Færøsk Kirketidende - 01.07.1902, Blaðsíða 3

3
forgæves søge ved egen Kraft at hæve
sig fra Jorden, der med al dens Uro og
Forstyrrelse og Smaalighed ligner et Hav
med uroligt væltende Bølger. Selv de
største Aander, der paa Kunstens, Musik-
kens og Litteraturens Vinger løfter sig
over Vrimlen, naar ikke hin fjerne Kyst,
som dog, skønt paa forskellig Maade,
vinker hver levende, vaagen Menneske-
sjæl. Og vi andre smaa Mennesker, som
saa gerne vil naa derover, ak, hvor mange
af vore Menneskebønner falde ikke til
Jorden for os; der er ikke Kraft i dem
til at løfte os over Jordlivets sugende, alt-
opslugende Travlhed. Alle maa vi føle
Suset af den hellige Aands Vingefang
over os, før vi kunne gøre Rejsen; vi er
og bliver kun Ormen, som kryber i Stø-
vet, med de lave Længsler, de tarvelige
Ønsker, de smaa Idealer, naar vi ikke har
forstaaet, hvad den hellige Aand er, og
hvorhen den vil bære os. Vi maa føle,
at »Bøn er Hjærtets Tale med Gud«, og
det kan intet Menneske tage af sig selv,
det er, hvad Aanden giver. Men er det
en Gang givet et Menneske, saa er Bøn-
nen altid rede, selv om den ikke er dannet
med prange Ord eller i faste Former; den
naar fuldtvel frem til den Almægtiges
Trone, om den kun er som »uudsigelige
Sukke« fra Dybsens Nød, som et Raab
om Hjælp, som en Tak for Naaden altid,
-naar den kun vælder frem fra et ærligt
Hjertes Inderste. — En fast Vilje til at
bede er ogsaa nødvendig; Aandens Gaver
falder ikke ned over den, som ikke søger
dem, og megen Kamp og megen Anfæg-
telse hører med, før Bønnen kan udvikle
sig til ydmygt, trossikkert Liv. — »Over
alt herligt er et Dække«, og for at naa
ind til Bønnens vidunderlige Herlighed,
er der tre Forhæng, som maa gennem-
brydes, de tre Forhæng, som Historien
om den kananæiske Kvinde viser os, der
var mellem hendes Bøn og Kristi Bøn-
hørelse af den. Første Gang, da Kvinden
raabte efter Frelseren: »Herre, Davids
Søn, forbarm dig over mig«, svarede Jesus
ikke —; hun kom der med en brændende
Forvisning om, at han kunde hjælpe hen-
des stakkels Datter, »som plagedes ilde
af Djævelen«; han alene, den Davids Søn,
hvis Ry var baaret saa viden om Land
af taknemlige Helbredede, seende blinde,
gaaende halte, trøstede sørgende, fra saa
mange Røster havde hans Navn lydt som
den, der kunde og vilde frelse, og nu sva-
rede han hende ikke et Ord! Disciplenes
Ord faldt haarde og kolde paa hendes
Hjerte: »skil dig af med hende, thi hun
raaber efter os«, og dog blev hun ved at
raabe, haabende^ han vilde tale, han, den
naaderige, milde Frelser. Endelig kom
der Ord fra hans Læber —, ak, saa af-
visende: »jeg er ikke udsendt, uden til de
fortabte Faar af Israels Hus!« Stakkels
Kvinde fra Kana, du er jo ikke et Israels
Barn, gaa du hjem til dit; — men hun
faldt ned for ham og bad: »Herre, hjælp
mig!« — nu maatte han røres, nu maatte
Hjælpen komme, Helbredelsen til det pla-
gede Barn; hun var saa sikker i sit Haab,
og saa fik hun som et Slag i Ansigtet:
»Det er ikke smukt at tage Børnenes
Brød og kaste det for de smaa Hunde«.
Hund, ■— et saa foragteligt Navn tilkastede
han hende, en saadan Haan mødte hende
fra de Læber, hun saa tillidsfuldt saa op
til, og dog, om end Skamrødmen har
dækket hendes Kind, saa holdt hun dog
i Ydmyghed fast ved sin Beden: »Jo,
Herre, de smaa Hunde æde dog af de
Smuler, som falder fra deres Herrers Bord!«
Og da opfyldtes hendes Bøn, nu var det
den milde Frelser, den naaderige Davids
Søn, som svarede: »O, Kvinde, din Tro
er stor, dig ske som du vil!« Kun for at
gøre Bønhørelsen saa meget større, havde
Jesus tøvet med den; kun for at Kvinden
ej alene skulde faa Helbredelse for sin
Datter, men vinde ind til Troens dybe
Sikkerhed, maatte hun bede saa længe
og saa udholdende. Ethvert alvorligt
Menneske kender sikkert til at bede for-
gæves, kender til at møde Tavshedens
Forhæng, denne Følelse af Tomhed, »er
der enGud»? hører han mig? til at fristes
som Francke til at sige: »Hvis der er en
Gud i Himlen, saa hør mig!« Og en saa-
dan Bøn kan være alvorlig i sin Søgen,
kan komme fra et forpint Hjertes læng-
selsfulde Trang efter at finde sin Gud og
Frelser. — Og har man saa fundet den,
man søgte, har man arbejdet sig igennem
Tavshedens Forhæng, kan det dog man-
gen en Gang være svært at bede, saa
meget andet kommer imellem, Livets mange
Bekymringer, megen Uro og Ufred levner
ofte saa knap Tid til stille Bøn, at Tan-
kerne ikke kunne fæstne sig der, hvor
man ønskede, ikke kunne finde Hvile i
sin Talen med Gud; det er Forstyrrelser-
nes og Forargelsens Forhæng, og det maa
sønderrives. — Kun en arbejdende, villie-
fast Tro naar gennem Anfægtelserne.
Sjælen er som et Instrument, der maa
stemmes, for at dens Tone kan faa Styrke
og Renhed i Klangen, saa Bønnen bliver
værdig .at naa ind for Herrens Trone.
Ligesom et mangestemmigt Raab,
raat og hæsligt i Nærheden kan i Afstan-
den samle sig til en klangfuld Lydbølge,
saaledes maa alle Sjælens Stemninger
flyde sammen og forene sig til et: en fri-
modig, ydmyg Bøn. Mange, mange Bøn-
ner maa bedes, før vi Mennesker naa saa
vidt, og endnu flere, før vi lære den fuld-
komne Bøn. Jesus har sagt: Alt, hvad I