Færøsk Kirketidende - 01.09.1893, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMIL BRUUN.
3. Aarg.
September 1893.
Nr. 12.
T
JL det jeg i Dag, ikke uden en vis Vemod,
udsender det sidste Nummer af »Færøsk
Kirketidende«, føler jeg Trang til at bringe
en Tak til de Venner, der i de forløbne
Aar enten under Navn eller anonymt have
støttet Bladet med deres personlige Med-
virkning. Jeg tillader mig her særlig at
fremhæve Provsterne Hammershaimb, Sø-
rensen og Evensen samt Præsterne J.ohman,
Engelsted, Hjort, Hansen, Petersen og
Rønne. En særlig Tak bringer jeg Hr.
Overlærer Bergh, fordi han, særlig i de
2 ‘/4 Aar, Redaktionen maatte ledes fra
Midvaag, trofast har hjulpet mig med alle
de mange Smaaarbejder, der kun kan ud-
føres paa det Sted, hvor Trykningen fore-
gaar, og fordi han hele Tiden har udført
den trættende og lidet taknemmelige
Korrekturlæsning.
Min bedste og rigeste Tak skal dog
være rettet til Eder, der trofast have fulgt
Bladet, hvad enten det gik med Strømmen
eller imod den, hvad enten Søen gik højt,
eller Vandet var smult, til Eder, der optog
i Kærlighed, hvad der var sagt i Kærlig-
hed, enten I saa kunde billige det eller
ikke. Har »Færøsk Kirketidende« været
Guds Menighed til nogen Velsignelse, til
Oplysning eller Opbyggelse, til Formaning
eller Trøst, da siger jeg Vorherre Tak
derfor i Ydmyghed; men samtidig ser jeg,
at det mangen Gang skulde have gjort sin
Gerning bedre og fyldigere, kraftigere og
friskere, og at det til andre Tider skulde
have faret varligere og læmpeligere frem,
mere mildt og mere stille — derved er jeg
bleven en Skyldner .for Eder alle, der kun
har denne Bøn: Slet det altsammen ud af
Regnskabet jeg har intet, hvormed jeg
kan betale!
Emil Bruun.
En Betragtning
over
Sigmund Brestesøns Betydning.
Det er rimeligt, at ogsaa Færingerne
allerede som Børn høre fortælle om Ansgars
Liv og lære at se op til ham og til hans
Gerning, thi Ansgar er »Nordens Apostel«
i fuldeste Forstand, og derfor bliver hans
Gerning ogsaa Færingernes Eje, saa vist
som de ogsaa ere Nordens Børn. Dog,
derfor bør vi ikke forglemme den Mand,
der bragte Færøerne Evangeliet; han maa
staa i Skygge for Ansgar, fordi han ikke
er en saa mægtig og ideal kristelig Per-
sonlighed som han, men alligevel bør han
ikke glemmes, thi ogsaa han blev et Red-
skab i Guds Haand til Stordaad. Vi ønske
i de efterfølgende Linjer ikke at give nogen
egentlig Levnetstegning af denne interes-
sante Skikkelse, thi hans Levnetsløb tør
vel antages for almindelig bekendt, men
vi ønske kun at give en lille Karakteristik
af ham som Bidrag til Bedømmelsen af
hans Virksomhed og dens Betydning.
Færøerne synes at være det første
Sted af de nordiske I.ande, hvor Kristen-
dommen er bleven forkyndt, sandsynligvis
et Par Menneskealdre forinden Ansgar og
Aubert stævnede mod Danmark. Den irske
Munk Dicuilius (-j- 825) fortæller nemlig
i sit Skrift »de mensura orbis«, at irske
Munke allerede inden Midten af det ottende
Aarhundrede havde bragt Evangeliet herop;
denne første Forkyndelse kan imidlertid
saa godt som slet ikke have sat noget
positivt Spor, thi da henimod halvtredje
Aarhundrede senere det endelige Stævne
staar imellem Asatro og Kristendom,
mærker man intetsomhelst til, at kristelige
Overleveringer skulde leve i Folket. Der-
imod er det ikke usandsynligt, at de irske
Munkes Virksomhed har sat sig et mere
negativt Spor i Retning af at nedbryde
den fædrene Tro. Under alle Omstændig-
heder finde vi henimod Slutningen af det
tiende Aarhundrede et umiskendeligt Hang
til, hvad vi kunne kalde »Fritænkeri«.
Den færøske Befolkning er lige før de
kritiske Aar 897—99 delt i to Hovedgrupper,
af hvilke den ene haandhæver, hvad man
passende kan kalde »det orthodoxe Heden-
skab«, repræsenterer den gamle Rettroen-
hed; Hovedmanden for denne Retning var
Trond i Gøte. Den anden Gruppe om-
fattede »de liberale« Hedninger o: saa-
danne, der havde opgivet den barnlige
Tro paa de gamle Guder, og som ret
egentlig kun havde bevaret Troen paa