Færøsk Kirketidende - 01.02.1902, Blaðsíða 5

5
ikke en eneste, der fulgte med for at sige
den Døde Farvel. —
Foruden den Nordmand har der i de
3 Maaneder. jeg har været her, været
endnu en Nordmand og to svenske Matro-
ser paa Hospitalet her i Newcastle og en
dansk Fyrbøder paa Hospitalet i So.
Shields. De, der har været heroppe, er
alle komne i Land fra engelske Skibe,
og de har sejlet saa længe i fremmed .
Fart, at de har mistet Forbindelsen med
Hjemlandet. Deres Hospitalsophold har
været dem en gavnlig Lære, de har faaet
Tid til at tænke sig om og føle, hvor
trist det er at være syg, uden at nogen i
Grunden bryder sig om dem, og de lover j
sig selv, at om de kommer vel ud af Ho-
spitalet, skal deres Bestræbelser gaa ud
paa at samle nogle Penge sammen, for
at de kan vende hjem paa en anstændig
Maade. Ak ja, Loven er ærlig, men Hol-
den besværlig. Der maa være noget
underlig hidsende og betagende ved Sø-
mandslivet, siden det saadan kan faa Folk
til at glemme alt, Familie og Venner —
eller er det Sløvhed? —
Undertiden forefalder der ogsaa mere
oplivende Forretninger end Hospitalsbesøg.
For nogen Tid siden havde jeg saaledes ;
et Bryllup paa .Søen. Jeg havde lovet
Kaptajnen at staa til Raadighed naar
som helst, naar det blot ikke hindrede
mig i at være tilbage til Byen Søndag
Morgen til Kirketid. Lørdag Aften kom
der Bud om at komme om Bord, for Ski-
bet skulde gaa Søndag Morgen Kl. 3.
Jeg fulgte tilbage med Budet, og efter et
Par Timers Søvn blev jeg vækket ved, at
Trosserne blev kastede los. Jeg stod op
og betragtede Udsejlingen af Floden i
Morgenbelysning, og vi mødte og hilste
med Flaget paa en af de danske Smør-
baade. Da vi endelig ved 6-Tiden var
komne ud i Nordsøen, hvor der ikke var
frit for at der gik lidt Dønning, gik jeg
ned i Kahytten, hvor jeg fandt det unge
Par parat. De blev saa viede, og der-
efter blev Lodsen og Kaptajnen paa Bug-
serdamperen, der var fulgt med ud, invi-
terede ned i Kahytten for at drikke Brude-
parrets Skaal i Champagne. De foretrak
at gøre det i Whisky, og det blev dem
tilstaaet.
Vi, der skulde i Land, maatte nu
imidlertid se at komme af Sted, inden vi
kom altfor langt ud, og da vi kom om
Bord paa Bugserdamperen, blev dens
Mandskab én for én kaldt op paa Kom-
mandobroen og fik hver sit forsvarlige
Glas Whisky, som blev tømt til Bunden
paa Brudeparrets Velgaaende. Saa vin-
kede vivet sidste Farvel, og vi saa Kap-
tajnen forsvinde ind i Kahytten til sin
unge Brud.
Det mest pinlige ved Stillingen som
Sømandspræst og det, der gør den saa
overordentlig vanskelig, er, at de Personer
man faar med at gøre, stadig skifter.
Saa snart man synes, at man begynder at
faa Hold paa en eller anden, saa rejser
han igen, og man ser ham aldrig mere.
Derfor kan der tit komme en trykkende,
ja knugende Følelse over en, naar man
ingen Frugter ser, at alt ens Arbejde er
forgæves. Og dog — dette Mismod for-
svinder, naar man ser, hvor glade de er,
tilsyneladende i hvert Fald, ved at tale
med Præsten; det er dog et Pust fra
Hjemmet i det fremmede I,and.
Sakkæus — den enkelte.
(Prædiken til 2. S. e. Hellig 3 Kongersdag,
Tekst Luk. 19, 1 —10.)
Folkesværmen trængte sig" tæt om
Jesus; den store Mængde vilde jo nok
have noget med Jesus at gøre, men ikke
meget. Der laa en vis Beroligelse i at
høre den store Profet, Stemningslivet blev
sat i Bevægelse ved hans Ord- Men Jesus
vilde noget mere, øve en dybere Virkning
paa Menneskene; han vilde udrense det
dyriske, de daarlige, urene Lyster og give
Mennesker Glæde i at gøre Guds Villie.
Men det vilde Mængden ikke tillade, den
vilde have Lov at gøre, hvad den vilde,
ikke hvad den skulde, vilde være, som
den var. Da det derfor kom til endelig
Valg overfor Jesus, valgte Mængden en
Barabas — og at leve videre efter umiddel-
bare I.yster og I.uner.
Men Jesus betroede sig heller ikke
til Mætfgden; han vidste, hvad der boede
i dem, fortæller Johannes os (2, 23).
Nej, Mængdens Gunst er kun lidet
værd; den er ikke til at bygge paa, om-
skiftes fra Morgen til Kvæld, er som Røg
— pst! er den væk!
Som i Fortidens Dage Mængdens
Tilslutning til Jesus var, at den endte med
at forkaste Jesus og derved selv blev
forkastet, saaledes gaar det endnu den
Dag i Dag. Det er værd for os at tænke
over, om ikke vi er blandt Mængden, blot
slutter os til Jesus, fordi andre gør det,
eller vi, hver enkelt for sig, selv har
valgt Jesus, har oplevet at være valgt af
Jesus. Der er for os aldeles ingen Sikker-
hed og Betryggalse i at være en af
Mængden. En Gang skal vi dø, hver en-
kelt for sig, og én Gang skal vi som den
enkelte staa for Dommen, saa nytter det
kun lidt at ville frasige sig Ansvaret ved