Færøsk Kirketidende - 01.11.1891, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.11.1891, Blaðsíða 2
Gud først have virket paa Mennesket og Mennesket ladet sig paavirke. Hvorledes sker nu denne Faderens Dragelse til Sønnen? Her maa jo strax Pauli Ord rinde os i Hu: »hvorledes skal de tro paa den, om hvem de ikke have j hørt, men hvorledes skulle de høre, uden der er nogen, som prædiker«. Som Gud fordum, forud for Tidens Fylde, ved sit Ord, ved Loven og Profetierne søgte at indvirke paa det udvalgte Folk, at paavirke og tildanne Hjærterne, saa de kunde være modtagelige for, være skikkede til at lukke j op for og gribe den forjættede Messias, naar han i Tidens Fylde traadte frem, saadan er ogsaa Ordet, Vidnesbyrdet ud af Troen, det mægtige Middel, hvorved Gud den Dag i Dag baner Vej forNaaden til Synderhjærtet. Levende og skjønt er det netop stillet os for Øje i den samari- tanske Kvinde. Da Frelseren talte til hende om det l ivsens Vand med den for- underlige Egenskab, »at den, som drikker deraf, skal til evig Tid ikke tørste, men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, der opvælder til evigt l iv«, da rørte der sig noget i Kvin- den, som hun ikke selv forstod, da vaktes der en Længsel i hendes Sjæl, der var hende selv en Gaade. Men da saa Jesus lidt efter føjede til: »gak bort, kald Din Mand, og kom hid«, og derved lod Lyset falde over Kvindens Liv med dets mange mørke Pletter og store Synder, og lod det falde saadan, at hun maatte se sig selv og sit I.iv i Guds Ords Belysning, saa var ogsaa dermed Vejen til Hjærtet banet for Naaden, saa var ogsaa dermed »Dragelsen« sket. Og paa en lignende Maade synes det at være gaaet hendes Bysbørn. Hvad Jesus havde givet Kvinden, var i hende ble ven en Vandkilde. Næppe havde hun | fortalt dem om den mærkelige Mand der- ude ved Brønden og føjet til: »han har sagt mig alt det, jeg har gjort«, før ligesom et Aandepust farer hen over dem. Skarevis ile de ud til Jesus, saa han kan pege paa dem som en Høstmark, der er ved at modnes til Høsten, som en Menneske- mængde, der i et Øjeblik er bleven vakt og derved er bleven skikket til at gaa ind i Troens, ind i Jesu Kristi Rige. Gud være lovet, denne Faderens Dra- gelse sker den Dag i Dag. Vi opleve endnu, at snart et vældigt Vejr, snart en stille Susen farer hen over et I.and eller over større eller mindre Dele deraf; vi opleve endnu, at en mægtig Vækkelse kan finde Sted, at der f. Ex. i et Sogn, hvor der har hersket stor aandelig Ligegyldig- hed og Sløvhed, ja aandelig Død, kan blive Røre og Bevægelse, saa man begynder at søge og at spørge; vi opleve endnu, at et lille Ord kan ramme og trænge dybt ind i Menneskehjærtet, undertiden et lille Ord, der udtales i Menighedens Forsamling, undertiden et lille Ord, som Aanden i Stilhed hvisker ind i øret, og Ordet kan give Stødet til en evig Livsbevægelse. Ej sandt, I, som ere komne ind i Troen, I kan ud af Eders egen Erfaring og Op- levelse vidne derom! — Men det er ikke altid, at det, om jeg saa maa sige, gaar saa let for Vorherre at faa et Menneske i Tale og faa ham draget, som det gik der- henne i Samaria. Der ere tværtimod mange Mennesker, som have hørt Aar ud og Aar ind, som ere bievne ramte den ene Gang efter den anden, men som dog ikke lade sig rokke eller drage. Stadig for- lange de andet og mere, og sker det, saa atter andet og mere. Saadan var det sandsynlig med den kongelige Tjener, derpaa tyder Frelserens Ord til ham: »dersom I ikke se Tegn og Undergjer- ninger, vil I ikke tro«. Saadanne Menne- sker maa Gud enten opgive, eller om han i sin uendelige Langmodighed og utrætte- lige Kjærlighed ikke gjør det, drage paa anden Maade. Og Vej har han alle Steder, ham Midler fattes ej; et Menneske kan gjøre sig saa trodsigt og haardt, det kan og vil, Vorherre kan dog tage saadan paa ham, at han nødes til at føle det og ænse det. Saa sender han som til den konge- lige Tjeners Hus alvorlig Sygdom, eller han sender anden alvorlig Modgang, der viser Mennesket dets Svaghed og Ussel- hed, eller han tager Grunden bort under hans Fødder, saa alt kommer til at vakle for ham. Jeg er vis paa, at der ere mange Mennesker, der, om de vilde frem med deres Erfaringer, kunde sige os mangt og meget om, hvordan det først var, da det' blev mørkt og trangt for dem, da de rigtig bleve trykkede i Knæ, da det, de havde bygget paa, svigtede dem og gled fra dem, at de bleve stillede for Herren, bleve villige til at lukke Øret op og lytte til, hvad Herren talte til dem. Ordet, Guds levende og kraftige Ord, det er det A andens Naademiddel, hvorved Faderen, drager til Sønnen, det er Lyset, der skinner ind i Sjælens Nat og oplyser om Synd og Naade, det er Ledestjærnen, hvorom der staar i Salmen: Vi har og en Ledestjærne, Og naar vi den følge gjærne, Komme vi til Jesum Krist. Thi den Stjæme lys og mild, som kan aldrig lede vild, Er hans Guddomsord det klare, Som han lod os aabenbare Til at lyse for vor Fod. Men Ordet lyder nu til Dags fra Men- neskelæber. Ordet, som Gud har lagt ind i troende Menneskehjærter, maa tales af

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.