Færøsk Kirketidende - 01.06.1892, Blaðsíða 1
Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
2. Aarg.
Juni 1892.
Nr. 9.
To Fastebetragtninger.
I.
(I.uk. 23, 6—12).
»Fra Herodes til Pilatus!« saaledes
plejer man sædvanlig at sige om et Men-
neske, der jages fra Sted til Sted; »Fra
Herodes til Pilatus« var det, at vor Herre
Jesus maatte vandre i det Stykke afskrif-
ten, hvortil vi ovenfor have henvist; »Fra
Herodes til Pilatus« er ogsaa den Vej. ad
hvilken vi i Tanken vil vandre for at følge
Jesus efter og for at berige vor egen Er-
faring.
Herodes og Pilatus! To Navne, der i
sin Tid bragte Mennesker til at bøje Ho-
vedet af Ærefrygt eller maaske snarere af
Trældomsfrygt: Hin var den store Herodes’
Søn, og havde han end kun arvet lidet af
sin Faders Rige, saa havde han arvet meget
af hans Pragtsyge og Grumhed; denne var
Kejserens Landshøvding og befuldmæg-
tigede Embedsmand. Herodes var Galilæas
Hersker, Pilatus bød over Samaria og Judæa;
tilsammen fremstillede disse to Mænd alt,
hvad der hed Storhed, Magt og Herlighed
i Jødeland. Det gik nu her, som det gaar
saa ofte, at to mægtige indenfor samme
I and, de komme sjælden til at male godt
sammen, idet hver af dem vil være den
øverste og I.andets egentlige Midtpunkt;
ogsaa Jødelands to Herskere havde ligget
i Strid med hinanden, ja, det var endog
gaaet saa vidt, at Herodes havde været
med til at indgive en Klage til Kejseren
over Pilatus, og denne havde da faaet
Tiberius’ hvasse Tand at føle, saa han siden
bar en lønlig Angst for »ikke at være
Kejserens Ven«.
Nu se vi disse to Fjender paa en eneste
Dag at blive hinandens Venner. Var det
derved, at den ene viste den anden en
Tjeneste? Nej, langtfra! Det var tvært-
imod, fordi de begge vilde skubbe en
ubehagelig Byrde fra sig, som de helst
vilde være kvit; der kan ogsaa være tunge
Regeringsbyrder, det følte Pilatus, da han
skulde stadfæste denne ubehagelige Døds-
dom, hvis Uretfærdighed han vel ikke for-
stod, men dog anede. Derfor blev han
pludselig høflig mod Herodes; det kunde
slet ikke gaa an at forbigaa denne Fyrste,
thi Fangen var jo fra hans Enemærker,
fra Galilæa. Men Herodes gjengjældte
Høfligheden, thi han vilde lige saa nødig
afsige den ubehagelige Dødsdom; derfor
sendte han Fangen tilbage igjen, thi han
kunde dog umulig afsige Dommen paa
Pilatus’ Landomraade. Det var svært med
den pludselige Høflighed, men gode Venner
bleve de da derved.
De skubbede begge Domfældelsen fra
sig, men de skubbede mere end det, de
skubbede Jesus selv fra sig. Antage ham
vilde de da selvfølgelig ikke, men for-
dømme ham vilde de sandelig heller ikke,
de vilde blot puffe ham til Side som en
ubehagelig Forstyrrelse af deres Sindsro.
Saaledes vare deres Handlinger ens, men
deres Bevæggrunde vare forskjellige. Pi-
latus handlede af Fejghed; han frygtede
J for alt muligt og umuligt, han frygtede for
den oprørte Folkehob, han frygtede for
| Kejserens Vrede, han frygtede ogsaa for
I sin Hustrus svare Drømme, han frygtede
for sin egen Samvittighed, og han frygtede
for den stille Glans i den sælsomme Fanees
dybe Øje. Han frygtede for det altsammen,
og derfor skubbede han Jesus fra sig — at
Fejghed. Men nu Herodes! Hans Bevæg-
grunde vare ganske andre, saa vist som
han sikkert ikke kjendte synderligt til
Frygt; dertil var han paa en Gang for
dum og for overmodig. Naar han skubbede
Jesus af Nazareth bort, da var det af
Raahed, ja ret egentlig af Ugidelighed.
i Naar han ikke kunde faa kraftige Gjer-
ninger at se, saa gad han ikke have noget
med den Sag at gjøre. Han var naturligvis
for raa en Natur til at have Forstaaelse
for Jesus, men han gad ikke en Gang for-
høre ham, gad mindst af alt dømme ham
til døde. Saaledes vare Bevæggrundene
yderst forskjellige, men det løb ud i det
samme: Bort med ham!
Kjender Du nu ikke til noget af enten
Herodes eller Pilatus i Dit eget Hjærte?
Kjender Du ikke noget til det at ville
skubbe alt alvorligt fra Dig? Naar Sor-
I gerne ramme os, saa kunne vi ganske vist
ruge over dem til en Tid, og jeg ved det
vel, at der er dem, der ruge alt for meget
over Sorgerne, men de fleste af os kunne