Færøsk Kirketidende - 01.01.1892, Blaðsíða 2

Herren selv har lagt i vort Hjærte og paa
vore l æber. Men vi Mennesker ville saa
ofte baade i den ene og i den anden Hen-
seende raade os selv og følge vort eget
Hoved i Stedet for i villig Lydighed at
følge Banen, saaledes som den er os be-
skrevet; derfor trænge vi alle til, baade
naar vi tænke paa det Maal, vi selv have
sat os for vort jordiske Liv, og paa det
evige Maal, Herren har sat os for vor
Livsvandring, i det vi se op til Himlens
Stjæmer, at bede med en af vore Digtere:
»Lær mig Nattens Stjærne
At lyde fast og gjærne,
Ej at vige fra den Vej,
Himlens Gud tilmaalte mig,
Lær mig Nattens Stjærne!«
Fremdeles naar vi se op til Himmel-
hvælvingen, faa vi da ikke et mægtigt
fndtryk af Fred og Samdrægtighed? Aldrig
komme de talløse Stjærnehære i Strid med
hverandre, aldrig blandes deres Veje
sammen i Forvirring og Uorden, og dette
maa jo alvorlig minde os om, hvorledes vi
Mennesker bør søge ved indbyrdes Fred
og Samdrægtighed at bevare et saadant
Forhold til hverandre, at vi kunne være
hverandre til Hjælp og Støtte i Stedet for
at pine og plage hverandre og forbitre
Livet for hverandre. Og naar vi derfor
se al den Strid og Ufordragelighed, der
skiller Menneskene ad her nede og gjør
dem ulykkelige, naar vi se al den For-
virring og Uorden, der hersker i saa
mange Forhold netop som en Følge af det
lidet Sammenhold, der er iblandt Mennesker,
saa maa vi ikke blive trætte af atter og
atter at tilraabe Menneskene: se op til
Himlen!
»Se alle Nattens Stjærner smaa
Samdrægtelig paa Himlen staa
Og til hverandre smile;
O, vandred’ alle saa i Fred,
Naar Sorgens Skygger falde ned,
Da fandt vel Hjærtet Hvile!«
Men saa er der endnu én Ting, kjære
Venner, som det forekommer mig, at
Himlens Stjærnehære lære os saa tydelig
angaaende vor Vej paa Jorden, og det er
i Grunden det, som i Dag særlig bør
lægges os paa Sinde, i det vi fejre vor
Kirkes Missionsfest. Vi kunne jo nemlig
ikke se op til Himmelhvælvingen uden at
tænke paa, at den samme Himmel hvælver
sig over den ganske Jord, og at de samme
Stjærner lyse for alle Mennesker, der bo
rundt om paa Jordens vide Kreds, for
Kineserne, der bo lige under vore Fødder,
for Negrene under Afrikas brændende Sol
saa vel som for Eskimoerne paa Nordens
store Is- og Snemarker. Dette minder os

jo om, at hvor store Forskjelle der end er
imellem Menneskene under de forskjellige
Himmelstrøg og af de torskjellige Racer,
saa er dog Menneskeslægten en stor Enhed,
udsprungen af en fælles Rod og bestemt
til et fælles Maal, saaledes som ogsaa
Apostelen Paulus siger i sin bekjendte
Missionsprædiken i Athen, at Gud »har
gjort, at al Menneskens Slægt bor paa den
ganske Jordens Kreds af ét Blod, og har
bestemt dem forordnede Tider og visse
Grænser for deres Bolig, at de skulde søge
Herren, om de dog maatte føle og finde
ham«. Derfor bør vi ogsaa føle noget af
den Kjærlighed til alle Mennesker, hvorved
Apostelen Peter siger, at vor Gudsfrygt
skal vise sig, naar han skriver: »beviser i
Gudfrygtigheden Broderkjærlighed, men i
Broderkjærligheden Kjærlighed til alle«.
Og hvorledes skulle vi vel bevise vore
Medmennesker denne vor Kjærlighed bedre
end ved at hjælpe dem til, at den dunkle
Higen og Søgen efter Fred, der gaar
igjennem deres I iv, maa blive stillet, i det
de finde den Gu& der har skabt dem til
sig og nedlagt i dem denne Søgen, der
først finder Hvile, naar deres Hjærte hviler
i ham ? Hvor ofte have ikke Hedningerne
baade fordum og nu i deres Hjærters Søgen
efter Gud set op til Stjærneme, der lyste
ned til dem og smilede til dem og vinkede
ad dem; men i deres Vankundighed blev
deres Blik staaende ved Skabningen og
naaede ikke Skaberen, saa de tilbad Stjær-
nerne som Guder; skulde ikke vi, der have
lært, at der først er F'red og Glæde at
finde i Livet ved, at vi lade alt det skabte
drage os op til Skaberen, saa Stjærneme
blive vore Vejvisere op til den himmelske
Fader, der har beredt vor Vej, som han
har beredt Stjærnemes Baner, skulle ikke
vi gjærne ville være med til at hjælpe de
mange, der hidtil ikke have forstaaet at se
saaledes op til Himmelen, at de dér kunde
lære deres Vej paa Jorden at kjende
som en Fredens og l ivets Vej, til med
den samme barnlige Glæde som vi selv
at se op til Stjærneme, der »vinke os
fra Jorden op til sig«? Se, kjære Venner,
det er jo denne Gjerning, som den kriste-
lige Mission blandt Hedninger har taget
op, og det hører visselig med til, at vi
som rette Kristne, som Gudfaders kjære
Børn kunne vandre vor Vej paa Jorden
rettelig, at vi med vort Hjærtes Kjærlighed,
med vore Gaver og vore Bønner ville være
med i dette Missionens hellige Arbejde,
pg jo bedre vi alle kunde lære det, desto
snarere vilde det ske, at Profetens mæg-
tige Forjættelser i denne Dags Lektie
kunde gaa i Opfyldelse, at Hedningernes
F'ylde kunde komme fra Midian og Scheba
og forkynde Herrens Pris. Men Du, kjære
Herre, krone selv Gjerningen med Din Vel-