Færøsk Kirketidende - 01.10.1902, Qupperneq 1
Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMIL ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg.
I. Oktober 1902.
Nr. io.
Prædiken 14. Søndag efter Trinitatis.
Der var et Menneske, som
havde ligget 38 Aar i Sygdom
....Jesus sagde til ham: »Staa
op!«, J o h. E v. 5.
Dagens Evangelium lader os skue ned
i et Dyb af Elendighed — 38 Aars Syge-
leje! Naar vi træffer Mennesker, der har
ligget 3 eller 4 Aar paa Sygelejet, synes
vi det er tungt, og var det os selv, der
var den syge, var der vel mer end én
iblandt os, som ikke kunde finde Ord nok
til at beklage sig og til at udtrykke, hvor
usigelig haardt vi havde det.
Tænk saa 38 lange Aar paa Sygelejet!
Ikke sandt! Et bundløst Dyb af Elendig-
hed! —
Men ved Siden heraf lader Evangeliet
os se en vældig Kraft, en Guddomskraft,
som formaar at feje al Elendigheden bort,
og det kun med et Ord: Staa op!
Jeg har kendt noget til et Menneske,
som efter 20 Aars Sygdom blev helbredet,
og hos hvem der da opstod Bitterhed over, i
at denne Helbredelse ikke havde fundet
Sted en Aarrække før; hos denne Mand
hører vi ikke om nogen Bitterhed, men
der kunde maaske dog være en og anden,
som spørger ved sig selv: Hvorfor kom
denne vældige Kraft ikke før denne stak-
kels syge til Hjælp, hvorfor var Helbredel-
sen af den syge ved Bethesda Dam ikke
Jesu første Undergerning og ikke Bryllup-
pet i Kana, som fandt Sted omtrent 11/2
Aar før denne Helbredelse?
Og jeg kunde tænke mig, at der ogsaa
nu om Stunder kunde komme Bitterhed
frem, ja den behøver vi slet ikke at tænke
os, for den finder vi nok, Bitterhed over,
at naar Gud er almægtig, eller, hvad der
bliver det samme, naar al Magten i Him-
len og paa Jorden er given Jesus Kristus,
hvorfor kommer han da ikke vore syge
til Hjælp, vore syge, som lider saa haardt,
vore syge, som er saa mange, saa mange?
Hvilket Dyb af Elendighed er der ikke
ogsaa nu om Dage paa Grund af Sygdom,
Verden over, ogsaa her hos os!
Hvorfor tøver Herren? Hvorfor holder
han sin Hjælp tilbage?
Ja hvorfor?
Fordi Sygdommen er i Herrens Haand
et Redskab, og det et Redskab, som
vi ikke kan undvære.
Sygdommen er først en Straf over
Synden, ofte en ligefrem Følge af Synden,
saadan som det skimter frem af Dagens
Evangelium: »Se, du er bleven karsk; synd
ikke mere, at ikke noget værre skal veder-
fares dig«! Rimeligvis har Manden ved sit
syndige Liv selv været Skyld i sin Syg*
dom. Hvor mange Mennesker har ikke
sig selv at takke for det usle, elendige og
ødelagte Legeme, de bærer paa, og —
lad mig føje til — deres usle, elendige
og ødelagte Sjæl! Hvor mange Mennesker
er ikke bleven ødelagt i Bund og Grund
af Drukkenskab og Utugt og lignende
Laster!
Men ogsaa Sygdommen som en Straf
har sin Betydning for os. l igesom i det
borgerlige Liv Frygten for Straf holder
mangen en tilbage fra at gøre det ulov-
lige, saaledes holder ogsaa Frygten for
Syndens Følger mangen en borte fra Syn-
den selv — og er der end ikke megen
Ære ved af den Grund at undlade en Synd,
saa har det dog sin store Betydning for
et Menneske ikke at blive draget ned i
Sølen, hvorledes det saa end sker.
Og Sygdom er i Herrens Haand et
mægtigtVaaben til at tugtede genstridige,
som sætter sig op imod Gud, og til at bøje
de haarde Halse. I Davids anden Salme
staar der fortalt om Jordens Konger og
Fyrsterne, som raadslaar tilsammen mod
Herren og hans Salvede og siger: »Lader
os sønderrive deres Baand og kaste deres
Reb af os« og der føjes til: »Han, som
bor i Himlen, ler» og »du skal sønderslaa
dem med Jærnspir, ligesom Pottemager-
kar skal du sønderbryde dem«; her er
skildret Menneskets, selv de mægtigstes,
Magtesløshed og Ubetydelighed overfor
ham, »der bor i Himlen«. Herren har
Vaaben nok til at knuse sine Fjender, og
to af de Vaaben, der fra gammel Tid er
nævnt sammen som de frygteligste, er Krig
og Pest. Naar Herren truende løfter dette
Tugtens Ris mod et Folk, skælver og bæ-
ver det; og bliver Truslen til Alvor, hvis