Færøsk Kirketidende - 01.05.1892, Blaðsíða 2

i de første Lagtingsaar, saasom Frihandels,
loven, Jagtloven o. s. v. 1860 blev han
forflyttet til Vester Vedsted tæt ved den
sønderjydske Grænse, og herfra kom han
1874 til Vilslev ogHunderup nord for Ribe;
fra det sidste Embede tog han f. A. sin
Afsked og bosatte sig i Skanderborg, hvor
hans Søn Provst Th. Sørensen er Sogne-
præst. Pastor Sørensen nød megen An-
seelse og Agtelse baade paa Færøerne og
i sine forskjellige Embeder i Jylland; her-
oppe var han et Par Gange konstitueret
som Provst og i Vilslev flere Gange under
Stiftsprovst Claudis Fraværelse i Rigsdagen
som Stiftsprovst. — Hans Begravelse fore-
gik under megen Deltagelse i Skanderborg
den rode Marts; hans Søn, Provst Sørensen,
holdt ved denne l ejlighed følgende Tale,
der udførligt og smukt skildrer hans I ivs-
gjerning; vi antage, at de mange Færinger,
der endnu med Taknemlighed mindes gamle
Pastor Sørensen, med Glæde ville læse
disse smukke Mindeord.
»Du skal ære Din Fader og Din Moder«,
dette gamle Bud har ikke faldet os Søskende
svært. Vi have ikke kunnet andet. Nu er
det os saa tungt at skilles fra vor kjære
Fader. Vi have ham saa usigelig meget
at takke for. Altid var han for os den
samme milde, kjærlige, opofrende, trofaste
Støtte. Vi vide, hvad Ordet »Faderlighed«
har at betyde; vi kjende den Sum af Op- j
ofrelse og Kjærlighed. som det rummer.
Hvor var han ikke god og kjærlig
mod Moder! Han jævnede alt for hende,
støttede og skjærmede hende mod alt. Jeg
synes, at man blot behøvede at se de to
gaa ned ad Gaden sammen for at faa et
Indtryk af, at de havde det godt med hin-
anden. at de to hørte sammen som faa
Ægtefolk. Vi ere saa inderlig taknemlige
for, at det har været saaledes, og at det I
blev os forundt at have ham saa længe
hos os!
Han vil blive mindet med Taknemlig-
hed af mange.
I 46 Aar var han Præst. Han havde
ikke store Tanker om sig selv. Han var
en ydmyg Mand; derfor fik han som Præst
udrettet meget mere, end han selv vidste
af. Hans l iv blev mere og mere en levende
Præken for hans Menighed.
Af Naturen var han en aaben, djærv
og kraftig Personlighed med et sundt Blik
og med stor praktisk Dygtighed; og i rent
legemlig Henseende havde han et godt
Helbred og Kæmpekræfter. Men det
aabne, djærve og kraftige var hos ham
gjennemtrængt af Kristendommen, som
gjorde ham til den milde, ædle, retsindige
Mand, der tænkte stort og følte varmt, og
gav hans Person og Præken et Præg af
Hjærtelighed og Trofasthed, som gjorde
ham særlig vel skikket til at tale til de
sørgende og lidende.
I 13 Aar var han Præst paa Færøerne,
hvor han var født, og hvor han havde til-
bragt 14 af sine Barndomsaar. Dér vil
hans Navn blive mindet længe. Han forstod
Færingerne tilfulde; han var fortrolig med
deres Tankesæt og I evevis som faa. Han
havde en inderlig Kjærlighed til dem og
deres Øer. Det vidste de, og det skjønnede
de paa. Naar de bleve ilde eller ufor-
staaende omtalte, var han altid rede til
Forsvar. Ham skyldes de første og bedste
fuldt paalidelige Meddelelser i Nutiden om
Færøernes Natur og Samfundsforhold.
Denne Indsigt i Forbindelse med hans
praktiske Dygtighed kom til god Nytte,
da Frihedens Indførelse medførte, at ogsaa
Færingerne fik en Stemme med i Afgjørelsen
af deres indre Anliggender. I Lagtinget,
til hvilket han hurtig blev valgt, øvede han
en væsentlig Indflydelse paa Afgjørelsen
af en Række I ove, der ordnede Samfunds-
forhold og-Næringsveje paa de forskjellige
Omraader. Derfor saa de op til ham som
deres paalidelige kaarne Tillidsmand, De
bare Agtelse og .Ærbødighed for ham,
fordi han selv under den yderste Livsfare
altid var den samme rolige, besindige Mand,
der frimodig saa Døden under øjne.
De kunne endelig ikke glemme den
Maade, paa hvilken han skiltes fra dem.
Der var i hans Præstegjæld udbrudt
en ondartet Difteritisepidemi, som angreb
mange. Den ene efter den anden blev
revet bort baade af gamle og unge. Tidlig
og silde gik han om for at hjælpe, for paa
Lægens Vegne at tilse de syge. Da blev
han selv smittet, var flere Gange nær Døden
og blev til sidst lam over hele l egemet,
saa at han ikke kunde røre en Finger.
Den før saa stærke Mand blev i Lagener
baaret ud fra sit Hjem for at føres til
Danmark. Kort forinden havde vi af den
samme Sygdom mistet en kjær lille Søster.
Om denne tunge Tid talte han ikke en
halv Time før sin Død, Dagen forud, den
3dje Marts, var det netop 32 Aar siden, at
han var bleven angrebet af Sygdommen,
og ved Synet af de smaa Senge til Difte-
ritispatienter deroppe paa Sygehuset for-
talte han om sin egen Sygdom og — som
han sagde — hvilket Under det var, at
han efter dette levede endnu. Han var
saa inderlig taknemlig for, at det blev ham
forundt helt at gjenvinde sine Kræfter, at
leve med Moder og sammen med hende
4t opdrage os Børn.
Snart fik han en ny Virksomhed, hvor
der igjen blev Brug for hans praktiske
Indsigt og Dygtighed. Da det kommunale
Selvstyre efter Krigen skulde gjennemføres
i hans Sogn, blev han valgt til Formand i
Sogneraadet. Med Kraft, men tillige mod