Færøsk Kirketidende - 01.01.1902, Side 1

Færøsk Kirketidende.
| CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Udgivere. | ROIIDE, Sandegærde, ansvarhavende.
11. Aarg.
I. Januar 1902.
Nr. i.
Eder er i Dag en Frelser født.
(Juleprædiken igoi.)
I .ad mig begynde min Juleprædiken
i Dag med at oplæse en lille Fortælling!*)
»Den Sommer, som aldrig kom«.
En liden syg Gut sad i sin Sygestol
den lange, lange Vinter. Naar Veiret var
vakkert, rulled de den hen til Vinduet.
Der sad han Dag efter Dag, Uge efter
Uge, Maaned efter Maaned, og saa med
store alvorlige Øjne ud paa Solskinnet,
som straalte, og Smaaspurvene, som hopped,
og Smaagutterne og Smaajenterne som
sprang forbi med Kjælker og Ski, og
alle de travle Mennesker, som skyndte
sig frem og tilbage. Aa hvor han læng-
ted ud.
Til Sommeren, sagde Moderen og
klapped ham paa Kinden, til Sommeren
bliver du frisk; da faar ogsaa du være
med. Ja til Sommeren! sagde Gutten og
smilte. Han troede hvad Mor sagde, og
han haabed og vented paa Sommeren.
Uger kom og Uger gik, og han længted,
saa Graaden kom op i Halsen. Til Som-
meren, Gutten min! sagde Moderen. Ja
til Sommeren Mor! sagde Gutten. Han
haabed, han vented paa Sommeren. Og
Uger kom og Uger gik, og for hver Uge
som kom og som gik, blev Guttens Kin-
der mere blege og Øjnene mere indfaldne.
Og Vinteren gik og Vaaren med, og
Sommeren drog ind med Varme og I .ys
og Fuglesang og Blomsterpragt. Da luk-
ked Gutten de store længselsfyldte Øjne.
Han var død.
Det er Menneslægtens Historie! Syg-
dom og Fattigdom, Nød og Elendighed,
Synder og Laster har ligget som en tung
Byrde paa Menneskeslægten fra de ældste
Tider, og vel er det sandt, at der arbejdes
paa at læge Sygdommen, at lindre Nøden,
at mildne Lasten — men hvor langt er
*) Thv. Klaveness: Evangeliet forkyndt for Nutiden.
vi komne? Er Byrden af alt dette mindre
nu end før? Man arbejder, men det er
som at øse i det bundløse Kar; man
drømmer om en gylden Tid, da Sygdom,
Nød og Synd skal blive mindre og
mindre, ja maaske næsten ganske forsvinde;
det er Historien om igen om deri Sommer,
som aldrig kom — og aldrig kommer!
Det er Menneskeslægtens Historie, og
det er det enkelte Menneskes Historie.
De lyse Drømme i Ungdomstiden faar
efterhaanden mørkere Farver, og faar
man Lov til at leve saalænge, at man
bliver »mæt af Dage«, og ser tilbage paa
sit Liv, ser man, at mangt og meget af
det bedste, man havde haabet af Livet,
blev kun brustne Illusioner; for mange
blev I ivet kun som Arbejdet i Træde-
møllen for at skaffe sig og sine Brødet;
men Livets dybe Indhold og dermed
Livslykken greb de ikke.
Ja vi Mennesker har det som den
syge Dreng, der længtes efter Livet, og
aldrig kom til at leve Livet! Eller, vi har
det værre! Vore Kinder er blegnede, og
vi har set det; vi har forstaaet, at vi ikke
oplever den Sommer, vi længes efter og
derfor bliver Livet saa meget tungere at
leve. Er det ikke just dette, som mange,
mange Mennesker har faaet Øjnene op for.
Som et tungt Aag hviler I.ivet paa dem;
nogle søger gennem Selvmordet at kaste
Aaget fra sig, de andre gaar livstrætte og
uden Haab gennem Verden. Naturligvis,
der er dem, som kan tage Haabet og
Glæden med sig Livet igennem; men det
bliver nok de færreste!
Og hvordan gaar det nu saadanne
livstrætte og haabløse Mennesker overfor
Kristendommen? De betragter Biblens
Fortællinger om Jesus fra Nazåreth som
gamle Fabler og Barnehistorier, og ar-
bejder paa -— om det blot var muligt —
at bevise, at saaledes har det sig: de
søger at omhugge det Livets Træ, som
blev indplantet i dem i deres Barndom,
og som skulde i dem bære Frugt til evigt
Liv. Men underligt nok! Den gamle For-
tælling om »Nissen, som flyttede med«,
holder Stik; der er ingen, der er saa tro-
fast at flytte med som netop Julenissen!
Hvergang Julen kommer, lægger mange