Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Blaðsíða 2
Vi drage alle mod Jeriko, men vi naa den ikke alle; hvorfor? I.æs videre i PIvangeliet, saa finder Du Grunden: »Han faldt iblandt Røvere!« Den omtalte Vej var meget berygtet for sine Røverbander, og dette Menneske undgik dem ikke heller. Hvem ere nu Røverne i lignelsen? Er det onde Mennesker? Aa, ja, maaske! Jeg ved vel, at der er dem, der, om de kunde, vilde røve meget fra Dig og mig; der er dem, der ville røve vort Gods, andre ville tage vor Ære, vor Uskyld, vor Renhed, vor Sjæls dyreste Eje, fra os, atter andre ønske at røve vor Sjælefred, vort Livssamfund med Herren, den levende Gud, Til visse, der ere udvortes Røvere nok, som vi skulle vogte os for, og dog ere disse ingenlunde de værste, thi det er nok de indvortes, de, der hedde vore egne Lyster og Begjærligheder, Hvad gjorde Røverne nu ved ham? De afklædte ham, de sloge ham, de forlode ham og lode ham ligge halvdød, De afklædte ham. Naar Du tænker paa, hvorledes Røverne have revet og slidt i dette stakkels Menneske, hvorledes de have trukket det ene Klædningsstykke af ham efter det andet, indtil han laa der i sin fulde Nøgenhed, gyser det saa ikke lidt i Dig ved Tanken om. at dette Menneske kunde være Dig selv? Og dog er det saa! Der ere mange enkelte Medlemmer i den Røverbande, der hedde Dine egne Lyster og Begjærligheder, en af dem hedder maaske dumt Hovmod, en anden Drukken- skab, en tredje Kjødets Lyst, en fjerde Pengegriskhed, men de ligne alle hinanden deri, at de afklæde Dig. Da Du var et Barn, lige udgaaet fra Guds Skabertankes Esse, da var Du iført den skjønneste af alle Dragter, Guds Billedes Klædebon, da var der saa megen Renhed i Din Tanke, saa megen Uskyld i Dit Blik. Hvor er det henne nu, alt det, som den Gang dækkede over Din Nøgenhed? Røverne have stjaalet det, min Ven, de have revet det af Dig, Stykke for Stykke, og Røverne, det vare Dipe egne Lyster og ] idenskaber og Begjærligheder. I Oldtiden bar man i det romerske Rige en lang, sid Kappe ovenover den egentlige Underklædning, saaledes som vi se det afbildet paa denne Kirkes *) skjønne Altertavle; den var ganske simpel og ensfarvet; kun enkelte Mænd havde som et Ærestegn Lov til at bære en bred Guldbræmme forneden af Over- klædningen, og de, hvem denne Ære tilkom, vare Hovedstadens Raadsherrer og — Børn under 17 Aar; men saasnart de havde naaet denne Alder, skulde de aflægge denne Dragt og maatte da nøjes med den al- *) Sarvaag. mindelige simple. Der ligger et dybt Sindbilledsprog i denne Skik, den er et Fingerpeg paa, at vi aandelig talt bære en ringere Dragt som voxne end som Børn, den siger os det samme som Evangeliets Ord: De afklædte ham. De sloge ham. Man taler saa tit om, hvorledes Gud slaar Mennesket, hvorledes Herrens Haand hviler tungt paa os, og dog siger jeg, om end Herrens Haand slaar aldrig saa tungt, saa er det dog for intet at regne mod de Slag, som Røverne, vore egne lyster og Lidenskaber slaa os. Har Du prøvet Guds Tugtes Ris, uforskyldt Fattigdom, Sygdom eller Sorg, og har Du saa prøvet, naar vi selv have forskyldt det altsammen ved Begjærlighed og Lidenskab, saa ved Du ogsaa nok, hvem der slaar haardest. Gud eller Røverne, og hvis Slag der gjøre mest ondt. De forlode ham og lode ham ligge halvdød. Da der intet mere var at plyndre, saa forlode Rø- verne ham, men derfor fik den stakkels Mand det ikke bedre, thi Følgerne af Over- faldet forlode ham ikke; de lode ham ligge halvdød. Saaledes gaar det nu netop os: Lysterne og Lidenskaberne og Begjærlig- hederne, af hvad Navn de nu end nævnes kan, de forlade os ogsaa en Gang, naar de have raset tilstrækkelig, ligesom Djæv- lene mangen Gang fore ud af Mennesket, naar de havde pint ham og sledet i ham, ja, Lysterne forlade os, men deres Følger forlade os ikke, de lade os ligge halvdøde, uden Hjælp, uden Redning, uden Haab. »Ved en Hændelse drog en Præst den samme Vej, ligesaa og en Levit«; de saa ham vel, men de lode ham ligge, og saa droge de videre. Hvorfor hjalp de ham egentlig ikke? Først og fremmest vel fordi de ikke vilde, fordi Kjærligheden var bleven kold i dem, men dernæst maaske ogsaa, fordi de ikke kunde: de rejste jo »ved en Hændelse«, og derfor havde de vel hverken hos sig Vin eller Olje, ej heller maaske et Muldyr, der kunde bære den saarede. Jødepræsten og Leviten kunde ikke hjælpe den saarede, thi de droge forbi »ved en Hændelse«; er Du og jeg falden i Røvernes Vold, da skulle vi heller ikke vente Hjælp hverken hos Præster eller Leviter eller hos noget andet Men- neske, thi de drage alle sammen forbi »ved en Hændelse«. »Men en Samaritan rejste ad den samme Vej«. Samaritanen er fra gammel Tid bleven forstaaet om Jesus, og om det end ikke ligefrem fremgaar af Lignelsens Ord, saa er det dog fuldt be- rettiget at anvende dette Billede paa Frel- seren; og læg nu Mærke til, at baade Jødepræsten og Leviten droge forbi »ved en Hændelse«, det gjorde Samaritanen ikke, thi Jesus færdes altid paa den Vej, hvor de slagne Syndersjæle ligge, han be-

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.