en Præken om »Nytten af at staa tidlig op«, fordi der fortælles, at Kvinderne vare tidlig ved Graven. Intet Under derfor, at Menighederne sjæl- dent gik i Kirke, men hellere opbyggede sig hjemme ved de gamle fromme Bøger fra ældte Tid; Kirkerne bleve mere og mere tomme, saa at en vantro Præst fra den Tid kunde sige: »Om tyve Aar vil der ikke være en Tosse eller en Præst mere i Danmark!« — Men vor Fader i det høje, han raader! Tyve Aar efter var der atter opblomstret nyt kristeligt Liv i Dan- mark, og et af de vigtigste Redskaber, Gud dertil havde valgt, var Nicolai Frederik Severin Grundtvig. (Sluttes.) FRA DANMARK. Rettelse. I dette Blads Nr. il, ArtikJen „Thomas Kingo", Spalte 4, Linje 13 f. n. og ff. er ved en Forvexling ind. labet en Fejl. Man bedes læse saaledes: „Over Kedron Jesus træder1', „Vær trostig, Zion, Jesu Brud", ,.Hvor stor er dog den Glæde" o. s. v., men der mangler flere af Kingos — — —, saasom: „Hvad er det for en Snække' o. s. fr. Morgen guds tjenester. »Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægtigen i Templet!« (Ap. Gjern. 2, 46). Af dette Ord erfare vi, at den ældste Menighed hver eneste Dag sam- ledes i Jerusalems Tempel for at love og prise Fædrenes Guds Navn i Jesus Kristus. Og denne Skik fortsattes, saa vidt Tidernes Tryk tillod det, i Forfølgelsestiden og senere hen; selv i den verdsliggjorte katholske Kirke kom man dog ingen Sinde saa vidt, at man ikke besøgte Kirken hver eneste Dag. De katholske Kirker staa alle aabne hele Dagen igjennem, og intet Menneske, lige fra Konge eller Kejser ned til Tjeneste-' tyendet eller Skolepurken falder nogen Sinde paa at undlade hver Dag at bede en Bøn i Guds Hus. Kan dette virkelig lade sig udføre i Virkeligheden? vil Du spørge. Kommer Du nogen Sinde til et katholsk Land, eller blot til et protestantisk 1 and, hvor der ere ordnede katholske Menigheder, kan Du overbevise Dig derom. Hele denne katholske Hverdagsgudstjeneste naar nu imidlertid sit Højdepunkt i Morgen- gudstjenesten, den saakaldte Ottesang, hvorved enhver troende Katholik, for hvem det paa nogen Maade kan lade sig gjøre, signer sit Dagværk ved Bøn og Sang i Kirken. I den første Tid optog man det samme i den lutherske Kirke, og Luther selv prækede hver eneste Dag, stundom flere Gange daglig; men senere gik disse Søgnedagsgudstjenester stadig mere og mere i Glemme, indskrænkedes altid, indtil de til sidst helt aflagdes, saa at der sluttelig kun staar tilbage som et blegt Minde om fordums Tid, at der i Kirkerne i de større Byer hver Fredag afholdes Altergang. Og Præsterne vare maaske noget undskyldte, thi kun faa af dem havde Luthers glødende Trosvarme, endnu færre hans rige og al- sidige Begavelse, og endnu langt færre hans urokkelige Vilje. Der kom tørre Tider i Menighedslivet, og i dem bleve Morgengudstjenesterne forlagte fra Kir- kerne til Hjemmene, hvor da Husbonden selv var Præst, læste et Stykke af Skriften eller en Andagtsbog for sine Husfolk, sang en Salme og bad en Bøn med dem. Senere kom der endnu mere tørre Tider for Guds . Folk, hvor ogsaa dette hørte op, og hvor man baade gik til Dagens Arbejde og til Nattens Hvile uden nogen Fællesandagt, hvilket for manges Vedkommende vilde sige helt uden Bøn. Saa kom den Tid, da vort Aarhundredes aandelige og kristelige Opbyggelse gik som en mægtig Strøm gjennem Landene, og da begyndte man i mange Huse atter

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.