Færøsk Kirketidende - 01.08.1892, Blaðsíða 2

ophidset af Farisæerne, dem, Du havde
lært at se op til fra Barnsben af, skuffet
af ham, der staar deroppe ved lands-
høvdingens Side, ham, Du havde haabet
skulde befri Israel, men sotn Du nu ser
udmajet som en Spottekonge. Hvad havde
Du raabt ? Jeg ved det naturligvis ikke,
for jeg kjender jo ikke Din Sjæls Storhed,
men naar jeg fordyber mig i mit eget
Sjæledybs vildsomme Gange, saa er jeg
ikke længere saa helt vis paa, at jeg ikke
havde raabt med: »Bort med denne 1 Giv
os Barrabam løs!«
Nu rykker jeg Dig atter bort derfra,
og jeg sætter Dig paa Din egen Plads i
Livet, stor eller liden, som den nu kan være.
Atter træder da daglig det selvsamme Valg
frem for Dig: Hvem vil Du have, Jesus
eller Barrabas? I ideisens, men ogsaa Op-
standelsens Herre paa den ene Side —
Verdensbarnet, Røveren, Morderen paa den
anden Side! Du, der dømte Jøderne saa
rask før, hvem vælger Du nu selv? Du
har naturligvis aldrig valgt Brændevins-
dunken for Jesus! Du har naturligvis aldrig
raabt: »Bort med denne af mit Hjærte og
min Samvittighed« for at kunne skaffe
Frihed for en syndig Lyst! Du har
naturligvis aldrig mæsket Dig selv og hver
Dag levet kræseligen og i Glæde, mens
Du har set Dine Brødre og Søstre i Gud,
vor Fader, lide Hunger, Kulde og Sygdom!
Nej, naturligvis! Du har selvfølgelig aldrig
valgt Barrabas for Jesus! Det kan jeg da nok
begribe! Menneskesøn og Menneskedatter,
hvo Du epd er! Ydmyg Dig for Herren,
Din Gud, se, at Du ofte har raabt paa
Barrabas og stødt Frelseren bort. Tag nu
ham i Din Favn, om end Tornekronen
svider i Dit Kjød, om end Purpurkappen
er haard, og Spottens Rør sætter Mærker
i Dit Legeme, vælg om igjen, før Faste-
klokken har ringet sit sidste Bedeslag.
»Mands Vilje er Mands Himmerig«,
siger et gammelt Ord. For saa vidt er det
nu sandt nok, som en Mand, eller et
Menneske overhovedet kun finder Hvile i
Udførelsen af sin Vilje, thi saa vist som
det er, at man kan dø for at udføre en
andens Vilje, saa vist er det ogsaa, at skal
man leve, saa maa man leve for sin egen.
Vor l ivsopgave maa være en fri, personlig
tilegnet. Alen dog .er det ligesaa uom-
tvisteligt, at man til Tider kan sige:
»Mands Vilje er Mands Helvede!« Thi
Mands Vilje kan gaa i de forunderligste
og ubegribeligste Retninger. Har Du
aldrig set en ung Mand, der hellere vilde
færdes mellem raa, fordrukne Svirebrodre
end være i sine Forældres LIus, eller mellem
gode, kjærlige Venner? Har Du aldrig
set en ung Kvinde, der foragtede en ærlig
ung Mands trofaste Kjærlighed for at
kaste sig i Armene paa et slet Menneske ?
Har Du aldrig set en Mand, der forlod et
ærligt Haandværk for at kaste sig ud paa
Bunden af Lasternes Havdyb? Saalænge
I ysten staar paa, er disse Menneskers
Vilje virkelig deres Himmerig, men naar
I.ysten er forbi, saa er deres Himmerig
blevet dem et Helvede. Saadan gik det
ogsaa Jøderne, deres Vilje stod til Barrabas,
og de fik ham! Deres Himmerig saa de i
Jesu Død, og den indtraf! Men deres
Himmerig blev dem et Helvede, hans Blod
kom over dem og deres Børn, som de
havde ønsket det, men det kom som den
Rædsel, der var den største, Jorderig endnu
havde set. Vælger Du Barrabas for Jesus,
da vil det gaa Dig paa samme Maade:
Du skal finde Dit Himmerige der, hvor Du
yilde det, men hvad enten Din Vilje nu
stod til Brændevinsdunken eller til I.ysternes
Malstrøm, saa skal det ske Dig, at Dit
Himmerig bliver til et Helvede.
Valget maa træffes mellem Jesus og
Barrabas, og Gud lade Fastetiden bidrage
til at lade os træffe det rette. Kan saa
være, at Barrabas er den raskeste og
djærveste i Verdens Øjne, Gud lade os
dog vælge den lidende Frelser! Kunne vi
træffe det Valg, da kunne vi ogsaa gjøre
Jødernes Ord til vore: »Hans Blod komme
over os og vore Børn!« Ja, hans Blod,
det rensende og sonende, det, som sletter
Syndeskylden og frier fra Døden og Djæ-
velen — det komme ikke som det dømmende
og straffende, men som det velsignende
og naaderige over os og vore Børn!
Samaritanen.
I den sidst afvigte Vinter er der i
Kjøbenhavn fremkommen en ny Form for
Menighedsplejen igjennem Bespisningsan-
stalten Samaritanen. I denne ydes hver
Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. i o ’/2
et tarveligt Middagsmaaltid, bestaaende af
Vandgrød, varm M*lk og Smørrebrød,
uden Betaling til enhver, der vil komme.
Man undersøger aldel.es ikke, om den, der
kommer, er trængende eller ikke, ingen af-
vises, blot han er sulten, og der er stundom
blevep bespist indtil 6000 Mennesker paa
en enkelt Dag; Mændene spise for sig,
Kvinder for sig. l igeledes er der bleven
uddelt et meget betydeligt Antal Tønder
Smaakokes til Brændselshjælp til Fattige.
Alle Udgifter bestrides ved frivillige
Kjærlighedsgaver.
Denne nye Form for Menighedsplejen
rummer sine store Fordele, thi for det første
sparer man den Undersøgelse af de mod-
tagendes Trang, der, saa fremt den skal
være virkelig omhyggelig, tager en uforholds-