Færøsk Kirketidende - 01.03.1892, Side 2
kun stakket, inden de som bevidste Kristne
ere færdige til at træde ud i Livet, færdige
til at vise, at Guds Naade mod dem ikke
har været forgjæves.
Og fra det Øjeblik gjælder det om at
benytte Guds Naadetid vel, at man, naar
Døden kommer, kan befale sin Sjæl til
Gud med samme Glæde, som Paulus kunde
det, da Skarpretteren i Rom drog sit Sværd,
han, som priste sig salig, fordi han havde
fuaet Naade til at kjende Saligheden ved
et rigt og virksomt Liv til Guds Ære, og
nu vidste, at han fremdeles skulde leve det
i al Evighed blot endnu rigere i Guds lyse
Himmerige.
Ja! hvert Menneske her i Kirken i
Dag kan i Sandhed sige: Af Guds Naade
er jeg det, jeg er. — Blot vi alle ogsaa
med Sandhed kunde tilføje: Og Guds
Naade imod mig har ikke været forgjæves.
Det er dog ikke alene vi enkelte, der
kunne bruge dette Apostelord om os — nej!
hele dette lille Folk. som i Dag er her
repræsenteret kan i Sandhed sige:
»Af Guds Naade er jeg det, jeg er«.
Der var en Tid for Aarhundreder til-
bage, da det lignede den unge Saulus —
ikke i Retfærdighed efter Loven — men i
Sindelag mod Frelseren og hans Evangelium.
Det var den Gang i de mørke Tider, da
Sørøverskibe og Fribyttere bemandedes
herfra, da her var Fejde mellem Slægterne,
da Drab og Voldsdaad hørte til Dagens
Orden — i den Tid, da den mørke Torden-
gud tilbades af Eders Forfædre ved Blot-
ning og vilde Offermaaltider.
Men Folket fik af Guds Naade ogsaa
sin Stund, da det lød: »Det vil være Dig
haardt at stampe mod Braadden« — den
Gang da det af en kristen Konge blev
tvunget til at vende om. Evangeliet kom
ikke hertil som en mild og dragende
Magt — jeg ved det —> det kom ikke som
et Tilbud, men i Verdsligheds og Volds
Klædebon — alligevel var det en Guds
Naade, selv om der var et langt Spring fra
denne voldelige Omvendelse til det Tids-
punkt, da det kunde siges med Sandhed,
at Færøerne vare kristnede. Men Paulus
havde ogsaa en mørk og tung Tid mellem
sit første Møde med Herren, da han blev
tvungen i Knæ, og den Stund, da hans
Øjne bleve opladte — en Tid, da han følte
sig blind og hjælpeløs — alligevel vidste
han, at Guds Naade mod ham i særlig For-
stand begyndte, da han blev slaaet til
jorden. Hvor længe denne i kristelig Hen-
seende hjælpeløse Tid har varet for dette
Folk, kunne vi ikke sige, kun saa meget
vide vi, at Landet alt længe har været et
kristent l and, hvor Naadebudskabet har
været forkyndt og annammet. Derfor siger
jeg, at ogsaa Folket kan sige som hver
enkelt iblandt os:
Af Guds Naade er jeg det, jeg er —
et kristent F'olk, hos hvem Evangeliets Lys
skinner.
Men nu bliver Spørgsmaalet: Kan
det ogsaa med rette siges: »Og Guds
Naade mod dette F'olk har ikke været for-
gjæves« ?
Ja! Gud ske Lov! forgjæves har den
ikke været, saa vist som mangfoldige allerede
ere gangne og mange skulle gaa ind til
den evige Hvile med fast Tro og Fortrøst-
ning til den korsfæstede Frelser, saa vidt
som der lever og har levet — rundt om-
kring i det stille — fromme Mænd og
Kvinder, der glæde sig i Guds Naadesols
Straaler og daglig prise Herren for Livet
og Lyset, saa vist som denne Kristendom
— om den end for mange kun har været
halvbevidst og for mange kun udvortes —
dog har kunnet gjennemsyre det hele
Samfund, saa det blev mildere, stærkere og
bedre. Guds Ord har gjort og skal gjøre
en stor Gjerning her paa disse Øer, det
har ikke lydt forgjæves.
Men et andet Spørgsmaal er det, hvor
vidt vi ere komne, hvor mange af Pauli
Livserfaringer F'olket som saadant har
gjort. Thi ogsaa i denne Henseende for-
holder det sig med F'olkeslag som med de
enkelte Mennesker — kun i større Træk.
Tænk paa det lille Jødefolk — hvilke store
aandelige Erfaringer har ikke det gjort
gjennem Tiderne! Se paa vort Naboland
England — for kun at nævne Exempler —
hvilken uhyre Virksomhed udfolder det
ikke i Herrens Tjeneste — tænk paa de
mange, mange Tusend Missionærer, som
det har udsendt, tænk paa de mange
Millioner, der ved den ere bievne kristnede
— og se paa vort lille Danmark, se hvor-
ledes det er vaagnet op, se hvorledes der
arbejdes inde som ude — har dette lille
Land slige livserfaringer i Guds Naade?
Dertil maa vi vel svare: nej, nej! Vi
staa endnu paa det første Standpunkt, vi
have kun gjort Pauli »Ørkenerfaringer«;
Livet er her vel, og vi haabe, at det gror,
men endnu vil det ikke grønnes over
Landet — endnu er vor Vaar ikke kommen.
Men nu vil jeg gjentage, hvad jeg
sagde før: den vanskeligste Tid for Livet
baade i Naturens og Aandens Verden er
den, da Spiren skal frem for Lyset, da
staar det og svinger mellem Liv og Død,
da kan en Frostnat gjøre ubodelig Skade
— i Ørkenens Stilhed som i Lønkamrets
Ro kommer F'risteren snarest, thi da skal
Valget ske — Valget mellem Livet og
Døden.
Jeg tror, at en saadan vanskelig Tid
er oprundet for det færøske Folk — en
Valgets Tid, da det skal tage Parti for
Gud eller Mammon. Eller har I ikke*
mærket, hvorledes denne Verdens Fyrste