Færøsk Kirketidende - 01.01.1902, Blaðsíða 3

hold dog den Dør paa Klem. at han, som
søger det tabte Faar, kan finde ind, naar
hans Time kommer. Da kan I synge
med om
Den salige Stund, den Midnatstid
da Herren han lod sig føde,
da klared det op i Østerlid,
til dejligste Morgenrøde;
da 1 yset oprandt. som Jordens Bold
skal lysne udi og gløde. E. R.
Lidt om danske iulesalmer.
(Af Pastor Bruun, Hasle.)
Naar et fuldt Orkester spiller, du er
det jo, som smeltede de mange forskellige
Toner sammen i een eneste Harmoni,
hvor der hører Øvelse til at skelne og
fastholde det enkelte Instrument fra de
andre, og dog ved vi, at denne Harmoni
er Produktet af en Mængde Enkeltheder,
en Flerhed af de samvirkende Instrumenter;
Violin og Fagot, P'løjte og Hobo, Harpe
og Tromme er noget hver for sig, men
tilsammen bære og frembringe de Enheden.
Vort Folks Kirke ejer et Orkester
af Salmetoner, maaske fuldere og rigere
end noget andet P'olk; enhver af Aarets
Højtider har sine Salmer, ja hver en
Streng, som kan dirre i et Menneskes
Sjæl har vel fundet sit Udtryk i dansk
Salmesang. Men som nu Julen er den
Fest, der altid stod vort Folks Hjærte
nærmest, saa ejer ogsaa den af alle
Aarets F'ester det fyldigste Kor til at
give sin Glæde Udtryk paa vore Læber.
Lad os da nu et Øjeblik forsøge
ligesom at udskille og fastholde et Par
af de stærkeste og mest ejendommelige
Toner, som fødtes af de levende Instru-
menter i den danske Julesangs Orkester.
Thomas Kingo er Basunen i vort
Julekor. Han hører ikk$ til de Salme-
digtere, hvis egentlige Kald er Julesan-
gen. Hans Røst er ligesom for stærk,
den egner sig mere til at bringe Hjertet
til at skælve under Korsets F'od eller til
at spalte Klipperne og vælte Stenen fra
Graven, naar den med »den gyldne Sol
frembrød«. Og dog har vi herlige Jule-
salmer ogsaa fra Kingo. Men det er al-
tid Basunen vi fornemme, naar Kingo op-
lader sin Røst i Sang, hvad enten vi saa
se Solen rinde op af Østerlide, hvad eller
han vækker os op af Søvne med et: Op
min Sjæl thi Sol er oppe, Straalerne paa
Huset ler! Og Basunen maa gjalde, den
duer ikke til at spille pianissimo, det
kendes ogsaa i hans Julesang. For Kingo
er Julens Gæst Drotten, som kommer til
sit Folk, den kæmpestærke Høvding i
Englehjem, kun barnefødt i Betlehem.
Hele det runde Stjernetelt maa bære
Vidne om ham, den nyfødte Barnehelt,
som er Kongen fra det høje. Men Jule-
fyrsten, spiret op af Jesse Rod, er en
Stridsmand, Martyrblod vil flyde, at Her-
skeren kan vinde Sejr. I Kraft vil den
stærke Herre tjenes, det staar at læse
paa de gamle Billeder af den djærve
Biskop, i hvis aabne, mandige Ansigt ses
Arret fra det Kaardehug, han fik i
Svenskekrigen; stærk som han selv er
ogsaa hans Julebøn: »O Herre Jesu, lad
din Aand mig kraftig overskygge.
Ære være Basunen! men alt kan ikke
være Basuner, det blev nok lovlig kraf-
tigt. Højest i Orkestret klinger Violinen,
dette forunderlige lille Instrument, der
rummer et saa ubegribeligt Væld af fine,
stærke Toner, kun fire Strenge, men en
Vellydens Rigdom, der stiger saa højt og
dirrer saa blødt. Grundtvig fører
Violinen i danske Salmisters Kor. Ingen
af dem alle fører os saa højt som han,
han viser os de gyldne Stjerners Blinken
til Østens Vise ved Midnatstid, han viser
os ogsaa Himlens Morgenrøde stige over
Gudsrigets Blomstervang. Han er den
Sanger, der bedst formaar at fortælle om
den Harmoni, som Julenatten bragte
mellem de to gamle Modsætuinger, det
høje og det dybe, mellem det at en fattig
Jomfru sad i 1 ,øn, og at hun dog fødte
Himlens Kongesøn, mellem Barnet i Kryb-
ben og Guds Engle, som sang med Fryd
derom, mellem Barnlillen paa Moders
Skød og den, som fører Verden i Lede-
baand. Hele Salmer dreje sig om denne
Modsætningens Enhed, den er bleven som
Kød og Blod i Grundtvig, og derfor har
ingen mere jublende Toner end han til at
hilse Velkomst til de vingede Hærskarer
fra høje Himmelsale, som med dejlige
Solskinsklæder paa i Julen vil gæste Jor-
dens Skyggesale. For ham er Julen den
Glædens Fest, hvor alle Skygger maa
svinde for Solglansen mild, Festen, hvor
Klokkerne kime før Dag i det dunkle,
og hvor mødes skal i Straaledans Libanons
og Karmels Glans, Sarons Yndigheder.
F'or ham er Julen det store Vendingspunkt,
Solhvervet for Hjerterne bange, og naar
den gamle Seers Øje hviler paa Zions
Konge barnebly, da føler han, at al Æren
er Guds over højeste Sky for den glade
lul. Og for ham, Kirkens Vaaben-
drager, er Frelserens Fødsel ikke noget
langt borte, en Tone blot fra det fjerne,
lyse Østerland, den er evigt nærværende,
evigt ny, thi: Kirke! Du er vort Bethle-
hem, med Juledags Evangelium i Hjerte-
kammerets Krybberum. — Grundtvig er
Julens Digter af Guds Naade.
Men i Orkestret tør Violoncellen ikke