Færøsk Kirketidende - 01.03.1892, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.03.1892, Blaðsíða 2
kun stakket, inden de som bevidste Kristne ere færdige til at træde ud i Livet, færdige til at vise, at Guds Naade mod dem ikke har været forgjæves. Og fra det Øjeblik gjælder det om at benytte Guds Naadetid vel, at man, naar Døden kommer, kan befale sin Sjæl til Gud med samme Glæde, som Paulus kunde det, da Skarpretteren i Rom drog sit Sværd, han, som priste sig salig, fordi han havde fuaet Naade til at kjende Saligheden ved et rigt og virksomt liv til Guds Ære, og nu vidste, at han fremdeles skulde leve det i al Evighed blot endnu rigere i Guds lyse Himmerige. Ja! hvert Menneske her i Kirken i Dag kan i Sandhed sige: Af Guds Naade er jeg det, jeg er. — Blot vi alle ogsaa med Sandhed kunde tilføje: Og Guds Naade imod mig har ikke været forgjæves. Det er dog ikke alene vi enkelte, der kunne bruge dette Apostelord om os — nej! hele dette lille Folk. som i Dag er her repræsenteret kan i Sandhed sige: »Af Guds Naade er jeg det, jeg er«. Der var en Tid for Aarhundreder til- bage, da det lignede den unge Saulus — ikke i Retfærdighed efter Loven — men i Sindelag mod Frelseren og hans Evangelium. Det var den Gang i de mørke Tider, da Sørøverskibe og Fribyttere bemandedes herfra, da her var Fejde mellem Slægterne, da Drab og Voldsdaad hørte til Dagens Orden — i den Tid, da den mørke Torden- gud tilbades af Eders Forfædre ved Blot- tung og vilde Offermaaltider. Men Folket fik af Guds Naade ogsaa sin Stund, da det lød: »Det vil være Dig huardt at stampe mod Braadden« — den Gang da det af en kristen Konge blev tvunget til at vende om. Evangeliet kom ikke hertil som en mild og dragende Magt — jeg ved det —. det kom ikke som et Tilbud, men i Verdsligheds og Volds Klædebon — alligevel var det en Guds Naade, selv om der var et langt Spring fra tlenne voldelige Omvendelse til det Tids- punkt, da det kunde siges med Sandhed, at Færøerne vare kristnede. Men Paulus havde ogsaa en mørk og tung Tid mellem sit første Møde med Herren, da han blev tvungen i Knæ, og den Stund, da hans Øjne bleve opladte — en Tid, da han følte sig blind og hjælpeløs — alligevel vidste han, at Guds Naade mod ham i særlig For- stand begyndte, da han blev slaaet til Jorden. Hvor længe denne i kristelig Hen- tende hjælpeløse Tid har varet for dette Folk, kunne vi ikke sige, kun saa meget vide vi, at Landet alt længe har været et kristent Land, hvor Naadebudskabet har • æret forkyndt og annammet. Derfor siger jeg, at ogsaa Folket kan sige som hver enkelt iblandt os: Af Guds Naade er jeg det, jeg er — et kristent Folk, hos hvem Evangeliets Lys skinner. Men nu bliver Spørgsmaalet: Kan det ogsaa med rette siges: »Og Guds Naade mod dette Folk har ikke været for- gjæves« ? Ja! Gud ske Lov! forgjæves har den ikke været, saa vist som mangfoldige allerede ere gangne og mange skulle gaa ind til den evige Hvile med fast Tro og Fortrøst- ning til den korsfæstede Frelser, saa vidt som der lever og har levet — rundt om- kring i det stille ¦— fromme Mænd og Kvinder, der glæde sig i Guds Naadesols Straaler og daglig prise Herren for Livet og Lyset, saa vist som denne Kristendom — om den end for mange kun har været halvbevidst og for mange kun udvortes — dog har kunnet gjennemsyre det hele Samfund, saa det blev mildere, stærkere og bedre. Guds Ord har gjort og skal gjøre en stor Gjerning her paa disse Øer, det har ikke lydt forgjæves. Men et andet Spørgsmaal er det, hvor vidt vi ere komne, hvor mange af Pauli Livserfaringer Folket som saadant har gjort. Thi ogsaa i denne Henseende for- holder det sig med Folkeslag som med de enkelte Mennesker — kun i større Træk. Tænk paa det lille Jødefolk -— hvilke store aandelige Erfaringer har ikke det gjort gjennem Tiderne! Se paa vort Naboland England — for kun at nævne Exempler — hvilken uhyre Virksomhed udfolder det ikke i Herrens Tjeneste — tænk paa de mange, mange Tusend Missionærer, som det har udsendt, tænk paa de mange Millioner, der ved den ere blevne kristnede — og se paa vort lille Danmark, se hvor- ledes det er vaagnet op, se hvorledes der arbejdes inde som ude — har dette lille Land slige Livserfaringer i Guds Naade? Dertil maa vi vel svare: nej, nej! Vi staa endnu paa det første Standpunkt, vi have kun gjort Pauli »Ørkenerfaringerc; Livet er her vel, og vi haabe, at det gror. men endnu vil det ikke grønnes over Landet — endnu er vor Vaar ikke kommen. Men nu vil jeg gjentage, hvad jeg sagde før: den vanskeligste Tid for Livet baade i Naturens og Aandens Verden er den, da Spiren skal frem for Lyset, da staar det og svinger mellem Liv og Død, da kan en Frostnat gjøre ubodelig Skade — i ørkenens Stilhed som i Lønkamrets Ro kommer Fristeren snarest, thi da skal Valget ske — Valget mellem Livet og Døden. Jeg tror, at en saadan vanskelig Tid er oprundet for det færøske Folk — en Valgets Tid, da det skal tage Parti for Gud eller Mammon. Eller har I ikke« mærket, . hvorledes denne Verdens Fyrste

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.