Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Side 3

høver aldrig at komme der »ved en Hæn-
delse«.
Hvilke ere nu den barmhjærtige Sa-
maritans Helbredelsesmidler? Han gød
Vin i Saaret! Vinen er det Lægemiddel,
man den Gang brugte til at standse Blodet
og til at lukke Saaret; det gjør rasende
ondt saaledes at faa Vin hældt i et aabent
Saar, men Smerten er nødvendig til Læge-
dom. Den Vin, vor Herre Jesus bruger
mod det Saar, Synden har slaaet os,
hedder I. o ven, den, der med sit alvors-
fulde: »Du skal og Du skal ikke!« lige-
som snærper Saaret sammen og lukker
det. Men han gød ogsaa Olje i Saaret;
Oljen er det rensende og lægende, der
gjør saa inderlig godt ved Siden af den
skarpe, sammensnærende Vin. Evange-
liets milde Ord er Oljen i Syndernes
Saar, det renser og læger, hvor Lovordet
har snøret sammen og helet. Men nu
skulle vi lægge Mærke til ét: Naar Men-
nesker skulle læge et Saar, da bruger
man først Vinen, der smerter, mens den
læger, og derpaa Oljen, der gjør saa
inderlig godt; men i Lignelsen staar der,
at »han gød Olje og Vin i Saaret«.
Samaritanen har altsaa brugt den om-
vendte Orden, og det er ikke tilfældigt,
at Oljen staar nævnet førend Vinen, thi
Jesus bruger altid Evangeliets Naadetilbud
førend Lovens strænge Fordring; han har
Brug for baade Oljen og Vinen, men han
læger altid Syndersjælene med den første,
førend han heler Saaret med den sidste.
Men hvis nu Samaritanen havde nøjedes
med at gyde Olje og Vin i Saaret, og han
saa var gaaet sin Vej og ladet den syge
skøtte sig selv, da havde den syge alligevel
aldrig naaet Jeriko, thi Vejen var lang og
hans Fødder kun svage; derfor lagde
Samaritanen ham endnu paa sit stærke
Muldyr, der havde en bred Ryg og sikre
Fødder til at føre ham til Rejsens Maal.
Hvis Jesus vilde nøjes med at læge vore
Saar, nøjes med at sige til os: »Søn, vær
frimodig. Dine Synder ere Dig forladne!«,
»Gaa bort, og synd ikke mere!«, disse to
Ord med Evangeliets Olje og Lovens Vin,
jeg siger, hvis Jesus vilde nøjes med dat
og saa lade os skøtte os selv, saa skulde
vi faa at formærke, at vore Fødder alligevel
vare altfor svage til at bære os til Palme-
staden i det høje. Men Gud ske Lov,
Jesus har ogsaa sit Muldyr, hvorpaa han
lægger os, det er Troen; den har sikre
Fødder at staa paa, den er stærk nok til
at føre os over Klipper og gjennem Ørkner
til Rejsens Maal.
Det er højst forskjellige Steder af
Vejen, paa hvilke Røverne falde over os:
Nogle blive plyndrede allerede som Børn,
lige paa Vejens Begyndelse; det er særlig
saadanne, der aldrig have haft kj ærlige
Forældre til at værne om dem og lede
deres Fjed, fremfor alt maaske dem, der
aldrig have kjendt den, der skjænkede
dem Livet; Gud naade den, der da har
skullet værne og vogte et saadant Barn,
men som kun har nedlagt Røvergiften i
dets Sjæl ved Haardhed, Kulde og
Ukjærlighed. Andre falde i Røvernes
Hænder lige efter, at de som voxne ere
udgaaede i Verden; da maa de maaske
forlade Faders og Moders kjærlige Om-
sorg og Pleje, saa faa de kun altfor ofte
Verdens haarde, kolde Vind at mærke,
den giver dem det furede Ansigt og de
haarde Hænder, den giver dem det, som
værre er, det forrevne Hjærte og det
haarde Sind; Gud naade den, der ved sin
Haardhed, Fordringsfuldhed og Egen-
kjærlighed har kastet Forargelse i de
unges Sjæl og ført dem til Røvernes
Stier. Andre af os falde først senere i
Røvervold, men vi falde der alle, thi, som
jeg sagde det før, Vejen mellem Jerusalem
og Jeriko var saare berygtet for sine Røvere.
Og det er maaske godt det samme, thi
den, der ikke falder mellem Røverne, han
lærer heller aldrig sin egen Nøgenhed at
kjende, han træffer ej heller den barm-
hjærtige Samaritan, thi han er da en af
de karske, der ikke har Lægen behov,
men ogsaa en af dem, der maaske dog
til sidst skal erfare, at uden Hjælp kan
man let gaa fejl af Jerikovejen, Er det
nu saaledes end paa saare forskjellige
Steder af Vejen, at vi falde iblandt Røverne,
saa kunne vi dog altid træffe Samaritanen;
thi han færdes altid paa Vejen, tidlig og
sildig, og han finder altid hver en slagen
Mand og Kvinde. Og derfor bede vi ikke:
»Herre, lad mig falde iblandt Røvere, for
at jeg kan finde Samaritanen!«, men vi
bede: »Herre, vor Gud! Naar vi ere faldne
; iblandt Røvere, lad os da finde ham, vor
trofaste Herre og Frelser, at han kan læge
vore Saar!« Og derfor høre vi atter i
Dag det gamle Budskab om den barm-
hjærtige Samaritan, vi høre det med Fryd
og Glæde og sukke i vore Hja;rter:
Fortæl det samme Budskab,
Naar Frygten ligger nær,
At denne Verdens Glæde
Er bleven mig for kjær;
Og naar hin Verdens Klarhed
Fremdæmrer med sin Fred,
For sidste Gang fortæl mig
Om Jesu Kjærlighedl Amen!