Færøsk Kirketidende - 01.05.1902, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende - 01.05.1902, Blaðsíða 1
Færøsk Kirketidende. Udgiver: EMU. ROHDE, Sandegærde. i i.'Aarg. I. Maj 1902. Nr. 5. Til Læserne! — * Nu jeg rejser fra Færøerne vilde jeg gærne takke Dem, fordi jeg gennem Bla- det har faaet Lov til at tale til Dem. Det har i disse seks for mig saa lykkelige Aar været mig en Glæde at være med til at udgive og skrive i Bla- det, baade fordi det er godt at have Lej- lighed til at udtale og dele med andre det, som ligger én paa Hjærte — og saa fordi jeg mener, at denne lille afsides Del af Danmarks Rige bør have et eget kirkeligt Blad til kristelig Oplysning og Opbyggelse. Jeg ønsker da, at »Færøsk Kirke- tidende« maa finde Vej ind i flere og flere Hjem paa Færøerne! Og saa ønsker jeg Bladets Læsere og alle dem, som jeg her paa Færøerne per- sonlig har lært at kende, et hjærteligt Lev vel! Borgere er vi i Danmarks Rige, og vort Maal er: at faa rigere og rigere Del i Fædrelandets Kultur og aandelige Vær- dier; men større end dette er, at vi er Borgere i Guds Rige, og større er dette vort Maal: her at vokse i at føle os hjemme i Guds Rige og i at faa Del i dets aandelige Værdier: Mod og Kraft og Retfærd og Glæde! Maatte vi i begge Henseender blive bedre Borgere! . Todnæs, den 30te April 1902. Christian Pedersen. Kirkegang. (Frit Vidnesbyrd.) Da han var tolv Aar gammel, gik de op til Jerusalem efter Højtidens Sædvane. (Luk. 2, 42). Der er sagt meget slemt om Vanens Magt, især om den Fortræd, den kan af- stedkomme paa det aandelige Omraade. »Vanekristendom« er blevet en foragtelig Betegnelse iblandt os. Og det er jo heller ingen Løgn, at der kan være Fare ved alt vanemæssigt, og at man bør være paa Vagt mod Vanens søvndyssende Ind- flydelse. Men alligevel læser vi nu her, at de gik op til Jerusalem efter Højtidens Sæd- vane, og Jesus var med. Og vi læser om et helt Rejseselskab. Der var mange, der havde den Sædvane at drage op til Jeru- salem til Højtiden. De kom rundt om- kring fra. Og nu kan man sige hvad man vil om Sædvaner i det aandelige, — jeg vilde gerne se det Syn, hvordan Folk kom frem fra deres Huler allevegne, baade her og der, ud af Gaarde og ud af Huse og ud af Hytter, Forældre og Børn sammen med hinanden. Jeg kunde lide at se dem komme frem, højtidsklædte og højtids- stemte, — at se Naboer slutte sig til Na- boer og følges ad og møde fjernere Na- boer og følges med dem, mødes og følges med flere og atter flere, ligesom smaa Bække, der løber sammen og bliver til Floder, og Floderne løber sammen og følges ud til det store Hav. »Op til Jerusalem« strømmer denne Menneskeflod. Ja op. Det er det mod- satte af de sædvanlige Floders Løb. Thi her er det en Løftelse, der foregaar. Til Højtid drager alle disse Mennesker op — til Højtid sammen med deres Gud. Det er noget af det kønneste, man kan se paa Jorden: Mennesker, der er kommen ud af deres Skjul og mødes og følges og finder hinanden og glæder sig med hinanden foran Guds Aasyn. Det er det, vi her til Lands kalder Kirkegang.

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.