Færøsk Kirketidende - 01.06.1892, Page 2

ikke udholde Sorgens Tryk i l ængden, vi |
kunne ikke bære den nagende Sjælesmerte
ret længe ad Gangen; vi skubbe snart
Sorgen bort og give os hen til Glæden,
og det hvad enten Sorgen hedder Nærings-
sorg eller den hedder vor kjæres Grav eller <
hvad somhelst. Man har en .Skik, som i
denne Henseende er ganske betegnende:
Naar et Menneske skal stedes til Hvile i
Graven, saa plejer man at sætte sit Flag
paa halv Stang — det er Tegnet paaSorg!
Men naar den sidste Skuffe Jord er falden,
og Følget har spredt sig, saa hejser man
Flaget i Top — det er Tegnet paa Glæde!
Og hermed vil man lige som give til
Kjende den menneskelige Naturs Væsen:
Sorgen skal have sin Tid — og saa bort
med den, saa skubbes den til en Side!
Men saaledes gaar det nu ikke blot med
det rent timelige i os, det gaar paa samme
Maade med det evige. Hvor længe be-
holder Du maaske Angeren og Sorgen over
Synden i Dit Hjærte? Eller hvor længe
beholder Du Agtpaagivenheden og Aar-
vaagenheden? Kan Du maaske vaage én
Time med Herren? Hvor længe beholder
Du Frygten for den endnu ikke begaaede
Synd? Sikkert kun ganske kort! Man j
skubber det fra sig og vender tilbage til
Verden og de timelige Glæder. Ikke er
det nu imidlertid blot alt alvorligt, som
faar denne Medfart, men Jesus selv, han,
der kommer med l ivets ogNaadens evige
og glæderige Evangelium, ogsaa han skal |
skubbes bort. Hvor længe beholder Du
Erindringen om en velsignelsesrig og løf-
tende Kirkegang? Hvor længe fryder
Du Dig over Syndsforladelsens Naade ved
Nadverbordet? Dømme Jesus afNazareth,
underskrive hans Dødsdom og slutte Dig
til den vantro Verden, det vil Du ikke, det
skubber Du helst over paa andre, men
annamme ham med hele Dit Hjærte, det
vil Du heller ikke, det overlader Du ogsaa j
helst til andre.
Hvorfor skubbe vi nu saaledes helst
Jesus fra os? Bevæggrundene kunne være
meget forskjellige: Nogle gjøre det af
Fejghed; man tør ikke se Synden under
Øjne, fordi Samvittigheden da siger: Kast
den bort! Man tør ikke se Døden under
Øjne, fordi man ved, at den en Gang er be-
skikket ogsaa en selv, man tør ej heller se
Jesus under Øjne, fordi man ved, at Livets
Evangelium tillige er et Afdøelsens, Naa-
dens Evangelium tillige et Lovens. Andre
gjøre det af Raahed, af Ugidelighed;
man gider ikke tænke paa Synd og Død,
fordi det er saa ubekvemt med den Om-
vendelse og den Helliggjørelse, man gider
ikke have noget med Jesus at gjøre, fordi
det er saa kjedeligt, at han altid skal
komme paa tværs med sit »Du Daare!«,
netop naar man lige skulde til at more sig
allerbedst. — Men underligt er det at give
Agt paa, hvorledes det her gaar igjen med
Venskabet mellem Herodes og Pilatus:
Den ugidelige og den frygtagtige, der
mødes i at skubbe Jesus fra sig, de ere
altid gode Venner, ligesom Gud ske Lov
og Tak ogsaa de ere gode Venner, der
have fundet Freden og Hvilen i vor Herres
Jesu Tro. Disse danne de Helliges,
hine de Vanhelliges Samfund.
Men den, der gjør Pilatus’ og Herodes’
Handlinger, han kan ej heller vente andet
end deres Skæbne. Hvorledes blev da den ?
Mærkelig nok en ganske lignende for dem
begge: Over begge blev der klaget, begge
bleve af Kejseren afsatte, begge bleve
landsforviste, den ene til Frankiig, den
anden efter Sagnet til Afrika, og begge
de tvende fordum saa mægtige Mænd
maatte ende deres Dage i den usleste Nød,
Elendighed og Fattigdom, ja Pilatus skal
endog efter Sagnet, efter hele sit Liv at
have flakket om med det Spørgsmaal paa
1 æben: Hvad er Sandhed? have faaet en
Selvmorders Død, og Legenden føjer til,
at der gaar et iskoldt Gys igjennem hans
hvileløse Aand, hver Gang et kristent Barn
bekjender: »Pint under Pontius Pilatus!«
Den samme Skjæbne venter Dig og mig,
om vi aldrig naa videre end til at skubbe
Jesus fra os: Afsættelse fra vor Børneret
hos Gud, Landsforvisning fra vort Hjem-
land, Guds Himmerig paa Jorden, til sidst
den evige Landflygtighed, hvorfra intet
Selvmord kan skaffe os Udgang.
I.ad da de to Skikkelser fra de svundne
Tider, som Evangelisten stiller os for Øje,
blive os Forbilleder til Advarsel, lad os
lære ikke at skyde Jesus af Nazareth fra
os, men gribe ham med Troens Arm og
tage ham i Favn som Simeon,
»Thi Jesus er endnu at faa,
Men han vil favnetages;
Har vi ej skjønnet ret derpaa,
Da maa det dybt beklages;
Thi Sjælen finder ingen Ro,
Før den udi den rette Tro
Sin Frelser ser og favner!«
Mel.: Alt oprejst Maanen staar.
Til Himmelhjemmet nu hansHjærtp længtes,
Den Kongesøn som her paa Jorden trængtes:
Fuldbragt var alt, hvad Fædrene var lovet,
Thi Kvindesæden knuste Slangens Hoved.
Nu Dragen fældet var, og brudt dens Vælde,
Og Vidneskaren rede at fortælle
Det store Budskab rundt i Verden vide
Til Lægedom for alle dem, som stride.