Færøsk Kirketidende - 01.12.1902, Síða 1

Færøsk Kirketidende.
Udgiver: EMIL ROHDE, Sandegærde.
11. Aarg.
I. December 1902.
Nr. 12.
Prædiken
paa
24de Søndag efter Trefoldighed 1900
af
Provst Tli. Sørensen.
Tekst: Joh. Ev. 5, 17—2q :
„Min Fader arbejder indtil nu;
ogsaa jeg arbejder11.
Det er i Dag Kirkeaarets sidste Søn-
dag. Der er — maaske mest for os Ældre
— noget vemodigt ved de svindende Aar.
Vi synes, at de gaa saa hurtigt: For kort
Tid siden, forekommer det os, begyndte
det nye Kirkeaar; dets Overskrift var: et
Naadeaar fra Herren! Det var vor Herre
Jesus Kristus, som stod i Synagogen i Na-
zareth paa en Sabbat og læste op Profe-
tens Ord: »Han har sendt mig for at
prædike Evangeliet for dé Fattige, for at
forkynde de Fangne, at de skulle lades
løs, de Blinde, at de skulle faa deres Syn,
at sætte de Plagede i Frihed, at forkynde
et Naadeaar fra Herren«; — og allerede
nu er det til Ende, dette Naadeaar fra
Herren!
Men hvert svindende Aar fører med
sig Undergang og Død, saaledes som det
er Tilværelsens Lov, at alt, hvad der op-
staar i Tiden, gaar til Grunde i den efter
en Naturnødvendighed, som ikke lader sig
bøje eller afvende. Jo mere vi faa Indsigt
i Naturens Sammenhæng, des mere se vi,
at alt er kædet sammen i et Kredsløb,
hvor Kraften og Stoffet virker efter ufor-
anderlige Love; og dette Kredsløb om-
slutter os Alle for til sidst at sluge ogsaa
os i sit uudgrundelige Dyb.
Og saa lyder til os midt i alt dette
vor Herres Jesu Kristi Ord i Evangeliet i
Dag: Min Fader arbejder ind-
til nu.
Skulde der da være" noget bagved —
noget, som ikke saaledes lader sig umid-
delbart sanse eller iagttage? Ja, bag ved
det alt sammen, til Stede i det alt sam-
men, er den levende Guds Kraft, Faderens
Arbejde. I ad det ikke ængste eller for-
virre os, at dette Faderens Arbejde, denne
Guds Kraft, ikke lader sig haandgribeligt
fornemme eller paavise. Intet nok saa
sindrigt Instrument er i Stand dertil. Det
var paa sin Vis sandt, hvad den store
Stjernekyndige, 1 aplace, sagde til Napo-
leon, da han havde vist Kejseren sin væl-
dige Kikkert og Napoleon saa tilsidst ud-
brød: Men Gud! Hvad siger De om Gud?
»Jeg har gennemrodet hele Himlen fra
| den ene Ende til den anden; men intet
Sted har jeg fundet Spor af Gud.« Nej,
Gud lader sig ikke finde ad den Vej. Selv
om vi fik de størst ' mulige Kikkerter,
hvorved vi kunde naa ind i Himmelrum-
mets Dybder, som vi nu ingen Anelse
have om. — selv om man opfandt For-
størrelsesglas, hvorved vi kunde iagttage
de aller fineste og mindste Smaadele, som
nu ere ganske skjulte for os :— hverken i
det uendelig store eller det uendelig smaa
ville vi kunne finde mindste Spor af Gud,
hvis vi ikke i Forvejen have set Vid-
nesbyrd om ham; thi hans Kraft er usyn-
lig ; den er Tilværelse nsinderside
og træder ikke haandgribeligt frem i Tin-
genes ydre; og dog bærer den alt og vir-
ker gennem alt, og det er Faderens
Arbejde at føre alttil Ende,
saaledes som han vil. Det er hans
Fader- Hjerte, som ogsaa gennem
Naturens Kræfter og Love slaar varmt for
al hans Skabning; og det er hans Fader-
Hjerte, som holder alt i sin Haand og
fører alt til det gode for dem,
der elske Gud.
Men heller ikke her skal det ængste
eller forvirre os, at denne Fader-Kærlig-
hed ikke lader sig haandgribeligt paavise,
— eller at Naturen her taler et dobbelt
og tvetydigt Sprog.
Naar vi en stille Sommermorgen se,
hvorledes Solen kaster sine gyldne Straa-
ler ud over Mark og Sø, saa at Blomsterne
folde sig ud under deres Varme og alt
aander Glæden ud under Fuglenes muntre
Kvidren, ja da taler Sommersolen med
dens Lys og Glød til os om Guds Godhed;
— men staa saa en Vinternat i Snestorm
paa et Skib, der hvert Øjeblik trues af de
fraadende Bølger med Undergang, og du
nNKM*TS bo*.
<aP