Færøsk Kirketidende - 01.02.1902, Blaðsíða 2

2
at gøre. Naar Gutten er blfevet: voksen,
maa han faa prøve. - At ville stænge for ,jj ;
den unges higehqe Trang er soto at stænge • i
for en Elv. Man dæmmer den bare op,
og da bliver den farlig.
Saa rejste Gutten. Han rejste langt,
langt ud i Verden. Han glemte Faderen ,
og Hjemmet, styrted sig ind i Verdens
vildeste Hvirvel ’ og leved Livet i fulde
Drag — til han var blank og bar, og sad;,
paa Marken og vogted Svin, og ønskeel
han kunde æde Svinemad, saa sulten som
han var.
Da hugsed han Faderen — den snille
gode Far! Og Hjemmet — det lune gode
Hjemmet! Aa den som var hjemme hos
Far!
Saa stod han op og gav sig til at
stavre hjemover — udlevet, udsultet, skid-
den og fillet. Vil Far tage imod mig?
tænkte han. Jeg, som har bragt slig Sorg
og Skam over ham. Jeg, som har ødelagt
min Arv og skændet mit Navn. Vil Hjem-
met aabne sin Dør for mig? Jeg faar
friste. Jeg faar bede rigtig tyndt. Jeg
faar love at være snil og lydig. Jeg faar
være rigtig ydmyg. Saa faar jeg kanske
Lov til at blive. Jeg kan jo spise og sove
ude hos Tjenerne, om de ikke vil have
mig inde. Det er godt nok for mig det.
Men kære — hvem kommer der? Den
gamle Mand, som kommer springende?
Kan det være muligt — er det Far? Ja
virkelig er det Far. Han har set mig saa
langt borte. Han kommer imod mig. Han
breder Armene ud imod mig.
Og før Gutten rigtig kunde samle sig,
laa han i Faderens Arme. Faderen slog
Armene om den skidne fillede Gutten sin
og trykked ham ind til sig og kyssed ham
saa hjærtens inderlig. Gutten var Fars
Gut igen, akurat som før. Alting var til-
givet. Alting var glemt.
Slig er Gud!« (3. Søndag efter
Trinit.).
Og fremdeles (23. Sønd. efter Trinit.):
»Hvad mener Jesus, naar han siger: Giv
Kejseren det, som Kejserens er? Han
mener to Ting.
Først: Vis Respekt for dem, som har
at byde over dig. Respekt skylder vi
dem. Respekt skylder vi F'ar og Mor i
Huset, Arbejdsherrer og Foresatte, i hvis
Brød vi arbejder, Konge, Storting, Rege-
ring, Politi, Dommere og al anden Øvrig-
hed. Respekt for dem overalt, hvor de
optræder paa Embeds Vegne og med Em-
beds Magt og Myndighed! J.ivet bliver
ikke godt uden det. Vi føler os ikke vel.
Ikke Kryberi; ikke Smiger! Men heller
ikke den frække Uforskammethed, mange
i vor Tid og i vort Folk ynder at vise
Overordnede og Foresatte! Vort Folk er
nylig vaagnet op af Aarhundreders Søvn
og kender unge friske Kræfter strømme
gbpnem sine Lemmer,. En livskraftig Ung-
dcftn, som har fiaaet en slet Opdragelse,
kommer let til at opføre sig pøbelagtig,
især lige over for sine Overmænd. Den
Slags Pøbelagtighed har vi meget af hos
os. Man holder det næsten for et Kar-
stykke at være grov mod dem, som staar
over en. Bort méd alt Sligt, Venner; Det
er ikke kristeligt. Det er ukristeligt og
raat. Giv Kejseren det, som Kejserens
er! Respekt for Foresatte — Respekt og
Hensynsfuldhed. Ogsaa naar vi maa mod-
sige dem, ogsaa naar vi maa pege paa
deres Fejl og deres Synder — Respekt
og Hensynsfuldhed! ikke for deres egen
Skyld, men for deres Embedes og Ger-
nings Skyld! Giv Kejseren det, som Kej-
serens er!
Det andet, Jesus mener, er dette: Vær
lydig mod J oven! Kejseren er først og
fremmest loven, thi Loven staar over
os alle. For den skal alle bøje sig lige
fra Kongen til Tiggeren. Og Loven kræ-
ver Lydigked. Giv Kejseren det, som
Kejserens er, det vil sige: Vær lydig mod
Loven.
Her gælder ikke noget hvis eller der-
som. Det, som er Lov i I,andet, det har
vi at lystre, saalænge det er 1 ov. Det
skulde da være, at en Lov paabød os no-
get, som var ligefrem Synd. Da maatte
vi naturligvis nægte Lydighed og tage vor
Straf. Men sligt haaber vi aldrig skal ske!«
Og videre (Søndag efter Jul): »Javist,
siger du, naar det glipper for en paa andre
Kanter, saa slaar en sig paa Gudsfrygt.
De gamle Jomfruer og de gamle Kærrin-
ger er svært gudfrygtige.
Ja vel; det er sandt, det du siger.
Men du skal ikke spotte over det. Det
er ikke nogen Skam for Gudsfrygten, at
det er den, Mennesket griber til, naar alt
andet glipper. For Mennesket er det en
Skam, men ikke for Gudsfrygten. F'or
dig. som er lykkelig, er det en Skam,
hvis du ikke er begyndt at søge Gud
endnu. Men det er sandelig ingen Skam
for Gud, at han er den Menneskene tyr
til, naar Sorg og Savn tynger paa deres
Hjærte. Tvertimod — det er hans Ære.
Det er en Oprejsning for hans Ære, som
Menneskene saa ofte træder i Støvet, naar
de er lykkelige. Det er en Oprejsning
for hans Ære, at til ham tyr de, naar
Hjærtet bløder. De har ingen anden.
Men ham har de. Saa stor er han, saa
ophøjet i sin Naade, at han lader sig finde
af dem, selv om de ikke søger ham før.
Derfor beder jeg dig: »Spot ikke over
de gamle rynkede Kvinder, du ser under
vore Prædikestole!«
Og endelig Begyndelsen af Nytaars-
prædikenen: