Færøsk Kirketidende - 01.01.1892, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
2. Aarg.
Januar 1892.
Nr. 4.
Helligtrekongersdag.
Ev.; Matth. 2, I —12.
»Held den, der stoler trygt paa Himlens
Stjærnehære,
sin Vej paa Jorden kan man kun paa
Himlen lære«.
Disse Digterens Ord maa vi vel komme
til at tænke paa, naar vi paa ny høre det
gamle Helligtrekongersevangelium, der jo
i Sandhed beretter os om, hvorledes hine
vise fra Østerland i tryg Tillid til den
underfulde Stjærne, de havde set, lode sig
lede af den hele den lange Rejse, indtil
de til sidst fandt Barnet i Bethlehem og
trods de ringe udvortes Omgivelser i dette
Barn erkjendte den nyfødte Kongesøn og
faldt ned for ham og »ofred der Guld,
Røgelse og Myrrha skær«. — Se, kjære
Venner, i Almindelighed anvende vi jo dette
Evangelium i Overensstemmelse med den
gamle Fællesbøn til denne Dag, saaledes
at vi i Stjærnen se et Billede paa Ordet,
der viser os hen til vor Herre og Frelser,
og i hvis Lys vi derfor alle lige fra Konger
og Fyrster til den fattigste Betler maa
vandre, hvis vi skulle finde Fred for vore
Sjæle. Og saa sandt som Ordet er en
Himmelgave og kun kan lyse for os som
vor Ledestjærne, naar vi have lært at op-
løfte vore Øjne fra Jorden under vore
Fødder og fra alt det lave og sanselige til
Himlen i Troen paa, at »der har vi hjemme«,
og der bor vor kjære himmelske Fader,
der aldrig vil føre sine Børn vild, saa
kunne vi ogsaa sige, at Ordet om, at vi
kun paa Himlen kunne lære vor Vej paa
Jorden, henviser os til
»Guds Naadesord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod«.
Jeg tror imidlertid ogsaa, at vi kunne
have megen Velsignelse af at tage Dig-
terens Ord noget mere bogstaveligt og
tænke paa, hvad Himlens Stjærnehære
virkelig kunne lære os om vor Vej paa
Jorden. Hvad er vel den første Tanke, der
maa fylde vore Hjærter, naar vi se op til
den stjærneklare Himmel, der hvælver sig
over vore Hoveder, naar vi se,
»Hvor Stjærneflokken blinker,
Hvor mildt enhver imod os ler
og op til Himlen vinker?«
Mon det ikke er en F'ølelse af den
uendelige Magt og Kjærlighed, der har
frembragt og bærer alt dette, og af vor
egen Ringhed og Afmagt, mon det ikke
er en Gjenklang af Salmen:
»Hvad skal vi sige? Vore Ord
Vil ikke meget sige;
O Gud, hvor er Din Visdom stor,
Din Godhed, Magt og Rige!«?
Men se, kjære Venner, Erkjendelsen
af vor egen Ubetydelighed er jo nødvendig
for at lære os alle den Ydmyghed, som vi
trænge til for at vi kunne vandre vor Vej
her paa Jorden saaledes, at vort Liv kan
blive til Velsignelse for os selv og andre;
thi saa længe vi tænke højt om os selv,
dræbe vi vor egen Lykke ved bestandig
at føle os krænkede og tilsidesatte, og vort
Liv kan heller ikke blive til. Velsignelse
for andre, førend vi have lært i Stedet for
at kræve og fordre at tjene og opofre.
Og fremdeles er Erkjendelsen af, at en al-
mægtig Gud med Visdom og Kjærlighed
raader over alt. hvad der er og sker i
Verden, en nødvendig Betingelse for et
lykkeligt Menneskeliv, befriet for den Livs-
lede og Fortvivlelse, som tidligere eller
senere bliver de ugudeliges Lod. Og naar
vi saa, i det vi se paa Himlens Stjærne-
hære, tænke paa, hvorledes alle disse smaa
glimrende Punkter ere Kloder, der ligesom
vor Jord vandre igjennem Rummet i be-
stemte Baner, saa at deres Løb kan be-
regnes og udmaales med fuldstændig
Sikkerhed, maa da ikke dette minde os
om, at der ogsaa er bestemt os en Bane
at følge i I ivet. og det baade naar vi
tænke paa det Kald og den Stilling, som
vi selv have valgt os her nede, og paa det
Evighedens Kald, som Herren har ladet
udgaa til os. Vor jordiske Bane er be-
skrevet for os igjennem andre Menneskers
Exempel, der dels kan tjene os til Advarsel,
dels til Efterfølgelse, og vor himmelske
Bane er betegnet os i vor Daabspagt, i
det Forsagelsens og Troens Ord, som