Færøsk Kirketidende - 01.12.1891, Blaðsíða 3

hvorfor ogsaa et af Datidens vittige Ho-
veder skrev om ham:
»En Kapellan kan gammel blive
og holde sig med Haab i Live«.
I disse 8 Aar levede han et tilbage-
trukkent Liv i Kjøbenhavn, og kun sjældent
prækede han, eftersom kun en af Byens
Præster, som helst selv var fri for sin
Prækestol, vilde tillade Grundtvig at
præke i hans Kirke.
I Aaret 1821 blev Grundtvig endelig
uden Ansøgning kaldet til Sognepræst i
Præstø, men her fandt han sig ikke rigtig
til Rette, og allerede Aaret efter udnævntes
han til residerende Kapellan ved vor
Frelsers Kirke paa Kristianshavn. Men
nu udbrød en bitter Strid mellem Grundt-
vig og en af Lærerne ved Kjøbenhavns
Universitet, den bekjendte Professor Clausen;
denne var en højt begavet Mand, men med
en forunderlig Evne til at blande Tro og
Vantro sammen. Clausen havde i Aaret
1825 udgivet et Skrift, som vakte Grundt-
vigs dybeste Harme; denne udgav derfor
endnu samme Aar et Modskrift, kaldet
»Kirkens Gjenmæle«. Grundtvig var en
Kæmpenatur, og opbragt som han var over
Clausens forunderlige Blanding af Tro og
Vantro, blev hans Modskrift saa skarpt, at
Clausen lagde Sag an imod ham for Æres-
fornærmelser; ved Dommen, der faldt 1826,
blev Grundtvig idømt en Pengebøde, hvorhos
alle hans Skrifter fremtidig, før de maatte
trykkes, skulde gjennemlæses og tillades af
Øvrigheden. Denne Dom gik Grundtvig
meget nær til Hjærte, han vilde nu ikke
længere være Præst, hvorfor han tog sin
Afsked og atter levede uden Embede i
hele 13 Aar. I denne Mellemtid fik han
fra 1832 l ov af Frederik den sjette til hver
Søndag Eftermiddag at afholde Guds-
tjeneste i Frederiks tyske Kirke paa
Kristianshavn; saaledes virkede han da
paa ottende Aar som »fri Aftensangspræst«
uden Løn, uden fast Menighed, men for en
uhyre stor Tilhørerkreds. Han maatte
imidlertid ikke her udføre andre kirkelige
Handlinger, og da hans Børn voxede til,
vilde han saa inderlig gjærne have Lov til
selv at konfirmere dem, og han bad saa
bønligt Kongen om Lov dertil; men efter
Biskop Mynsters Indstilling blev det ham
nægtet; thi han var jo ikke fast ansat
i Statskirken. Den Dag, Grundtvig fik den
Sorg til sine talløse andre, var han nær
ved at gaa fra Forstanden, men han sang
sin Smerte ud i et vidunderlig skjønt Digt,
og saaledes følte han sig trøstet. Nu blev
imidlertid 1839 Præsteembedet ved Vartov
Hospital i Kjøbenhavn ledigt; han søgte
det og fik det, og han skriver selv derom:
»paa Vartov havde jeg nu længe haft Øje
som den eneste Krog i Statskirken, hvor
jeg som kristelig oplyst Præst kunde ud-
holde Stillingen, saa længe det skulde være,
fordi jeg der ikke lettelig kunde føle mig
tvungen til noget, der stred imod min
Samvittighed, og havde dog I.ejlighed til
at udøve Præsteembedet i hele dets Omfang«.
Grundtvig tog meget ivrig Del i det
offentlige Liv; han var flere Gange Rigs-
dagsmand, og som saadan var han en af
Hovedmændene til at faa den vigtige Lov
om Sognebaandetsløsning vedtageti 1855.
l igeledes har han gjort sit Navn udødeligt
ved at give Stødet til Oprettelsen af de
saakaldte Folkehøjskoler, der have bragt
vort Folk saa megen Velsignelse, om ogsaa
de undertiden ere bievne førte i mindre
heldige Spor. Grundtvig gik i kirkelig
Henseende i en noget særlig Retning, i det
han stærkt hævdede Daabspagtens, det vil
altsaa sige de saakaldte Trosartiklers Stil-
ling ved Siden af, ja over den hellige Skrift.
Skriften kaldte han »det døde Ord« i Mod-
sætning til Trosordet, »det levende Ord,
Livets Datter og Moder«, i det nemlig de
3 Troens Artikler skulde være »Ordet af
Herrens egen Mund«, som han skulde have
lært sine Apostle i de 40 Dage, hvor han
lærte dem om Guds Rige (Ap. Gj. 1,3); dette
Troens Ord skulde da efter Grundtvigs An-
tagelse være det l.ivsord, der, nedarvet
gjennem Tider og Slægter i Menigheden,
skulde være den rette og eneste Nøgle til
Forstaaelse af Skriften. Her er ikke
Pladsen til nærmere at omtale denne sær-
lige Lære, som har givet dens Tilhængere
det efter den gamle Lærer dannede Navn
»Grundtvigianere«; kun maa det bemærkes,
at Grundtvig tillige har haft den Betydning
paa det stærkeste at fremhæve Sakra-
menternes Velsignelse og ret at indskærpe
Menigheden dette.
I Aaret 1861 holdt Grundtvig 50-aarigt
Jubilæum som Præst, og da hædrede Kon-
gen ham ved at give ham Titel og Rang
med Sjællands Biskop, skjønt han vedblev
til sin Død kun at være Præst ved Vartov
Hospital. Derved kom Danmarks tredje
store Salmedigter til at bære det samme
ærværdige kirkelige Hædersnavn som Kingo
og Brorson havde baaret. — I Aaret 1872
prækede han Søndagen den iste September
som sædvanlig i Vartov Kirke, og som det
syntes med mere end sædvanlig Kraft, over
Evangeliet om de 10 spedalske, uden at
ane, at dette Evangeliums Slutningsord:
»Staa op, gak bort. Din Tro har frelst
Dig!« saa snart skulde lyde til ham selv;
den 2den September sad han og arbejdede
i sin l ænestol i sin Arbejdsstue; de troede,
han faldt i Søvn, da han pludselig bøjede
sit Hoved mod sit Bryst, men saa var det
den lange Søvn, der havde lukket hans
trætte Øje. Et uhyre, uoverskuelig stort
Ligfølge fulgte hans Støv fra Frelserens