Færøsk Kirketidende - 01.04.1902, Blaðsíða 2

2
Tid er til Ende — og saa er der en Magt
i Verden ved Siden af alt det onde, en
god Magt, nemlig Guds Ord. I det
Hjærte, hvor Guds Ord bor, er det oride
en slagen Magt, og i de Hjem og paa de
Steder, hvor Guds Ord lyder, har det onde
vanskeligt ved at vinde frem. Og dog,
den onde Magt vinder frem, lidt efter lidt,
saa hos ét Menneske, saa hos et andet!
Hvorledes sker dette? Dagens Evangelium
åntyder, hvorledes Guds Ord taber sin
Magt over Mennesker. »Hvi forstaar I ikke
min Tale?«, spørger Herren, og han svarer
selv derpaa ved, at vise hen til, at de
mangler Øre for hans Ord, fordi de vil
gøre, hvad deres Fader, Djævelen, be-
gærer. Altsaa, den onde Vilje gør Guds
Ord uforstaaeligt for Mennesker, og der-
ved svækkes den Kraft, som Ordet har.
Den onde Vilje opstaar ved. at Djæ-
velen først lægger 1 ysten til det onde ind
i Menneskets Hjærte; men naar vi giver
efter for det onde, gør det onde, ryster vi
det ikke af os igen; det bliver hængende;
det afsætter noget ondt i Sjælens Dyb.
Og jo mere det onde saaledes faar Lov
til at »bundfælde« sig, desto mere paa-
virkes vor Vilje deraf; Gør ondt, og du
bliver ond!
Jo bedre du er, desto bedre forstaar
du Gudsordet, hvad det vil dig, hvad det
kræver af dig. hvad det bringer dig, og
jo siettere du bliver, desto siettere vil du
forstaa Ordet, desto mere vil det derfor
tabe sin Magt over dig: Hvorfor har I ikke
Øre for mit Ord? — fordi I vil gøre,
hvad Eders Fader, Djævelen, begærer!
Den samme Erfaring gør vi jo i J.ivet,
hvor det gælder almindelige, dagligdags
Ting: De Evner, der bruges, skærpes og
udvikles, de andre sløves; saadan ogsaa i
det aandelige: Hvo som har, ham skal
der gives, og den, som ikke har, ham
skal endog det, han har (Evnen til at mod-
tage), fratages.
Men du vil maaske indvende: Der er
dog Ord saa klare, saa let forstaaelige, at
de kan fattes af Barnet; ja, dette gælder
endog det afgørende i Kristendommen,
som just henvender sig til den barnlig-
enfoldige Natur; men disse Ords Betyd-
ning vil ogsaa det onde Menneske have
Forstaaelse af — ja, du har Ret, dem for-
staar ogsaa han, f. Eks. dette: »Saa har
Gud elsket Verden, at han har givet sin
Søn, den enbaarne, for at hver den, som
tror paa ham, ikke skal fortabes, men have
evigt 1 iv,c Hovedmeningen her er ikke
til at gaa fejl af, eller: »Du skal elske
I-Ierren, din Gud, af dit ganske Hjærte,
Sjæl og Sind og din Næste som dig selv«,
eller: »Syndens Sold er Døden, men Guds
Naadegave er et evigt Liv i Kristus Jesus,
vor Herre«, og alle Formaningerne til et
rept I iv. — Ja, dem vil enhver kunne for-
staa. såa meget: svækkes dog ikke Sansen
for det aandelige, at disse klare Ords Be
tydning bliver dunkel, men — saa kommer
det allerværste — Jesus siger dét åtrærige,
strænge Ord: »M ig tror I ikke,
f o r di j e g taler Sandhed«!
Saa fordærvet kan et Menneske, skabt
i Guds Billede, blive, at han bliver såa
fremmed for Sandheden, at han ikke tror,
just f o r d i det er sandt, og Vejen hertil
er l øgnen, den ene Løgn føjet til den
anden. »Naår Djævelen taler Løgn, taler
han af sit eget, thi han er en Løgner og
Løgnens Fader« — og dette Løgnens Væ-
sen indprenter han i Mennesket sammen
med l ysten til at gøre det onde, og saa
sker Udviklingen: ondt avler ondt, den
ene Usandhed fører den anden rned sig,
indtil vi bliver saa usande, at vi ikke kan
tro Jesus, netop fordi han er Sandheden.
Hvor meget usandt er der ikke hos
os Mennesker i det daglige Liv — hvor-
mange Talemaader, hvormange Nødløgne!
Hvor sjældent staar man overfor et Men-
neske, hvis Ord betyder saa meget, at vi
kan bygge paa det altid, uden Tvivl! Og
naar der endelig er ét eneste Menneske,
som alle kan stole paa, kan bygge deres
Liv paa, alle Mennesker til alle Tider, thi
han ei» Sandheden, saa tror Mennesker
ham ikke, just fordi han er Sandheden!
l ad os dog komme bort fra alt det
usande! Ofte kan man høre, at Sandheden
er for haard, at Mennesker ikke kan taale
Sandheden, derfor afpasser man sine Ord
og lemper dem efter Forholdene. Jeg
tænker, det snarere er Maaden, hvorpaa
Sandheden føres frem, der saarer; hvor
man er Sandheden tro i Kærlighed, der
saarer man ikke let.
Men lad være, at Sandheden kan
saare og bibringe Smerte — det er dog
intet mod den Smerte, som Usandhed for-
volder; maatte vi dog sky alt l.øgnens
Væsen! Saa vilde vi blive modtagelige
for Troen paa Jesus efter hans eget Ud-
sagn: »Deri, som er af Sandheden, hører
min Røst«!
Og saa slipper vi ikke bort, saadan
som en og anden vil slippe bort, ved Pi-
latus’ Ord: »Hvad er Sandhed?«. Til-
syneladende lyder det saa bestikkende,
saa fornuftigt; en siger jo ét om Kristus,
en anden et andet; Katholikkerne siger
dit, Protestanterne dat — hvad er Sand-
hed; det mægter vi ikke at afgøre; det
maa blive de lærdes Sag!
Det er at løbe bort fra den Røst, som
gennem Jesu Ord kalder paa det bedste i
dig — og, ikke sandt, en Stemme i dit
Indre siger dig om Jesus: Han vilde det
gode; han vil det gode med dig!
Og overdøver du ikke den Røst, som