Færøsk Kirketidende - 01.07.1892, Qupperneq 1
Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
2. Aarg.
Juli 1892.
Nr. i o.
Prædiken af Pastor emer. Lohmann (ved Bispe-
visitatsen) i Græse Kirke Tirsdagen den 28de
Juli 1891.
Medkristne! l ader os allerførst be-
kjende vor kristne Tro! Vi forsage Djæ-
velen o. s. v.
Og saa bede vi til Dig, Vorherre
Jesus Kristus, vor Konge og vor Gud:
Lad Verden ej med al sin Magt,
Os rokke fra vor Daabes Pagt,
Men giv at al vor l ængsel maa,
Til Dig, til Dig alene staa.
Her staa vi nu i Flok og Rad
om Dig, vort skjønne Hjærteblad.
O giv os at vi alle maa,
I Himlen om Din Throne staa!
Amen!
Joh. Ev. 17, 1—3.
Hvad er altsaa det evige Liv? Gud
give os Naade til ret at betænke dette!
Det evige Liv, siger Jesus, eratkjende
den eneste sande Gud (ej Afgudeme) og
den, han udsendte, Jesus Kristus. Kristen-
dommen er nok en Kundskab; thi Troen
kommer af, at vi høre, men at vi høre, sker
ved Guds Ord. Der har været mange,
baade i forrige Tider og i de Tider, hvori
vi leve, som have sagt, at Kristendommen
kun var en Kundskab om, hvad vi skulde
tro og gjøre. Men den er mere end en
Kundskab; den er et evigt Liv i Kristus
Jesus Vorherre. Den er et evigt Liv alle-
rede her i Timeligheden. Vi ere skabte
til et evigt og saligt Liv allerede her i
Timeligheden, men det mistede vi ved
Syndefaldet. Syndens Sold blev Døden,
aandelig Død og legemlig Død, men Guds
Naadegave blev et evigt I.iv i Kristus
Jesus Vorherre. Denne Naadegave fik vi
allerede i Daaben. Jesus gav os den, da
han tog os i sin Frelserfavn, gav os Del i
Forsoningen og Børneret hos Gud, og alt
dette uforskyldt i Gjenfødelsens og For-
nyelsens Bad i den Helligaand. Jesus
havde jo sagt til Nikodemus: Uden nogen
bliver født paa ny, kan han ikke se Guds
Rige. Det lille Barn, som er født med
Arvesynd, trænger til at faa Del i For-
soningen ved Kristum, trænger til i Gjen-
fødelsen at faa et nyt Liv, det evige Liv,
og faar det. Denne Trang er Barnets Tro
før Daaben. Det kan ikke modstaa den
Helligaand, som de voxne saa ofte modstaa
Aanden. Saaledes med os alle, som ere
døbte som Børn. Vi ere altsaa gjenfødte
i Daaben til et nyt Liv, til et evigt Liv
allerede her i Timeligheden. Det lærer
Kristendommen os, men det tros ikke af
alle døbte, mange af disse mene, at de
kjende Gud, men ville ikke gjøre hans
Villie; de have brudt deres Daabspagt og
leve et Liv i alskens Laster; de lade Kjødet,
det er de syndige l yster og Lidenskaber,
raade. De ville ikke vide, at Guds Naade-
gave til dem i Daaben var et evigt I.iv.
De spotte Gud og ere med til at korsfæste
hans enbaame Søn, ham, som dog er Vejen,
Sandheden og Livet. Men de glemme, at
Gud lader sig ikke spotte, men hvad et
Menneske saar, skal det ogsaa høste.
Der er andre døbte, som vel vogte sig for
l aster, store og forskjellige Synder, men
leve et Liv i Selvretfærdighed, mer eller
mindre som Farisæerne fordum, stole paa
deres egen Retfærdighed, Dyder og gode
Gjeminger, men ikke se og føle, at de
alligevel, uagtet disse, ere Syndere for
Gud, ja i stor Syndeskyld til den Hellige
og Retfærdige, som ransager deres Hjærter
og kjender alle deres Tanker, og for hvem
de ikke kunne bestaa ved deres egen Ret-
færdighed; de kunne ikke svare ham ét
til tusende, naar han vil gaa i Rette med
dem. Men Jesus vil, at der i hans Navn
skal prædikes Omvendelse og Syndernes
Forladelse for alle Folk. Han vil, at der
skal prædikes Omvendelse for Lastens Børn,
der ligesom den forlorne Søn vandre paa
Vejen, som fører til Fordærvelse, søle sig i
alskens I aster. Og han vil, at der skal
prædikes Omvendelse for de selvretfærdige
ligesom fordum for Farisæerne. Han vil,
at de skulle gaa i sig selv og erkjende
deres Synd, angre den og anraabe om
Naade for Kristi Skyld, medens Naadens
Tid er for dem, det vil sige inden Døden
kommer, og den kan komme snart, og
inden Herrens den store Dag kommer; thi
saa er Naadens Tid forbi. Men ingen er
saa stor en Synder, at han jo kan Redning se.