Færøsk Kirketidende - 01.04.1902, Blaðsíða 1

/
■\ O T
Færøsk Kirketidende.
I CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Udgivere. ^ j?MIL ROHDE, Sandegærde, ansvarhavende.
11. Aarg.
I. April 1902.
Nr. 4.
Prædiken paa 3dje Søndag i Fasten.
»Jesus sagde til dem: Dersom Gud
var Eders Fader, da elskede I mig; thi
jeg er udgangen og kommen fra Gud, og
jeg er ikke kommen af mig selv, men han
har udsendt mig. Hvi forstaar I ikke min
Tale? Fordi I ikke formaar at høre mit
Ord. I er af den Fader Djævelen, og
hvad Eders Fader begærer, vil I gøre.
Han var en Manddraber fra Begyndelsen
af, og han staar ikke i Sandheden; thi
Sandhed er ikke i ham. Naar han taler
Løgn, taler han af sit Eget; thi han er en
Løgner og Løgnens Fader. Men mig tror
I ikke, fordi jeg søger Sandheden. Hvo
af Eder kan overbevise mig om. nogen
Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tror I
mig da ikke? Den, som er af Gud. hører
Guds Ord; derfor hører I ikke, fordi I er
ikke af Gud.« (Joh. 8, 42—47.)
Den hellige Skrift taler om Djævelen.
Ikke en enkelt Gang, men Gang efter
Gang taler den om en ond Magt, som
stod udenfor Mennesket, som har gjort
Angreb paa Mennesket, og derfor nu ikke
blotter en Magt udenfor Mennesket, men
ogsaa en Magt i Mennesket.
Der er dem, som mener, at al Tale
om Djævelen er forældet nu om Dage, at
der ikke findes noget ondt udenfor Menne-
sket — og lidt vilde det kun hjælpe over-
for saadanne Mennesker at henvise til den
»djævelske« Ondskab, som kan findes hos
enkelte Mennesker, og som kan være saa
stor og saa forfærdelig, at vi slet ikke kan
forstaa det, at det synes, som om de Men-
nesker var Redskaber for noget umenne-
skeligt. noget, der ikke hører Menneske-
naturen til. Lidt vilde det kun hjælpe.
Det sete afhænger af de Øjne, der ser;
hvad én finder djævelsk, søger en anden
at forklare som Sygelighed.
Der bliver ikke andet at gøre, naar
Talen om Djævelen skal værdsættes, end
at overveje den Plads, som denne Djævle-
lære indtager i den hellige Skrift — og
dér synes det mig, at denne Lære er saa
indvævet i Skriften som Islætten, saa
Skriften vilde falde fra hinanden i Me-
ningsløshed. dersom man kunde fjærne
Læren om, at der er en ond Magt, uaf-
hængig af Mennesket, fra Begyndelsen af
udenfor Mennesket — og denne onde
Magt har faaet Magt over Mennesket, er
bleven en Magt i Mennesket. Lad mig
blot nævne det ene Skriftord, som kunde
forøges med mange andre: »Dertil er Guds
Søn aabenbaret, at han skal afskaffe Djæ-
velens Gerninger« (1. Joh. 3, 8).
Ikke sandt! Det er rene og klare
Ord! Kristendommen bliver en Menings-
løshed, om der ikke findes en saadan ond
Magt, den vi kalder Djævelen. Hvordan
Djævelen ellers er beskaffen, ser ud, om
vi vil! Ja, herpaa kan jeg ikke give Svar.
Skriften betegner ham med saa mange
Navne, hvoraf vi forstaar hans Væsen:
Bagvaskeren , Fristeren , Manddraberen,
Løgnens Fader, Mørkets Fyrste o.s.v. Vil
vi kende ham nøjere end dette, der dog
giver klar og god Besked, saa ved jeg
ingen anden Maade, hvorpaa dette kan
ske, end at styrte sig ud i det onde. Thi
det Sandhedskorn er der i Djævelens
Løgn til de første Mennesker: »I skal
blive ligesom Gud til at kende godt og
ondt«, at ved at gøre det onde, lærer man
det at kende paa en ny Maade, nemlig
gennem Erfaring, gennem Selvoplevelse.
Denne Vej ér nok den eneste til at lære
»Satans Dybheder« at kende — men Gud
fri os fra at gaa den Vej, eller fra at gaa
længere ad den Vej, end vi maaske alle-
rede er gaaet!
Altsaa: Vi ser ikke Djævelen; vi ser
kun hans Gerninger; vi ser det onde som
en uhyre Stormagt i denne Verden, en
Stormagt, der arbejder paa at blive Stor-
magten i Menneskets Liv, Drivkraften til
al hans Gøren og Laden! Hvorledes sker
nu dette ? Hvorledes faar den
onde Magt Raaderum i et Men-
neske? Det gaar nemlig ikke saa
ganske let; thi Mennesket er skabt i Guds
Billede! Mennesket har noget af det gud-
billedlige i sig; der er selv i det sletteste
og dybest sunkne Menneske en Rest
heraf, en lille uerobret Fæstning, hvis
sidste Skanse først falder, naar Naadens