Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Blaðsíða 2

Vi drage alle mod Jeriko, men vi naa
den ikke alle; hvorfor? I.æs videre i
Evangeliet, saa finder Du Grunden: »Han
faldt iblandt Røvere!« Den omtalte Vej
var meget berygtet for sine Røverbander,
og dette Menneske undgik dem ikke heller.
Hvem ere nu Røverne i Lignelsen? Er
det onde Mennesker? Aa, ja, maaske!
Jeg ved vel, at der er dem, der, om de
kunde, vilde røve meget fra Dig og mig;
der er dem, der ville røve vort Gods,
andre ville tage vor Ære, vor Uskyld, vor
Renhed, vor Sjæls dyreste Eje, fra os,
atter andre ønske at røve vor Sjælefred,
vort Livssamfund med Herren, den levende
Gud, Til visse, der ere udvortes Røvere
nok, som vi skulle vogte os for, og dog
ere disse ingenlunde de værste, thi det er
nok de indvortes, de, der hedde vore egne
Lyster og Begjærligheder,
Hvad gjorde Røverne nu ved ham?
De afklædte ham, de sloge ham, de
forlode ham og lode ham ligge halvdød,
De afklædte ham. Naar Du tænker paa,
hvorledes Røverne have revet og slidt i
dette stakkels Menneske, hvorledes de
have trukket det ene Klædningsstykke af
ham efter det andet, indtil han laa der i
sin fulde Nøgenhed, gyser det saa ikke
lidt i Dig ved Tanken om, at dette Menneske
kunde være Dig selv ? Og dog er det saa!
Der ere mange enkelte Medlemmer i den
Røverbande, der hedde Dine egne I.yster
og Begjærligheder, en af dem hedder
maaske dumt Hovmod, en anden Drukken-
skab, en tredje Kjødets Lyst, en fjerde
Pengegriskhed, men de ligne alle hinanden
deri, at de afklæde Dig. Da Du var et
Barn, lige udgaaet fra Guds Skabertankes
Esse, da var Du iført den skjønneste af
alle Dragter, Guds Billedes Klædebon, da
var der saa megen Renhed i Din Tanke,
saa megen Uskyld i Dit Blik. Hvor er
det henne nu, alt det, som den Gang
dækkede over Din Nøgenhed? Røverne
have stjaalet det, min Ven, de have revet
det af Dig, Stykke for Stykke, og Røverne,
det vare Dipe egne I.yster og l idenskaber
og Begjærligheder. I Oldtiden bar man i
det romerske Rige en lang, sid Kappe
ovenover den egentlige Underklædning,
saaledes soip vi se det afbildet paa denne
Kirkes*) skjønne Altertavle; den var ganske
simpel og ensfarvet; kun enkelte Mænd
havde som et Ærestegn I.ov til at bære
en bred Guldbræmme forneden af Over-
klædningen, og de, hvem denne Ære tilkom,
vare Hovedstadens Raadsherrer og — Børn
under 17 Aar; men saasnart de havde
naaet denne Alder, skulde de aflægge denne
Dragt og maatte da nøjes med den al-
*) Sarvaag.
mindelige simple. Der ligger et dybt
Sindbilledsprog i denne Skik, den er et
Fingerpeg paa, at vi aandelig talt bære en
ringere Dragt som voxne end som Børn,
den siger os det samme som Evangeliets
Ord: De afklædte ham. De sloge ham.
Man taler saa tit om, hvorledes Gud slaar
Mennesket, hvorledes Herrens Haand hviler
tungt paa os, og dog siger jeg, om end
Herrens Haand slaar aldrig saa tungt,
saa er det dog for intet at regne mod
de Slag, som Røverne, vore egne Lyster
og Lidenskaber slaa os. Har Du prøvet
Guds Tugtes Ris, uforskyldt Fattigdont,
Sygdom eller Sorg, og har Du saa
prøvet, naar vi selv have forskyldt det
altsammen ved Begjærlighed og Lidenskab,
saa ved Du ogsaa nok, hvem der slaar
haardest, Gud eller Røverne, og hvis Slag
der gjøre mest ondt. De forlode ham
og lode ham ligge halvdød. Da der
intet mere var at plyndre, saa forlode Rø-
verne ham, men derfor fik den stakkels
Mand det ikke bedre, thi Følgerne af Over-
faldet forlode ham ikke; de lode ham ligge
halvdød. Saaledes gaar det nu netop os:
l ysterne og Lidenskaberne og Begjærlig-
hederne, af hvad Navn de nu end nævnes
kan, de forlade os ogsaa en Gang, naar
de have raset tilstrækkelig, ligesom Djæv-
lene mangen Gang fore ud af Mennesket,
naar de havde pint ham og sledet i ham,
ja, Lysterne forlade os, men deres Følger
forlade os ikke, de lade os ligge halvdøde,
uden Hjælp, uden Redning, uden Haab.
»Ved en Hændelse drog en Præst den
samme Vej, ligesaa og en Levit«; de saa
ham vel, men de lode ham ligge, og saa
droge de videre. Hvorfor hjalp de ham
i egentlig ikke? Først og fremmest vel fordi
de ikke vilde, fordi Kjærligheden var
bleven kold i dem, men dernæst maaske
ogsaa, fordi de ikke kunde: de rejste jo
j »ved en Hændelse«, og derfor havde de
vel hverken hos sig Vin eller Olje, ej heller
maaske et Muldyr, der kunde bære den
saarede. Jødepræsten og Leviten kunde
ikke hjælpe den saarede, thi de droge
forbi »vød en Hændelse«; er Du og jeg
, falden i Røvernes Vold, da skulle vi heller
ikke vente Hjælp hverken hos Præster
eller Leviter eller hos noget andet Men-
\ peske, thi de drage alle sammen forbi »ved
ep Hændelse«. »Men en Samaritan rejste
| ad den samme Vej«. Samaritanen er fra
i gammel Tid bleven forstaaet om Jesus, og
om det end ikke ligefrem fremgaar af
lignelsens Ord, saa er det dog fuldt be-
rettiget at anvende dette Billede paa Frel-
seren ; og læg nu Mærke til, at baade
Jødepræsten og I.eviten droge forbi »ved
en Hændelse«, det gjorde Samaritanen
ikke, thi Jesus færdes altid paa den Vej,
hvor de slagne Syndersjæle ligge, han be-