Færøsk Kirketidende - 01.11.1891, Blaðsíða 2
Gud først have virket paa Mennesket og
Mennesket ladet sig paavirke.
Hvorledes sker nu denne Faderens
Dragelse til Sønnen? Her maa jo strax
Pauli Ord rinde os i Hu: »hvorledes skal
de tro paa den, om hvem de ikke have j
hørt, men hvorledes skulle de høre, uden
der er nogen, som prædiker«. Som Gud
fordum, forud for Tidens Fylde, ved sit
Ord, ved Loven og Profetierne søgte at
indvirke paa det udvalgte Folk, at paavirke
og tildanne Hjærterne, saa de kunde være
modtagelige for, være skikkede til at lukke j
op for og gribe den forjættede Messias,
naar han i Tidens Fylde traadte frem,
saadan er ogsaa Ordet, Vidnesbyrdet ud
af Troen, det mægtige Middel, hvorved
Gud den Dag i Dag baner Vej forNaaden
til Synderhjærtet. Levende og skjønt er
det netop stillet os for Øje i den samari-
tanske Kvinde. Da Frelseren talte til
hende om det l ivsens Vand med den for-
underlige Egenskab, »at den, som drikker
deraf, skal til evig Tid ikke tørste, men
det Vand, som jeg vil give ham, skal blive
i ham en Kilde af Vand, der opvælder til
evigt l iv«, da rørte der sig noget i Kvin-
den, som hun ikke selv forstod, da vaktes
der en Længsel i hendes Sjæl, der var
hende selv en Gaade. Men da saa Jesus
lidt efter føjede til: »gak bort, kald Din
Mand, og kom hid«, og derved lod Lyset
falde over Kvindens Liv med dets mange
mørke Pletter og store Synder, og lod det
falde saadan, at hun maatte se sig selv og
sit I.iv i Guds Ords Belysning, saa var
ogsaa dermed Vejen til Hjærtet banet for
Naaden, saa var ogsaa dermed »Dragelsen«
sket. Og paa en lignende Maade synes
det at være gaaet hendes Bysbørn. Hvad
Jesus havde givet Kvinden, var i hende
ble ven en Vandkilde. Næppe havde hun |
fortalt dem om den mærkelige Mand der-
ude ved Brønden og føjet til: »han har
sagt mig alt det, jeg har gjort«, før ligesom
et Aandepust farer hen over dem. Skarevis
ile de ud til Jesus, saa han kan pege paa
dem som en Høstmark, der er ved at
modnes til Høsten, som en Menneske-
mængde, der i et Øjeblik er bleven vakt
og derved er bleven skikket til at gaa ind
i Troens, ind i Jesu Kristi Rige.
Gud være lovet, denne Faderens Dra-
gelse sker den Dag i Dag. Vi opleve
endnu, at snart et vældigt Vejr, snart en
stille Susen farer hen over et I.and eller
over større eller mindre Dele deraf; vi
opleve endnu, at en mægtig Vækkelse kan
finde Sted, at der f. Ex. i et Sogn, hvor
der har hersket stor aandelig Ligegyldig-
hed og Sløvhed, ja aandelig Død, kan blive
Røre og Bevægelse, saa man begynder at
søge og at spørge; vi opleve endnu, at et
lille Ord kan ramme og trænge dybt ind
i Menneskehjærtet, undertiden et lille Ord,
der udtales i Menighedens Forsamling,
undertiden et lille Ord, som Aanden
i Stilhed hvisker ind i øret, og Ordet
kan give Stødet til en evig Livsbevægelse.
Ej sandt, I, som ere komne ind i Troen, I
kan ud af Eders egen Erfaring og Op-
levelse vidne derom! — Men det er ikke
altid, at det, om jeg saa maa sige, gaar
saa let for Vorherre at faa et Menneske i
Tale og faa ham draget, som det gik der-
henne i Samaria. Der ere tværtimod
mange Mennesker, som have hørt Aar ud
og Aar ind, som ere bievne ramte den ene
Gang efter den anden, men som dog ikke
lade sig rokke eller drage. Stadig for-
lange de andet og mere, og sker det, saa
atter andet og mere. Saadan var det
sandsynlig med den kongelige Tjener,
derpaa tyder Frelserens Ord til ham:
»dersom I ikke se Tegn og Undergjer-
ninger, vil I ikke tro«. Saadanne Menne-
sker maa Gud enten opgive, eller om han
i sin uendelige Langmodighed og utrætte-
lige Kjærlighed ikke gjør det, drage paa
anden Maade. Og Vej har han alle Steder,
ham Midler fattes ej; et Menneske kan
gjøre sig saa trodsigt og haardt, det kan
og vil, Vorherre kan dog tage saadan paa
ham, at han nødes til at føle det og ænse
det. Saa sender han som til den konge-
lige Tjeners Hus alvorlig Sygdom, eller
han sender anden alvorlig Modgang, der
viser Mennesket dets Svaghed og Ussel-
hed, eller han tager Grunden bort under
hans Fødder, saa alt kommer til at vakle
for ham. Jeg er vis paa, at der ere mange
Mennesker, der, om de vilde frem med
deres Erfaringer, kunde sige os mangt og
meget om, hvordan det først var, da det'
blev mørkt og trangt for dem, da de rigtig
bleve trykkede i Knæ, da det, de havde
bygget paa, svigtede dem og gled fra dem,
at de bleve stillede for Herren, bleve villige
til at lukke Øret op og lytte til, hvad
Herren talte til dem.
Ordet, Guds levende og kraftige Ord,
det er det A andens Naademiddel, hvorved
Faderen, drager til Sønnen, det er Lyset,
der skinner ind i Sjælens Nat og oplyser
om Synd og Naade, det er Ledestjærnen,
hvorom der staar i Salmen:
Vi har og en Ledestjærne,
Og naar vi den følge gjærne,
Komme vi til Jesum Krist.
Thi den Stjæme lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.
Men Ordet lyder nu til Dags fra Men-
neskelæber. Ordet, som Gud har lagt ind
i troende Menneskehjærter, maa tales af