Færøsk Kirketidende - 01.11.1902, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMIL ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg.
I. November 1902.
Nr. ii.
Tro paa Kristus som den levende Guds Søn.
Prædiken af Provst Til. Sørensen, Skanderorg.
Tekst: Luc. Ev. 18, 31—35: Men
Jesus tog de Tolv tilside og sagde til dem:
»Se, vi gaa op til Jerusalem, og alle de
Ting, som ere skrevne ved Profeterne,
skulle fuldbyrdes paa Menneskens Søn.
Tin han skal overantvordes til Hednin-
gerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,
og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham,
og tredie Dag skal han opstaa. Men de
fattede intet deraf, og denne Tale var
skjult før dem. Og de forstode ikke det,
som blfcv sagt.
I mindes Fortællingen om Jesu Daab
og altsaa ogsaa Faderens Ord: denne er
min Søn den Elskelige, i hvem
jeg har Behagelighed, eller som
én af Evangelisterne bar optegnet dem:
Du er min Søn den Elskelige, i
dig har jeg Velbehag! Disse Ord
lød altsaa til vor Herre Jesus Kristus i
det afgørende Øjeblik, da han indviedes
til sin egen Gerning, og tynge allerede af
den Grund med al deres Vægt.
Det kunde da synes næsten overflø-
digt at spørge: har vor Flerre Jesus Kri-
stus selv villet, at hans Troende skulde
tage sig deres Indhold til Hjerte? Har han
selv lagt nogen Vægt paa, hvad man, hvad
Faderen saaledes sagde til ham? Eller
mon han mente, at de kun betød: du er
et Guds Barn, saaledes som maaske alle
Mennesker ere Guds Børn? Og dog er
det nødvendigt at spørge saaledes. Netop
i vore Dage, netop nu hedder det atter
og atter: det er ligegyldigt, hvad vi mene
om Jesus fra Nazareth; derpaa kommer
det ikke i mindste Maade an; han er kun
et Guds Barn, saaledes som vi alle ere det.
Det maatte paa Forhaand synes, at
denne Paastand er usand, og vi se da og-
saa, at netop det modsatte er Tilfældet:
Evangelisten Matthæus fortæller (16, 13 ff.),
at Jesus spurgte sine Disciple: »Hvem si-
ger man, at Menneskens Søn er?« Men de
sagde: »Nogle sige: Johannes den Døber;
andre Elias; andre Jeremias eller en af
Profeterne«. — Altsaa: de forskellige Me-
ninger om ham løb den Gang ud paa, at
han var ikke et almindeligt Menneske,
ikke et Guds Barn som en af de mange,
men en Profet, en gudbeaandet Mand. —
Og saa hedder det videre: Han siger til
dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«
Da svarede Simon Petrus og sagde: »D u
er Kristus, den levende Guds
Søn«. Og Jesus svarede og sagde til
ham: »Salig er du, Simon Jonas’
Søn, thi Kød og Blod har ikke
aabenbaret dig det, men min
Fader, som er i Himlene. Saa
siger jeg dig, at du er Klippe-
manden (Petrus), og paa denne
Klippe (Petra) vil jeg bygge min
Menighed, og DødsrigetsPorte
skulle ikke faaOverhaandover
den; og jeg vil give dig Himme-
riges Riges Nøgler« . . . .
Saaledes taler vor Herre Jesus Kristus
selv om denne Sag. Han bruger her de
stærkeste Ord. Det er ikke muligt at
finde Udtryk, som med større Vægt kunne
sige, at Forvisningen om, hvem Jesus er:
Forvisningen om, at han er Kristus,
den levénde Guds Søn, det er den
Forvisning, som, naar den virkelig er
Hjertets Eje, af Kristus selv faar til Svar:
Salig er du — det harmin Fader,
som er i Himlene aabenbaret
d i g. Paa den har Herren b y g g g e t
sin Menighed.
Hvad ligger deri? Deri ligger, at han
selv vil være noget meget mere end et
almindeligt »Guds Barn« som en af os, ja
noget uendeligt mere end den vise Lærer,
som staar og peger paa den rette Vej og
saa i øvrigt overlader til dem, som han
peger for, om de kunne magte at komme
Vejen frem; han vil som Faderens enbaarne
Søn være den, i hvis Ord og L i v og
G e rning der er Frelse og Salighed:
Salig er du, Simon Jonas’ Søn — ikke
Kød og Blod, det er: ikke din egen For-
stand — men min Fa de r, som er i
Himlene, har aabenbaret dig, at jeg er
Kristus, den levende Guds Søn! Deri lig-
ger, at han er den, i hvem Faderen har
aabenbaret sig for os, den, som har talt
Fredsordet fra Gud til os, og til hvem vi
derfor kunne holde os i Liv og Død, visse