Færøsk Kirketidende - 01.07.1902, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMII. ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg. i. Juli 1902. Nr. 7.
Om Bekymringer. Af Sognepræst Gustav Heiberg i Kirkehelsinge. Frimodigheden, denne den kristne Tros skønne Datter. Hun er som et legende Barn. Esaias har set hende lege ved Øg-
Guds Børn ere fritagne for mange
Plager, som hjemsøge andre Mennesker.
De ere løste ud af Satans Lænker og fra
Dødens Gru. De ere overgangne fra Dø-
den til Livet i Gud ved den Forløsning,
som er givet dem i Jesus Kristus, vor
Herre.
Uforskyldt har de faaet disse rige
Gaver, og de ved, at de slet intet har for-
tjent, slet intet.
De ved, at, om de saa havde arbejdet
med forenede Kræfter alle deres Dage,
vilde de dog ikke have kunnet skaffe sig
Tilgivelse for en eneste Synd, ikke heller
kunnet trænge Satan et eneste Skridt til-
bage paa hans Ulykkestog gennem Men-
neskeheden.
De ved, at Sejren er vunden, ikke ved
deres egen Kraft og Kløgt, ikke heller
ved de foregaaende Slægters Kraft og
Kløgt, men ene ved hans Kraft, som er
stærkere end den stærke, og ved hans
Visdom, som er os Visdom fra Gud, og
ved hans Kærlighed, som er selve Kær-
lighedsdybets Glans og udtrykte Billede.
Og fordi Guds Børn ved dette, at
deres Frelses dybe Grund er Guds Barm-
hjertighed i Jesus Kristus, derfor fyldes
deres Hjerter med Tak tjl Gud.
Det gaar os, som det gik, da Herren
hjemførte Zions Folk fra Babel: »Da vare
vi som drømmende, da fyldtes vor Mund
af Glædeslyd, og da kom Lovsang paa
vor Tunge; store Ting har Gud gjort
imod os. Vi bleve glade.« (Salme 126.)
Men er dette saaledes, saa følger
deraf mod Nødvendighed, at vi maa faa
en stærk Tillid til Guds kærlige Hjælp i
alle andre Ting. Thi alt, hvad næv-
nes kan af menneskelige Fornødenheder,
er smaat, uendeligt smaat, i Forhold til
det store, som er givet os, Livet, det evige
Liv i Samfund med Gud.
Har Gud givet os det evige Liv ufor-
skyldt af Naade, saa vil han ogsaa give
os alt, hvad han ser, vi trænge til baade
af jordiske og himmelske Goder.
Ud af denne stærke Forvisning fødes
lens Bolig, ja har set hende stikke sin
Haand hen til Giftslangens Hule i de
Dage, da Kvisten af Isai Stub skal bryde
frem, naar han kommer, hvis Bælte skal
være Retfærd og Trofasthed (Es. 11). Og
da de Dage kom, tog Jesus da ogsaa et
Barn og stillede det midt imellem Apost-
lene og sagde: Uden I blive som dette
Barn, komme I ikke ind i Riget. Han
taler jo ogsaa i stærke Ord om Frimodig-
heden og ikke uden Henblik til Esaias’
Profeti, naar han siger om »dem, som tro«,
at »de skal tage paa Slanger, og dersom
de drikke nogen Gift, skal det ikke skade
dem« (Mark. i'6, 18).
Men hvor denne Frimodighed fødes
og leger som Barnet for Faderens Ansigt,
der dør Bekymringen. De to kan ikke
trives sammen. Bekymringen er Van-
troens grimme Barn.
Bekymringen kommer aldrig ene; der
kommer altid flere af dem i Flok, de føl-
ges ad i tætsluttet Række, de ere utallige.
Som Myggesværme i de ægyptiske Plager
kaste de sig over den stakkels Menneske-
sjæl og formørke Dagens Lys for os. Je-
sus har givet sine Venner sin guddomme-
lige Tilladelse til, at de maa være fri for
denne Myggesværm, og han advarer i
kærlige Ord imod den, fordi han ved,
hvor den kan ødelægge et troende Hjertes
Livsglæde. »Værer ikke bekymrede«,
siger han atter og atter. »Værer frimo-
dige, jeg har overvundet Verden«. Derfor
hiiver Jesus ogsaa bedrøvet, da han paa
sit Besøg i Bethanien ser Marthas bekym-
rede Travlhed. »Martha, Martha, du gør
dig Bekymring og Uro med mange Ting,
men ét er fornødent«.
Der staar jo fortalt, at Jesus »elskede
Martha og hendes Søster og Lazarus«.
Derfor er Jesu Ord at forstaa som en
kærlig Advarsel imod en Fare, som Mar-
tha i Øjeblikket ikke ser. Men Jesus ser
det med sit klare Blik, at Bekymringens
Myggesværme svæve over hendes Sjæl,
og han ved, at deres Stik er giftigt, volder
onde Bylder og stundom Død. Jesus
sætter jo endog »Bekymringer« i Række
med Fraadseri og Drukkenskab som en