Færøsk Kirketidende - 01.06.1902, Side 1
Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMTI. ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg. 1. Juni 1902. Nr. 6.
Køber den belejlige Tid. tuen og omtrent den fremmede Beskuer og lyder saaledes:
I et Selskab morede man sig med at
gætte Gaader. Enhver i Selskabet skulde
fremkomme med en Gaade. Det blev da
en Blanding af lette og svære, af muntre
og alvorlige Gaader. I Selskabet var der
en gammel, gudfrygtig Mand, som ikke
lagde Skjul paa, at han var en Kristen.
Han fremsatte det Spørgsmaal: hvilket
Ord er det længste af alle? Man gæt-
tede frem og tilbage, men ingen fandt
det rigtige Svar. Saa maatte han selv
komme frem med Opløsningen. Det
længste Ord,« sagde han, »hedder Evig-
hed«. »Men kan I saa sige mig, kære
Venner!« fortsatte han, »hvilket Ord der
er det korteste af alle?« Og saa gik det
igen løs med at gætte, men ingen traf
det rette% »Saa lad mig sige det,« fort-
satte den gamle Mand; »det korteste Ord
hedder: nu, thi det varer kun et Sekund.
1 .ad os altid betænke, at nu er det den
hurtigt henilende Tid, hvori vi skulle for-
berede os til Evigheden.«
Ja, det er som Apostlen skriver: »Se,
nu er den behagelige Tid; se, nu er Frel-
sens Dag« (2 Cor, 6, 2), derfor: »Se til,
at I omgaas varligen, ikke som uvise men
som vise og køber den belejlige
Tid« (Ephes. 5, 15—16). I.ad os kun
flittigt minde os selv og andre om at bruge
Naadens Tid, som der staar i Salmen:
»Klokken slaar, Tiden gaar,
Evigheden forestaar;
I.ad os da bruge den kostbare Tid,
Tjene Herren med al vor Flid,
Saa skal vi nok komme hjem!«
Men lad os i det hele gribe det be-
lejlige Øjeblik til at gøre det gode,
lad os benytte Lejligheden, naar den til-
byder sig.
For mange Hundrede Aar siden stod
der en Billedstøtte i en af de græske
Byer. Selve Støtten er for længe siden
smuldret hen, men paa Fodstykket staar
endnu en Indskrift, som siger os noget
om, hvorledes Statuen saa ud. Epigram-
met er i Form af en Samtale mellem Sta- I
»Hvad er dit Navn, Statue?«
»Man kalder mig: Lejlighed!«
»Hvorfor staar du paa Tæerne?
»For at betegne, at jeg kun staar et
Øjeblik.«
»Hvorfor har du Vinger paa dine
Fødder?«
»For at fortælle, at jeg hurtig drager
forbi.«
»Men hvorfor er dit Haar saa langt i
Panden ?«
For at Menneskene kunne gribe mig,
om de møde mig.«
»Hvorfor er du da skallet paa Bag-
hovedet?«
»For at give til Kende, at naar jeg en
Gang er gaaet forbi, kan man ikke
gribe mig.«
Tilvisse, den græske Kunstner, som
har daneet Statuen, han har kendt Men-
neskelivet. Jeg tænker, vi alle have
staaet overfor et »For sent«, fordi vi
have forsømt den belejlige Tid.
Vi har maattet sukke, fordi l ejlighed til
at sige et venligt Ord eller udrække en
hjælpende FIaand er gaaet tabt ved vor
utidige Nølen eller Uagtsomhed. Ak ja,
mangen en Gang er nok »det vingede
Øjeblik« fløjet os forbi og har efterladt
os med en urolig Samvittighed og et
fredløst Hjerte. I.ivet er dog saa rigt
paa Øjeblikke, i hvilke der tilbydes os
Lejlighed til at gøre det gode; men vi
forsømte dem, og de vendte aldrig mere
tilbage.
Allerede i de timelige Forhold
gælder det om at benytte den belejlige
Tid og ikke at opsætte til i Morgen, hvad
der kan gøres i Dag. Naar Landmanden
finder sin Ager tjenlig til at piøjes eller
til at tilsaas, maa han straks lægge Haand
paa Ploven eller tage Saasækken paa
Nakken og ikke sige: det kan lige saa
godt ske en anden Dag. Naar Sømanden
finder Vinden gunstig til at sejle, bør han
ikke af Magelighed eller af et I.une lade
sig afholde fra at begynde Sejladsen.
Naar en Købmand kan gøre en god For-
retning i Dam bør han ikke opsætte det
A.MTS é(3/^