Færøsk Kirketidende - 01.08.1902, Qupperneq 1

Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMIL ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg.
I. August 1902.
Nr. 8.
Prædiken
paa
Mindedagen
for Færøernes Lagtings 50-aarige Bestaaen.
Olaidag 1902.
Tak, Hjertens Tak, o Gud, for ethvert
Gode, være sig jordisk eller himmelsk,
som vi annamme fra Dig! Ja, ogsaa for
de jordiske Goder ere vi Dig Tak skyl-
dige, Dig, som har kaldet os ikke blot
til et himmelsk, men ogsaa til et jordisk
Regnskab. Din Velsignelse hvile i rigeste
Maal over vort Fædreland, vel et lidet
Rige blandt mange store, men dog det,
som vi sætte højst og elske inderligst,
fordi vi have Ret til at kalde det »vort«!
Der staar skrevet: Den, som er tro i det
lidet, er og tro i det store. Hjælp Du nu
til, at dette maa bekræfte sig paa os!
Giv os Naade til, naar vi efter at have
været tro indtil Enden mod vort jordiske
Fædreland en Gang skulle forlade dette,
at Dørene da maa aabne sig for os til
det himmelske Fædreland, der hvor der i
Sandhed er godt at være! Amen!
Tekst: Salme 127.
Dersom Herren ikke bygger Huset,
da arbejde de forgæves, som bygge der-
paa; dersom Herren ikke bevarer Staden,
da vaager Vægteren forgæves.
Den Tekst, som skal afgive Grundlag
for denne Dags Prædiken, er næppe
ukendt for ret mange af os, saa sandt
dens første Del jo lyder her i Guds Hus
Gang efter Gang ved en ganske særlig
Lejlighed i Menneskelivet, lyder i det be-
tydningsfulde øjeblik, da Mand og Kvinde
for Herrens Alter knytte den livsvarige,
ægteskabelige Forbindelse. Ja! hver Gang
et nyt Hjem saaledes grundes iblandt os,
da lyder hin Salmes Begyndelsesord, og ]
det med Rette, da Erfaringen tilstrække-
lig tydeligt godtgør, at det Hjem, som
søges opbygget alene ved menneskeligt
Arbejde og Dygtighed, før eller senere læg-
ges øde, mens Hjemmet, der søger sin Styrke
og henter sin Kraft ovenfra, vel kan trues
og angribes af Modgangens Storme, men
alligevel altid ender med at gaa frelst og
uskadt ud af disse. Eller saa vi det ikke,
hvorledes mangfoldige Hjem, der til at
begynde med syntes sikrede for lange
Tider ved Overflod af menneskelige
Hjælpekilder, dog endte med at lide Skib-
brud? Og kan ikke omvendt enhver af
os pege paa Hjem, hvor alt fra Begyn-
delsen ser smaat og lidet lovende ud, men
hvor Lykken og Glæden alligevel efter-
haanden blev en hyppigere og hyppigere
Gæst? Se, søger Du saa efter Aarsagen
hertil, vil Du i de ni af de ti Tilfælde
finde, at Forskellen stammer fra det For-
hold, hvori man i Hjemmene staar til Gud,
om man lader ham hjælpe med til at
bygge Huset eller ej.
For den, der har faaet Øjnene op for
den Harmoni, der raader i alt, hvad der
beror paa guddommelig Anordning og
Styrelse i Menneskelivet, kommer det sik-
kert ikke overraskende, at vi ogsaa kunne
give Salmistens Ord: »dersom Herren ikke
bygger Huset, da arbejde de forgæves,
som bygge derpaa; dersom Herren ikke
bevarer Staden, da'vaager Vægteren for-
gæves« en videre Anvendelse. Den samme
Gud, som har givet Love for det smaa,
har ogsaa givet dem for det store. Den
samme Gud, som vil være det enkelte
Hjems Beskytter, han vil ogsaa være de
mange Hjems, Folkets Beskytter og Herre.
Ikke først og fremmest for sin egen Skyld,
som magtsyge Mennesker kunne søge en
Ære i at bøje saa mange Mennesker som
mulig ind under deres Vilje; thi han, »som
giver alle Liv, Aande og alle Ting« (Ap.
Gern. 17, 25), trænger ikke til os Menne-
sker, men kan til enhver Tid som den
evige Livskilde være sig selv nok. Nej!
men for vor Skyld, vi som ret beset slet
ikke kunne undvære ham, vi som ikke
kunne være ham foruden hverken i det
enkelte eller i »de tusind« Hjem. »Guds-
frygt styrker Riget« — saaledes lyder et
gammelt, sandt Ord, et Ord, der er lige