Færøsk Kirketidende - 01.04.1902, Blaðsíða 6

6
og hadede ham. Men de fleste agtede
ham, og de Kristne elskede ham.
Og han elskede dem. Han havde saa
at sige sat Livet ind for deres Frelse, og
hans Kærlighed havde baaret en velsignet
Frugt. Han saa paa den store Santhal-
menighed som sin egen Børneflok, Gud
havde givet ham. Og han glædede sig
over sine Børn. Der var vistnok dem,
som voldte ham Sorg iblandt. Men paa
sine gamle Dage havde han vanskeligere
for at se Skavankerne, og han havde ikke
let for at tænke ondt om en Santhal.
Mod Europæere kunde han være mis-
tænksom til det yderste, og Bengalerne
maatte føles vel paa Pulsen, før han vilde
tro dem. Men en Santhal maatte der
være afgørende Beviser imod, før han
vilde erklære ham skyldig.
Hans Aand var begyndt at sløves i
Tjenesten, ligesom hans Legemskraft tog
af. Men hans Kærlighed og Hengiven-
hed for det Folk, han havde ofret sin
Manddomskraft, var usvækket. Selv mær-
kede han det vistnok kun lidet, hvorledes
han tog af. Men de Kristne vidste det.
De vidste, han elskede dem; de følte, der
var et levende Baand, der knyttede dem
til ham; de vidste, hans Dage var talte,
og at han snart vilde komme til at for-
lade dem. De tænkte med Vemod paa
Stunden, og de samtalte om det sig
imellem.
De havde jo Skrefsrud. De venter
ikke at miste ham , saa snart. De er
stolte af ham; thi i ham ser de mere en
stor Broder, der hørte med til Børresens
Hushold som en af dem. Men det var
ikke »Papa«. De holdt af ham paa en
anden Maade. De saa jo hver Dag
Skrefsrud endog underordne sig ham,
som han var hans egen Søn.
Og nu begræder den hele Menighed,
hans efterladte Hustru og Medarbejdere
Tabet af ham — den bedste om ikke den
største Mand, der nogen Sinde har van-
dret mellem Santhalistans Høje.
Lad dem græde, lad os græde med.
En from Mand er borte. Det er intet
Tab for ham. De nær paarørende, som
staar igen, føler det som saadant. Men
her kan vi glæde os midt i Sorgen. Det
er Herrens Vej. Tungt føles det, naar en
kær Ven bæres til Graven. Men ved vi,
at Englene har baaret hans Sjæl til Him-
len, og at vi skal faa Lov at komme efter,
saa er der Liv og Lys og Glæde midt i
Døden.
Naar Jorden er kastet til, og Santhal-
menigheden har faaet grædt ud, saa vil
Husvalelsen og Glæden komme som en
dejlig Vaar efter en kold Vinter og sætte
de skønneste Blomster paa den gamle
Missionærs Grav.
At dø er intet Tab for en Kristen.
Men naar en troende dør i en saa høj
Alder som Børresen og efter en Virksom-
hed som hans, da mener jeg, det er en
Vindipg for alle Parter. Han har udrettet
sin Gerning paa Jorden. Hvilen hører
ham til, og yngre Kræfter bør træde ind.
Nu er Børresens Dagværk endt. Han
er ikke mere. Men hans Arbejde bliver
igen. Den Gerning, som gøres i Kærlig-
hed, dør aldrig bort. Hans Minde vil leve
blandt Santhalerne, saa længe de vedbliver
at være et Folk. Hans Kærlighed har
slaaet saa dybe Rødder, at der i Santhali-
stan for de kommende Tider altid vil være
en Jesu Kristi Menighed, der vil bære
den samme Kærlighed længere frem.
Kristenheden i Almindelighed skylder
Børresen Tak for, hvad han gjorde for
Hedningerne, og Tak for Eksemplet, han
gav os. Han har fortjent en af de største
Pladser i den kristne Missions Historie.
Hans Fædrelands Kirke har haft Ære
af ham, ligesom han ogsaa har været
Midlet til et af de friskeste Livspust.
Men som et Eftermæle vil jeg gærne
pege paa, hvad han har været for os Nord-
mænd. Han er jo i Slægt med os, efter-
som hans Bedstefader var Nordmand. Men
fornemmeligst staar han i Forhold til os
gennem Skrefsrud som Mellemmand.
Vi er stolte af saadanne Mænd som
Skrefsrud. Havde vi bare mange af dem.
Men hvem var det, som tog sig af denne
Norges Søn, da han forskudt af sit eget
Folk og sin egen Kirke drog ud i Verden?
Det var den danske Mand Hans Peter
Børresen.
Skrefsruds fænomenale Begavelse er
ham medfødt. Den er norsk. Det slette
Selskab, han uheldigvis kom op i, var
norsk. Samfundet straffede ham for det,
som jo Ret var. Men da den unge Mand
med det svulmende Bryst og det brusende
Hjærte strakte Armene ud, var der ingen
Hjælp at faa i Norge. Hjærterne var luk-
kede og Ørerne med. Saa maatte han ud
paa Vidden. Han havde hørt om Børre-
sen. Rygtet om hans Kærlighed var naaet
fra Berlin i Tyskland til Stavanger i Norge.
Der fik Skrefsrud fat i det. Det drog, og
han ilede did.
Hos Børresen fandt han aabne Arme.
»Skrefsrud fortalte mig, han vilde
blive Missionær,« siger Børresen. »Og
han gjorde straks det Indtryk paa mig,
at bedre Materiale til at gøre en Missionser
af kunde ikke findes, og jeg har ofte i de
senere Aar tænkt paa, hvilken Lykke det
var for mig at træffe paa dette Stykke af
en Nordmand. Vi smeltede snart saaledes
sammen, at vi begge vidste, at kun Døden
kunde skille os.«
Naar vi nu ser paa Skrefsrud som en