Færøsk Kirketidende - 01.11.1891, Page 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
2. Aarg.
November 1891.
Nr. 2.
21de Søndag efter Trinitatis 1890.
Ev,: Joh, 4 Kap. 34—42 V.
»Og Manden troede selv og hele hans
Hus«; det blev, som det gamle Evangelium
til i Dag fortæller os, Resultatet af den
kongelige Tjeners Møde med Jesus. Vi
»Vi tro nu ikke længere for Kvindens
Tales Skyld, thi vi have selv hørt og vide,
at denne er sandelig den Verdens Frelser,
den Kristus«; i denne Bekjendelse er
levende skildret, hvad der blev Resultatet
af Samaritanernes Møde med Jesus. I
begge Tilfælde blev Udgangen den samme;
de, der kom til Jesus som søgende og
spørgende Mennesker, bleve hjulpne ind i
Troen og gik fra ham som troende Men-
nesker. Og alle kristne Mennesker og
alle, der have nogen Forstaaelse af, hvor
herlig en Gave der skjænkes den, hvem
Troens Gave gives, og hvor godt det
Menneske har det, der kommer til at hvile
i en ægte, sand og levende Tro, de vil
strax være enige om, at en mere velsignet
Udgang paa Mødet end den, der ligger i
Ordene: »de troede«, kan hverken tænkes
eller nævnes. Thi Troen er jo Haanden,
der griber og fastholder Gud og hans
Naade, erBaandet, hvorved Livsforbindelsen
knyttes og vedligeholdes mellem Jesus og
Menneskehjærtet, og er saaledes Betingelsen
for, at et stakkels syndigt Menneske kan
blive et benaadet og frelst Menneske, der
har det godt i Tid og Evighed.
At blive et ærligt og oprigtigt troende
Menneske, det er at blive det største og
bedste et Menneske kan naa at blive, og
kan det med Sandhed siges om os, mens
vi leve: han eller hun er et ærligt troende
Menneske, og kan det med Sandhed siges
om os, naar vi ere døde: han eller hun
var et oprigtigt troende Menneske, da er
der sagt det herligste og skjønneste, der
kan siges om nogen. Ét saadant Efter-
mæle har Evangeliet sat den kongelige
Tjener og Samaritanerne. Men dertil vil
Vorherre Jesus ogsaa, at Du og jeg skal
naa. Og netop derfor nøjes Évangeliet
ikke med at vise os Udgangen og Maalet,
men det skildrer tillige Vejen og Ud-
viklingen, der fører dertil, siger ikke blot:
se her et troende Menneske, men ogsaa:
se, hvorledes disse Mennesker bleve troende,
at alle de, der have Trosvillighed ikke
skulle være henviste til at søge og famle
i Blinde, men kunne have Vejen anvist, der
fører til det velsignede Maal.
Om denne Vej til Troen og ind i
Troen vilde jeg gjærne efter Evangeliets
Anvisning tale i Dag. Gud give for Jesu
Kristi Skyld ved sin gode Helligaand
Naade til, at det maa gjøres saadan, at vi
ikke blot faa sand og sund Oplysning om
Troens Vej, men at ogsaa de, der staa
udenfor, maa faa Lyst til at betræde Vejen,
og at de, der ved Guds Naade ere komne
ind paa Vejen, maa tilskyndes til at gaa
fremad.
Skal der tænkes sundt og tales sandt
om Troens Vej og om Troen, da er der et,
som først og sidst maa haves for Øje,
dette, at Troen er en Guds Gave, er
Helligaandens Naadegave ogNaadevirkning
i Menneskehjærtet. Af sig selv og ved
sig selv kan intet Menneske, saadant som
det er af Naturen, betræde Troens Vej.
Til alle Tider vil her Luther beholde Ret,
naar han i Forklaringen til den tredje
Trosartikel siger: jeg tror, at jeg ikke af
egen Fornuft eller Kraft kan tro paa Jesus
Kristus, min Herre, eller komme til ham.
Førend Bevægelsen fra Vantroens Land
ind i Troens Verden kan begynde, maa
der ske et Naadens Under. Vore lutherske
Fædre talte ofte og meget om en Side af
Naaden, som der nu for det meste gaas
forbi i Tavshed eller som der nu gaas let
henover, nemlig den forudgaaende eller
forberedende Naade, hvorved de forstode
den Guds Naade, der virker ind paa
Mennesket, kalder Trosvilligheden frem
og lægger Trosevnen ind i Hjærtet og
derved gjør Mennesket skikket til at tro.
Og det er sand og sund kristelig Tale, den
hviler godt og fast paa Gudsordets Grund,
thi det er jo netop om denne forberedende
Naade, Jesus vidner i det bekjendte Ord:
»ingen kommer til mig, Sønnen, uden
Faderen, som mig udsendte, drager ham«.
Skal et Hjærte ‘faa et velsignet Møde med
Jesus, blive i Stand til at lægge sig ind i
Jesu Favn og faa Jesus, hans Naade og
Frelse, hans Fred og Glæde ind i sig, saa
maa der først ske en Dragelse, saa maa