Færøsk Kirketidende - 01.02.1902, Blaðsíða 3

3
I Jesu Navn skal hvert Knæ bøje sig,
i Himlene, og paaJorden og underjorden,
skriver Paulus.
Hvert Knæ ogsaa her »paa Jorden«
skal bøje sig i Jesu Navn, siger han.
Det sker alt. Alle de civiliserte Folke-
slag bøjer Knæ for Jesus.
I undrer Eder over at jeg kan paastaa
sligt. Men jeg kan bevise det.
Alle civiliserte Folkeslag begynder
i Dag et nyt Aar. Hvilket Navn giver
de det nye Aar? I ved det allesammen:
det nye Aars Navn er i8q6. Dette Navn
sættes som Stempel paa alle det nye Aars
Handlinger. Hvert Brev som skrives,
hver 1 .ov som gives, hver Bog som tryk-
kes, hvert Regnskab som føres — alt
merkes med 1896.
Venner, dette er altsammen Knæbøj-
ninger for Jesus.
1896 — det vil jo sige: det atten
Hundrede og seks og Nitiende Aar efter
at Jesus blev født til Verden.
De civiliserte Folkeslag regner sine
Aar fra Jesu Fødsel og kalder sine Aar
op derefter.
Dermed bøjer de civiliserte Folkeslag
Knæ for Jesus. Thi dermed erkender de,
at af alle de Millioner som har vandret
henover Jorden er der ingen som kan lig-
nes med ham. Han rager op over dem
allesammen. Han er Kongen paa Jorden.
Er det ikke fornøjeligt? Den civili-
serte, den overciviliserte Verden, den vil
jo i Grunden helst have saa lidet at gøre
med Jesus af Nasaret som muligt. Den
overser ham. Den foragter ham. Den
har Tusender af Genier som den sætter
højere end ham. Og dog — dog kan
ikke den argeste Fritænker skrive et
Brev uden at maatte merke sit Brev med
»1896«, som uimodsigelig siger saa meget
som saa: ingen har levet paa Jord som
kan lignes med Nasaræeren!
Det er en uforlignelig Ironi i dette.
Han som troner i Himmelen ler, Herren
spotter dem.
Ja, siger du; man maa jo have et Tal
paa Aarene; man maa regne dem fra
noget.
Ja vist maa man saa. Men det er
netop det fornøjelige her, at siden Jesus
vandred paa Jorden er det umuligt at
regne Aarene fra noget andet end fra
hans Fødsel. Ingen vil kunne foreslaa
noget andet uden at gøre sig latterlig.
Hvad man end vilde foreslaa, saa vilde
alle føle: nej, det er for smaat, altfor
smaat til at regne Aarene fra. Det vil
falde i det latterlige. Der er bare en
eneste Begivenhed i Verden, som er saa
stor, at man kan regne Verdensaarene fra
den, og det er Jesu af Nasarets Fødsel.
Og det er det komisk fornøjelige her:
Verden overser ham som saa altfor ringe;
den anser ham for aflægs og forbisejlet;
og saa er han den eneste som er stor nok
til at den kan regne A arene fra hans
Fødsel. Den maa bøje Knæ for ham.
Den maa erkende: alle vore store er
smaa mod ham. Han er Kongen paa
Jorden.
Dette synes jeg vi Kristne skulle
glæde os over. Naar vi læser paa den
første Side i Almanakken: Almanak for
Aaret efter Kristi Fødsel 1896, da
skulde vi stemme i en Jubelsang. Thi
dette Almanakkens første Blad, det er
Verdens Knæbøjning for vor Frelser, det
er en Hymne til hans Ære, en Bekendelse:
Jesus af Nasaret er Kongen paa
Jorden.
Jesus af Nasaret er Kongen paa Jor-
den. Det var han i Fjor, og saa langt
du end vil gaa tilbage i Tiden. Den hele
Verdenshistorie igennem regnes Aarene
fra ham. Det vil han være i Aar, og vi
tør trygt sige: det vil han være alle føl-
gende Aar, lige til Dagenes Ende; aldrig
vil Verdensaarene blive regnet fra noget
andet end fra ham. Han staar midt i
Tiderne. Baade tilbage og frem, tilbage
lige til Tidernes Morgen og frem til Ti-
dernes Kvæld, kaster hans lysende Skik-
kelse Straaler som giver Aarene og Tids-
alderen deres Farveskær. Jesus af Na-
saret er Tidernes Konge.
Hermed være Bogen anbefalet paa
det bedste til det færøske Kirkefolk!
E. R.
Den danske Sømandsmission.
Den danske Sømandspræst i Newcastle
(Axel Bergh fra Thorshavn) skriver i
»Havnen« bl. a.:
Min Virksomhed her i Newcastle fal-
der i to Dele, idet jeg jo ikke alene er
Sømandspræst, men ogsaa Præst for den
danske Koloni i Byen, og denne sidste
Del af Virksomheden, der vel i Grunden
skulde være Nummer to, er alligevel efter-
haanden bleven den betydeligste. Antal-
let af Skandinaver her i Newcastle, som
ikke er bievne helt angliserede, men sta-
dig søger at holde Interessen for Hjem-
landet vedlige, er det naturligvis ikke let
at angive, men jeg skulde dog tro, at det
ikke vilde være meget forkert, naar jeg
sætter det til her.imod 300. Mange har
giftet sig ind i engelske Familier, og selv
om de maaske til Stadighed kommer i
Berøring med Skandinaver her, saa træk-
ker dog Hustruen og Børnene, der natur-