Færøsk Kirketidende - 01.05.1902, Blaðsíða 2

Det er, i det smaa, det samme. Kir-
kegang er allerførst det at komme ud af
sin Hule — ud at se andre og være sam-
men med andre. Det kan man jo ogsaa
ved at gaa i Selskab. Men i Kirken
kommer man paa en mere fuldkommen
Maade til at se hinanden og hilse paa
hinanden. Her ser vi hinanden med Søn-
dagsansigter; her hilser vi paa hinanden
som Brødre og Søstre, som den samme
Faders Børn i Jesus Kristus.
Ja, her i Kirken kommer vi rigtig
sammen. Og det er, fordi ved Kirkegang
kommer ikke blot Kroppen, men ogsaa
Sjælen ud af sin Hule.
Og ikke blot Ydersjælen, men ogsaa
Indersjælen. Den kommer ud eller den
prøver da paa at komme frem eller titte
lidt ud af Vinduerne. Ingen kan gaa i
Kirke, uden at den Sjæl. han har inde i
sit Bryst, rører lidt paa sig. Det kommer
af sig selv. naar man tager Salmebogen
og gaar afsted. Thi det er jo ikke blot
Mennesker, man skal hen og se og mødes
med; det er jo Gud. Og saa er det da,
at Sjælen maa komme ud af sin Hule, ud
af Hverdagstankerne og Hverdagssorgerne,
frem af den mørke Krog, hvor den sidder
og blunder. Ja kom ud, kom frem, raaber
Kirkeklokkerne til Sjælen, kom ud i Ly-
set, frem i Dagen, hen at møde din Gud.
Ja saadan kommer da Sjælen. Den
kommer ikke springende, nej, den kommer
krybende og kravlende saa godt den kan,
Stakkel Og saa er det, om Gud vil se
den, om han vil lade sit Ansigt lyse over
den, — om han vil løfte sit Aasyn paa
den og give den Fred.
»Give denFred«. Det vil sige: hilse den.
Det vi kalder at hilse, kalder Øster-
lænderne at give Fred. Den østerlandske
Hilsen bestaar i at se venlig paa en og
sige »Fred« eller »Fred med dig«. Naar
man har gjort det, har man »givet ham
Fred«.
Tænk dig nu, at du kom som Gæst
ind i en østerlandsk Høvdings Telt. Du
vilde finde Høvdingen siddende nede paa
Jorden paa et udbredt Tæppe med kors-
lagte Ben. Og naar du saa stod foran
ham, vilde det komme an paa, om han
vilde løfte sit Aasyn paa dig og give dig
Fred. Gjorde han det, kunde du stole
paa ham og gaa rolig bort. Inden for
hans Magtomraade vilde du være sikker
og tryg.
Og naar vi er forsamlede som kristen
Menighed foran Guds Aasyn, da er det
netop det, det kommer an paa, at han vil
løfte sit Aasyn paa os og give os Fred.
Blot et lille Blink af hans Aasyn,
blot en Straale af hans Øje, blot det
allermindste Smil og Nik, saa føler Sjælen
sig saa glad og tryg.
Og den føler sig saa rig. Thi det
Smil og det Nik, det betyder: Se dig om
i mit Hus og ransag dets Gemmer og
glæd dig over dets gode Ting!
En saadan Hilsen har det tolvaarige
Jesusbarn faaet ved sit første Besøg i
Templet. Derfor er han ganske tryg,
selv om hans Fader og Moder har for-
ladt ham. Derfor finder de ham efter tre
Dages Søgen optaget af at ransage Vis-
domsgemmerne i den himmelske Faders
Hus.
Fra den Dag har han sagt i sit Hjerte
med David: »Een Ting har jeg begæret
j af Herren, den vil jeg søge efter: at jeg
maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage,
for at beskue Herrens 1 ivsalighed og
grunde i hans Tempel«. (Ps. 27, 4).
Det Ord, kære Venner, har jeg fra
min tidlige Ungdom gjort til mit. Jeg
har begæret at blive altid mere hjemme
i det Herrens Hus, jeg som Barn blev
indført i, og hvor jeg allerede som Barn
kunde fornemme, der var godt at være,
ikke just fordi jeg forstod Prædikenen,
men vel sagtens fordi Herren i sin Naade
løftede sit Aasyn et lille Glimt paa mig
og gav mig Fred — mig lille Dreng sam-
men med de andre.
Tror I ikke, kære Husfædre og Hus-
modre, at eders smaa Drenge og Piger
vilde have godt af en Gang imellem at
følge eder her hen og sidde sammen med
Menigheden foran Herrens Aasyn og mod-
tage Velsignelsen sammen med den?
Herren lade sit Ansigt lyse over dig
og være dig naadig. Herren løfte sit
Aasyn paa dig og give dig Fred!« Det
er det gamle israelitiske Velsignelses-
ønske, som er bevaret til denne Dag
ogsaa ved vor kristelige Gudstjeneste.
Men naar vi Kristne taler om »Her-
rens Aasyn«, kan vi ikke godt lade være
at tænke paa Jesus Kristus, han, der er
Guds Herligheds Glans og hans Væsens
udtrykte Billede. Saaledes ser Gud Her-
ren ud. d. v. s saaledes ser han ud i sin
Kærlighedsaabenbarelse for os Mennesker
paa denne Jord. Naar Jesus Kristus le-
vende staar os for øje, da ser vi noget
saa lyst og kønt — det er Guds Ansigt,
der skinner i det Lys. Naar vi tænker
paa og af Hjertet trpr, at Jesus Kristus
er død for os paa Korset, da kan selv
den bange Synder fornemme, at Gud
Herren løfter sit Aasyn paa ham og giver
ham Fred.
Ja, naar vi taler om Kirkegang, da
maa vi have Jesus Kristus med i vore
Tanker, han, som har sagt: Hvor to eller
tre er forsamlede i mit Navn, vil jeg være
midt iblandt. Det Ord skal nok opfyldes.
Naar vi gaar til Kirke, skal Jesus Kristus
ogsaa nok komme. Josef og Maria fandt