Færøsk Kirketidende - 01.01.1902, Blaðsíða 2

af dem, der forlængst troede sig færdig
med Kristendommen, øksen fra sig; det
gamle Juleevangelium og de gamle Jule-
salmer drager dem, og de ønsker sig Barn
igen. Naar Julen banker paa med sin
Glæde, staar de op og lukker Døren paa
Klem, om maaske en lille Straale af Ju-
lens lys kunde finde Vej ind i deres
tomme Hjem, ind til deres tomme Hiærte.
I Julen søger de ind i Guds Hus.
Hvorfor har Julen denne dragende
Magt? Jeg skal sige Eder hvorfor! Fordi
Sommeren kommer. Trods alt. trods
Elendighed og Nød og Synd og Død —
den skal dog engang komme. Thi er det
sandt, at Kristus lod sig føde, saa er det
ogsaa sandt, at han kommer igen paa
Himlens Skyer, og at alle Gravene da
skal aabne sig. Og da skal alle de dy-
beste og bedste længsler i os. som gik i
Graven med os som døde Haab, Længsler
om den Tid, da Somren skal komme med
sin Fryd og Glæde, da Synd og Sorg og
Sygdom og Nød skal være bandlyst,
da »Ulven skal gaa med l ammet, og
Parderen ligge hos Kiddet, da Kalven
og Løven og Fedekvæget skal være sam-
men, Og en liden Dreng skal drive dem«,
da skal alle disse dunkle Længsler, som
ligger i Menneskets Hjærtedyb, spire
frem som Frøet, der var gemt den lange
Vinter i Jorden, da skal de blomstre og
sætte Frugt! Det er Julens Glæde, den
Glæde, der ved Juletid som en mægtig
Bølge ruller hen over Menneskehavet.
Thi Gud er ikke karrig med sine Gaver,
og allermindst er han det ved Juletid:
Se jeg forkynder eder en stor
Glæde, som skal vederfares alt
Folket, Eder eri Dag en Frelser
født! Det er Julens Glæde til Kirke-
folket over hele Jorden; det Kirkefolk,
som er større end mange af os i Alminde-
lighed tænker1
Hvor stort? spørger du maaske. Ja,
skulde jeg give mit Svar derpaa, vil jeg
pege paa Kirkeaaret, som samler sig om
de tre Højtider: Jul, Paaske og
Pinse, og sige: Saaledes falder Kirke-
folket ogsaa i tre Dele. Den første Del
er dem, som baade kan holde Jul o g
Paaske og Pinse; dem, som kan frydes
over Budskabet: »Eder er i Dag en Frel-
ser født«, som kan staa skælvende og dog
takkende, fordi Barnet i Krybben blev
Frelseren paa Korset, jublende over, at
han, som blev hengiven for vore Over-
trædelser, blev oprejst til vor Retfærdig-
gørelse, og som ogsaa kan fejre Pinsen,
kan tro fuldt og fast, at han, som lod sig
føde og korsfæste, som opstod fra de døde
og satte sig ved Faderens højre Haand i
det høje, er med sit Ord og sine Sakra-
menter usynlig til Stede i sin Menighed,
kender sine og kan kendes af dem. Denne
Del af Kirkefolket er den mindste, men
den lykkeligste; den, som ved, at Herrens
Haand styrer Roret, og ikke en Spurv
falder til Jorden uden hans Vilje.
Den anden Del er dem, som kan følge
med de første baade ved Jul og Paaske;
men saa standser de. At Gud er den'nær-
værende Gud, har de saa ondt ved at tro.
Ser de sigom i Verden, ser de saa mange
Tegn paa, at Verden ligger i det onde, og
Forjættelsen om, at Herren selv er til .Stede
i Ordet og Sakramenterne, har de saa tungt
ved at gribe; derfor holder de sig borte
fra Herrens Nadverbord. Deres Syn paa
l ivet selv bliver mørkt; de venter vel en-
gang, at Herren skal komme med Som-
meren, men først skal vi igennem denne
Jammerdal; det er som de kun saa Ordet:
»Det bør Eder gennem mange Trængsler
at indgaa i Guds Rige!«. Denne Del af
Kirkefolket er ikke den mindste.
Den sidste Del har kun taget det første
Skridt; de kan holde Jul; men naar Ordet
lyder om ham, den retfærdige, der døde
for de uretfærdige — saa kniber det. De
"vilde saa gerne tro, men finder ingen Hvile
i den Tro. Hører nu ogsaa de med til
Kirkefolket og til Kristenfolket? Ja, de
hører med; de er ikke den lykkeligste Del
deraf, men de hører med. Tænk paa Hyr-
derne paa Marken; vi hører kun om dem,
at de fik Lov til at holde Jul; tænk paa
de mange Mennesker, som Jesus hjalp, da
»han saa deres Tro«, den Tro, der kunde
være saa lille som hos Manden, derraabte:
»Jeg tror, hjælp min Vantro!«. Hvad var
denne Tro andet end Overbevisningen om,
at var der nogen, der kunde hjælpe, saa
var det Jesus, og han maatte kunne hjælpe;
til ham knyttede de deres sidste Haab, op
den Tro blev ikke foragtet af Jesus. Som
han har sagt, at saa elskede Gud Verden,
at han gav sin Søn, den enbaarne, for at
hver den, som tror paa ham, ikke skal
fortabes, men have evigt Liv, saa vil han
ikke støde nogen bort, der kommer med
Haab og Tillid til ham, hvor meget der
end ellers kan mangle i deres Tro.
Hold blot Jul, I saamange, som kun
har taget dette første Skridt, og jo bedre
I holder Julen, desto nærmere kommer I
ogsaa til Paasken; for den ligger egentlig
indesluttet i Julen; den," som lod sig føde,
er ogsaa den, som kommer igen!
Til alle disse mange Mennesker kom-
mer Julen med sin Glæde; men nu alle de
andre, som til daglig hugger og hugger
for at blive den sidste Rest af Barnetroen
kvit, som kun har Længslen, og i denne
Længsel maaske er kommen herind i Dag
for, om muligt, at mærke lidt til Julen!
Hvad skal jeg sige til Eder andet end:
Hold fast ved den l ængsel, slip den ikke;