Færøsk Kirketidende - 01.06.1892, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.06.1892, Blaðsíða 2
ikke udholde Sorgens Tryk i Længden, vi kunne ikke bære den nagende Sjælesmerte ret længe ad Gangen; vi skubbe snart Sorgen bort og give os hen til Glæden, og det hvad enten Sorgen hedder Nærings- sorg eller den hedder vor kjæres Grav eller hvad somhelst. Man har en Skik, som i denne Henseende er ganske betegnende: Naar et Menneske skal stedes til Hvile i Graven, saa plejer man at sætte sit Flag paa halv Stang — det er Tegnet paaSorg! Men naar den sidste Skuffe Jord er falden, og Følget har spredt sig, saa hejser man Flaget i Top — det er Tegnet paa Glæde! Og hermed vil man lige som give til Kjende den menneskelige Naturs Væsen: Sorgen skal have sin Tid — og saa bort med den, saa skubbes den til en Side! Men saaledes gaar det nu ikke blot med det rent timelige i os, det gaar paa samme Maade med det evige. Hvor længe be- holder Du maaske Angeren og Sorgen over Synden i Dit Hjærte? Eller hvor længe beholder Du Agtpaagivenheden og' Aar- vaagenheden? Kan Du maaske vaage én Time med Herren? Hvor længe beholder Du Frygten for den endnu ikke begaaede Synd? Sikkert kun ganske kort! Man skubber det fra sig og vender tilbage til Verden og de timelige Glæder. Ikke er det nu imidlertid blot alt alvorligt, som faar denne Medfart, men Jesus selv, han, der kommer med Livets ogNaadens evige og glæderige Fvangelium, ogsaa han skal skubbes bort. Hvor længe beholder Du Erindringen om en velsignelsesrig og løf- tende Kirkegang? Hvor længe fryder Du Dig over Syndsforladelsens Naade ved Nadverbordet? Dømme Jesus afNazareth, underskrive hans Dødsdom og slutte Dig til den vantro Verden, det vil Du ikke, det skubber Du helst over paa andre, men annamme ham med hele Dit Hjærte, det vil Du heller ikke, det overlader Du ogsaa helst til andre. Hvorfor skubbe vi nu saaledes helst Jesus fra os? Bevæggrundene kunne være meget fovskjellige: Nogle gjøre det af Fejghed; man tør ikke se Synden under Øjne, fordi Samvittigheden da siger: Kast den bort! Man tør ikke se Døden under Øjne, fordi man ved, at den en Gang er be- skikket ogsaa en selv, man tør ej heller se Jesus under Øjne, fordi man ved, at Livets Evangelium tillige er et Afdøelsens, Naa- dens Evangelium tillige et Lovens. Andre gjøre det af Raahed, af Ugidelighed; man gider ikke tænke paa Synd og Død, fordi det er saa ubekvemt med den Om- vendelse og den Helliggjørelse, man gider ikke have noget med Jesus at gjøre, fordi det er saa kjedeligt, at han altid skal komme paa tværs med sit »Du Daare!«, netop naar man lige skulde til at more sig allerbedst. — Men underligt er det at give Agt paa, hvorledes det her gaar igjen med Venskabet mellem Herodes og Pilatus: Den ugidelige og den frygtagtige, der mødes i at skubbe Jesus fra sig, de ere altid gode Venner, ligesom Gud ske Lov og Tak ogsaa de ere gode Venner, der have fundet Freden og Hvilen i vor Herres Jesu Tro. Disse danne de Helliges, hine de Vanhelliges Samfund. Men den, der gjør Pilatus' og Herodes' Handlinger, han kan ej heller vente andet end deres Skæbne. Hvorledes blev da den ? Mærkelig nok en ganske lignende for dem begge: Over begge blev der klaget, begge bleve af Kejseren afsatte, begge bleve landsforviste, den ene til Frankrig, den anden efter Sagnet til Afrika, og begge de tvende fordum saa mægtige Mænd maatte ende deres Dage i den usleste Nød, Elendighed og Fattigdom, ja Pilatus skal endog efter Sagnet, efter hele sit Liv at have flakket om med det Spørgsmaal paa 1 æben: Hvad er Sandhed? have faaet en Selvmorders Død, og Legenden føjer til, at der gaar et iskoldt Gys igjennem hans hvileløse Aand, hver Gang et kristent Barn bekjender: »Pint under Pontius Pilatus!? Den samme Skjæbne venter Dig og mig, om vi aldrig naa videre end til at skubbe Jesus fra os: Afsættelse fra vor Børneret hos Gud, Landsforvisning fra vort Hjem- land, Guds Himmerig paa Jorden, til sidst den evige Landflygtighed, hvorfra intet Selvmord kan skaffe os Udgang. Lad da de to Skikkelser fra de svundne Tider, som Evangelisten stiller os for Øje, blive os Forbilleder til Advarsel, lad os lære ikke at skyde Jesus af Nazareth fra os, men gribe ham med Troens Arm og tage ham i Favn som Simeon, »Thi Jesus er endnu at faa, Men han vil favnetages; Har vi ej skjønnet ret derpaa, Da maa det dybt beklages; Thi Sjælen finder ingen Ro, Før den udi den rette Tro Sin Frelser ser og favner!« Mel.: Alt oprejst Maanen staar. Til Himmelhjemmet nu hans Hjærte længtes, Den Kongesøn som her paa Jorden trængtes: Fuldbragt var alt, hvad Fædrene var lovet, Thi Kvindesæden knuste Slangens Hoved. Nu Dragen fældet var, og brudt dens Vælde, Og Vidneskaren rede at fortælle Det store Budskab rundt i Verden vide Til Lægedom for alle dem, som stride. ¦

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.