Færøsk Kirketidende - 01.10.1891, Qupperneq 3

sin Harpe, hvorunder er indhugget Bror-
sons skjønne Salmevers:
»Lad Verden mig alting betage,
I.ad Tornene rive og nage,
Lad Hjærtet kun daane og briste,
Min Rose jeg aldrig skal miste!«
III.
Nicolai Frederik Severin Grundtvig.
Naar vi have sagt, at den Tid, i hvilken
Brorson fremtraadte, var en død Tid i
Kirkens Historie, saa kunde man med
endnu større Ret sige det samme om den
Tidsalder, i hvilken den Mand blev født,
hvem disse linjer ere viede: Brorsons
Tid var en død Rettroenhedens Tid,
hvor man mente, at alt var klappet og
klart, naar blot man ikke fornægtede noget
af Kristendommens Led, Grundtvigs Tid
var en død Vantroens Tid, hvor man
egentlig fornægtede Troen paa Gud Søn
og Gud den Helligaand; Kristus holdt
man for et godt og fromt Menneske, men
intet mere, Helligaanden holdt man for
»Guds Kraft«, og de færreste Præster
undsaa sig ved aabenlyst at lære dette fra
Prækestolen. Det var Rationalismens
Tidsalder, hvor man havde indskrænket
den hele kristne Lære til disse tre Ting:
Gud Fader, Dyden og Udødeligheden;
man kunde i de Dage paa Julemorgen faa
høre en Præken om »Nytten af Stald-
fodring«, fordi Evangeliet beretter, at
Frelseren fødtes i en Stald, og Paaskedag
kunde man høre en Præken om »Nytten
af at staa tidlig op«, fordi der fortælles,
at Kvinderne vare tidlig ved Graven.
Intet Under derfor, at Menighederne sjæl-
dent gik i Kirke, men hellere opbyggede
sig hjemme ved de gamle fromme Bøger
fra ældte Tid; Kirkerne bleve mere og
mere tomme, saa at en vantro Præst fra
den Tid kunde sige: »Om tyve Aar vil
der ikke være en Tosse eller en Præst
mere i Danmark!« — Men vor Fader i det
høje, han raader! Tyve Aar efter var der
atter opblomstret nyt kristeligt Liv i Dan-
mark, og et af de vigtigste Redskaber,
Gud dertil havde valgt, var Nicolai
Frederik Severin Grundtvig.
(Sluttes.)
Rettelse.
I dette Blads Nr. n, Artiklen „Thomas Kingo",
Spalte 4, Linje 13 f. n. og ff. er ved en Forvexling ind.
løbet en Fejl. Man bedes læse saaledes: „Over
Kedron Jesus træder", „Vær trøstig, Zion, Jesu Brud",
„Hvor stor er dog den Glæde" o. s. v., men der
mangler flere af Kingos — — —, saasom: „Hvad er
det for en Snække' o. s. fr.
FRA DANMARK.
Morgengudstj enester.
»Og hver Dag vare de varagtigen og
samdrægtigen i Templet!« (Ap. Gjern.
2, 46). Af dette Ord erfare vi, at den
ældste Menighed hver eneste Dag sam-
ledes i Jerusalems Tempel for at love og
prise Fædrenes Guds Navn i Jesus Kristus.
Og denne Skik fortsattes, saa vidt Tidernes
Tryk tillod det, i Forfølgelsestiden og senere
hen; selv i den verdsliggjorte katholske
Kirke kom man dog ingen Sinde saa vidt,
at man ikke besøgte Kirken hver eneste
Dag. De katholske Kirker staa alle aabne
hele Dagen igjennem, og intet Menneske,
lige fra Konge eller Kejser ned til Tjeneste-
tyendet eller Skolepurken falder nogen
Sinde paa at undlade hver Dag at bede
en Bøn i Guds Hus. Kan dette virkelig
lade sig udføre i Virkeligheden? vil Du
spørge. Kommer Du nogen Sinde til et
katholsk Land, eller blot til et protestantisk
1 and, hvor der ere ordnede katholske
Menigheder, kan Du overbevise Dig derom.
Hele denne katholske Hverdagsgudstjeneste
! naar nu imidlertid sit Højdepunkt i Morgen-
gudstjenesten, den saakaldte Ottesang,
hvorved enhver troende Katholik, for hvem
det paa nogen Maade kan lade sig gjøre,
signer sit Dagværk ved Bøn og Sang i
j Kirken.
I den første Tid optog man det samme
i den lutherske Kirke, og Luther selv
prækede hver eneste Dag, stundom flere
Gange daglig; men senere gik disse
Søgnedagsgudstjenester stadig mere og
mere i Glemme, indskrænkedes altid, indtil
de til sidst helt aflagdes, saa at der sluttelig
kun staar tilbage som et blegt Minde om
fordums Tid, at der i Kirkerne i de større
Byer hver Fredag afholdes Altergang. Og
Præsterne vare maaske noget undskyldte,
thi kun faa af dem havde Luthers glødende
Trosvarme, endnu færre hans rige og al-
sidige Begavelse, og endnu langt færre
hans urokkelige Vilje. Der kom tørre
Tider i Menighedslivet, og i dem bleve
Morgengudstjenesteme forlagte fra Kir-
kerne til Hjemmene, hvor da Husbonden
selv var Præst, læste et Stykke af Skriften
eller en Andagtsbog for sine Husfolk, sang
en Salme og bad en Bøn med dem. Senere
kom der endnu mere tørre Tider for Guds
] Folk, hvor ogsaa dette hørte op, og hvor
man baade gik til Dagens Arbejde og til
Nattens Hvile uden nogen Fællesandagt,
hvilket for manges Vedkommende vilde
sige helt uden Bøn.
Saa kom den Tid, da vort Aarhundredes
aandelige og kristelige Opbyggelse gik
som en mægtig Strøm gjennem Landene,
og da begyndte man i mange Huse atter