Færøsk Kirketidende - 01.05.1902, Page 1

Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMU, ROHDE, Sandegærde.
11. • Aarg.
I. Maj 1902.
Nr. 5.
Til Læserne!
Nu jeg rejser fra Færøerne vilde jeg
gærne takke Dem, fordi jeg gennem Bla-
det har faaet J.ov til at tale til Dem.
Det har i disse seks for mig saa
lykkelige Aar været mig en Glæde at
være med til at udgive og skrive i Bla-
det, baade fordi det er godt at have I ,ej-
lighed til at udtale og dele med andre
det, som ligger én paa Hjærte — og saa
fordi jeg mener, at denne lille afsides Del
af Danmarks Rige bør have et eget
kirkeligt Blad til kristelig Oplysning og
Opbyggelse.
Jeg ønsker da, at »Færøsk Kirke-
tidende« maa finde Vej ind i flere og
flere Hjem paa Færøerne!
Og saa ønsker jeg Bladets Læsere og
alle dem, som jeg her paa Færøerne per-
sonlig har lært at kende, et hjærteligt
Lev vel!
Borgere er vi i Danmarks Rige, og
vort Maal er: at faa rigere og rigere Del
i Fædrelandets Kultur og aandelige Vær-
dier; men større end dette er, at vi er
Borgere i Guds Rige, og større er dette
vort Maal: her at vokse i at føle os
hjemme i Guds Rige og i at faa Del i
dets aandelige Væfdjer: Mod og Kraft
og Retfærd og Glæde! Maatte vi i begge
Henseender blive bedre Borgere! .
Todnæs, den 30te April 1902.
Christian Pedersen.
Kirkegang.
(Frit Vidnesbyrd.)
Da han var tolv Aar gammel, gik de
op til Jerusalem efter Højtidens Sædvane.
(Luk. 2, 42).
Der er sagt meget slemt om Vanens
Magt, især om den Fortræd, den kan af-
stedkomme paa det aandelige Omraade.
»Vanekristendom« er blevet en foragtelig
Betegnelse iblandt os. Og det er jo heller
ingen Løgn, at der kan være Fare ved
alt vanemæssigt, og at man bør være paa
Vagt mod Vanens søvndyssende Ind-
flydelse.
Men alligevel læser vi nu her, at de
gik op til Jerusalem efter Højtidens Sæd-
vane. og Jesus var med. Og vi læser om
et helt Rejseselskab. Der var mange, der
havde den Sædvane at drage op til Jeru-
salem til Højtiden. De kom rundt om-
kring fra.
Og nu kan man sige hvad man vil
om Sædvaner i det aandelige, —: jeg vilde
gerne se det Syn, hvordan Folk kom
frem fra deres Huler allevegne, baade her
og der, ud af Gaarde og ud af Huse og
ud af Hytter, Forældre og Børn sammen
med hinanden. Jeg kunde lide at se dem
komme frem, højtidsklædte og højtids-
stemte, — at se Naboer slutte sig til Na-
boer og følges ad og møde fjernere Na-
boer og følges med dem, mødes og følges
med flere og atter flere, ligesom smaa
Bække, der løber sammen og bliver til
Floder, og Floderne løber sammen og
følges ud til det store Hav.
»Op til Jerusalem« strømmer denne
Menneskeflod. Ja op. Det er det mod-
satte af de sædvanlige Floders Løb. Thi
her er det en Løftelse, der foregaar. Til
Højtid drager alle disse Mennesker op —
til Højtid sammen med deres Gud.
Det er noget af det kønneste, man
kan se paa Jorden: Mennesker, der er
kommen ud af deres Skjul og mødes og
følges og finder hinanden og glæder sig
med hinanden foran Guds Aasyn.
Det er det, vi her til Lands kalder
Kirkegang.