Færøsk Kirketidende - 01.03.1902, Blaðsíða 1

Udgivere:
Kirketidende.
I CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
\ EMIL ROHDE, Sandegærde, ansvarhavende.
11. Aarg.
I. Marts 1902.
Nr. 3.
Er Herren langt borte?
»Herre! hvorfor staar du saa langt
borte? hvorfor skjuler du dig i Nødens
Tid?« saaledes klager David i sin tiende
Salme. Dette Suk bryder frem af Davids
Sjæl, naar han betragter I.ivets Gang og
ser’ hvorledes Ugudeligheden ofte ligesom
sidder i Højsædet og foragter Herren,
hvorledes den ugudelige sætter Næsen
højt og siger: »der er ingen Hjemsøgelse«,
og fuld af Løgn og Vold forfølger og
ihjelslaar den uskyldige. Ja, David kendte
til al den Uret, som gaar i Svang her paa
Jorden, og han kunde derfor sukke saa
dybt derom, som ikke ret mange: »Herre!
hvorfor staar du saa langt borte? hvorfor
skjuler du dig i Nødens Tid?«
Men saa kendte han paa den anden
Side til at paakalde Herren som Frelser
og juble over Guds naadige Hjælp fil alle
dem, som sætter deres Lid til ham. Faa
eller ingen kendte som David, hvor dyb
den Kløft er, som skiller det syndige Men-
neske fra den hellige Gud, faa kunde som
han sukke over Synden, men heller ingen
kendte vel som han til Sødmen af Guds
Naade. Og derfor maa vi vel ogsaa sige,
at Davids Salmer, hvor begge disse Sider
faar saa levende et Udtryk, er Perler mel-
lem den gamle Pagts hellige Skrifter.
Men dette Suk: »Herre! hvorfor staar
du saa langt borte?« er det ikke beteg-
nende for det udvalgte Folks Stilling til
Gud paa den gamle Pagts Grund? Visse-
lig havde Gud aabenbaret sig for Jøde-
folket som for intet andet Folk paa Jorden;
han talte atter og atter til det, men altid
var det dog som den uendelig ophøjede,
hellige Majestæt, der ligesom fra det fjerne
talte til dem, der kun var Støv og Aske.
Tænk paa Lovgivningen paa Sinai; tænk
paa Offertjenesten i det Allerhelligste!
Men under den nye Pagt er det helt
anderledes. Der træder den hellige
Gud nær til Syndere. Julenat lod han
sin enbaarne Søn fødes som Menneske;
Englen forkyndte sit: »Frygt ikke« og de
himmelske Hærskarer sang deres »Fred
paa Jorden og i Mennesker Guds Velbe-
hag« ud over Jorden. I Daaben træder
Gud os nær som vor Fader, og vi faar
Adgang til ham som hans Børn; ja, Jesus
Kristus drager os der ind i den Fader-
favn, hvor han selv hviler, saa vi ikke
mere behøver at sukke: »Herre, hvorfor
staar du saa langt borte?« Kristendom er
et Favntag mellem Himmel og Jord,
mellem den hellige Gud og det syndige
Menneske. Fra Guds Side er der dette,
at han aabner sin Favn for mig og siger:
giv mig dit Hjærte; fra min Side er der
dette, at jeg i Tillid til denne Indbydelse
synker i hans Faderfavn og lægger mig
til livile der.
Men desuagtet kan troende Men-
nesker til Tider have noget af den samme
Følelse som David, at Gud er langt borte,
navnlig naar vi betragter I.ivets Gang og
der ofte bliver Vidne til, hvilken Magt det
onde har den Dag i Dag, baade inde i os
selv og udenfor os. Og hvilket troende
Menneske har vel ikke kendt noget til
Anfægtelsens Tider, da det maatte tvivle
om, at Guds Ord til Frelse var Sandhed
og kunde udrette, hvad det lovede, eller
dog tvivlede om, at det kunde gøre sin
frelsende Gerning i ens eget Hjerte, fordi
det blev ved at være saa besmittet og at
fristes saa haardt. Da er der Nød paa
Færde, da føler Synderen det, som Gud
var langt borte, og maa sukke: hvorfor
skjuler du dig paa Nødens Dag. Eller
naar de tunge eg døde Tider kommer over
et Guds Barns Hjærte, naar Troen er vak-
lende, Haabet mat, Kærligheden saa lidt
varm, og Bønnen er uden Inderlighed,
atter sukkes der da: »Herre, hvorfor staar
du saa langt borte?« Og dog — Gud ske
Lov! — det er ikke Gud, som er langt
borte fra os, men det er os, som paa
Grund af Synden føler os saa langt borte
fra ham. Men alligevel vil Herren høre
os i vor Nød og komme os til Hjælp.
Der fortælles om de ti Spedalske, der
kom til Jesus for at helbredes, at de
stode langt borte fra ham ograabte:
»Herre, Mester, forbarm dig over os«, men
han rensede dem alle. Og der staar om
Tolderen, at han stod langt borte
der i Templet og bad: »Gud, vær mig
Synder naadig«, men han gik retfærdig-
gjort hjem til Hus.. Og endelig staar der