Færøsk Kirketidende - 01.12.1902, Blaðsíða 2

vil sande, at det er svært gennem Stor-
mens Tuden at høre Naturens Tale om
Guds Kærlighed.
Thi det er nu en Gang ikke ad den
Vej. at Gud umiddelbart og ligefrem taler
til os om sin Fader-Kærlighed og lader os
se sit Fader-Hjerte — endog han holder i
sin Haand den største Klode og det mindste
Sandskorn — endog hans Visdomsraad gør
»Stormene til hans Engle og Ildsluer til
hans Tjenere« — lige saa vel som »end
ikke den mindste Spurv falder til Jorden,
uden det er Faderens Villie«.
Nej, i JesusKristus, Guds en-
baarne Søn, vor Herre, har han
aabenbaret sin Fader-Kærlig-
hed og vist os sitFader-Hjerte;
igennem ham aabenbarer han os, at alle
Ting maa tjene dem til Gode, som elske
Gud, og at han til sidst skal aftørre hver
Taare af Øjnene paa dem, som høre ham til.
Som det da er Faderens Arbejde, at
føre alt til det Gode udenom os, saa-
, ledes er det Guds enbaarne Søns, vor Her-
res Jesu Kristi Arbejde at føre alt til det
Gode inden i os; thi — som han si-
ger: »Min Fader arbejder indtil nu, ogsaa
jeg arbejder«. Hans Arbejde i os er
at vække Liv af J)ød, for at ikke Dødens
og Undergangens, men 1 ivets og Frelsens
Magter skulle vinde Sejr hos os. Men det
skal vi vide, at skal dette ske, saa er der
noget i os, som maa dø. Syhden, det
Onde, det, som Jesus Kristus ikke kan
kendes ved, — det, som vi ikke, frelste
af ham, kunne beholde, det maa dø i os.
Og det stille Spørgsmaal rejser sig
saa paa ny i Dag: Hvorledes staar det til
med os? Har vi haft Sind til at aabne vor
Sjæl for vor Herres Jesu Kristi Arbejde i
os, at det, der fortjente Døden, fordi det
bragte Fordærvelsen, ogsaa virkelig blev
dødet, at det, der fortjente l ivet, fordi det
-bragte Frelsen og Freden, ogsaa fik Lov
til at leve? Gik det maaske ikke mange
Gange — ogsaa i det nu svindende Kirke-
aar — saaledes, at det gjorde os saa ondt
at give ham for Alvor l ov til dette Ar-
bejde, og at det er derfor, at det gaar saa
smaat og har sig saa daarligt med os?
Ja, ogsaa i dette Stykke har vi vel intet
andet at sige end: hav Barmhjertighed
med os og forskyd os ikke, men hjælp os
— om det saa skal være — under Frygt
og Bæven — at Arbejdet maa blive gjort;
thi uden det kan vi ikke leve! Giv os Sind
til, at vi i Omvendelse og Tro maa vandre
hjem til Fader-Hjertet og Fader-Kærlig-
heden, som aldrig lukker sig for en tabt
Søn, der kommer saaledes!
Og naar vi saa skulle samle sammen,
hvad det nu svindende Aar — Naadeaaret
fra Herren — har bragt os af Glæde og
Lykke, af Sorger og Skuffelser, mon det
da skulde være ganske skjult for os, at
Fader-Kærligheden tænkte alt til det Gode
for os, at den aabenbarer sig for os eller
dog ligger gemt til os lige saa vel i Vin-
ternattens barske Storm som i Sommer-
dagens milde l uftning? Saa at maaske
begge Dele tjente os til det Gode.
Men alt dfette var da ikke af os selv,
men af Gud!
Ja, Faderen og Sønnen ar-
bejde indtil nu; det er Evangeliets
Ord til os paa Kirkeaarets sidste Hellig-
dag, og det giver os Frimodighed til uag-
tet al Synd og Nød — hvor ringe det end
staar til, og hvor smaat det end gaar her
— at leve 1 ivet. visse paa, at dette Arbejde
bliver ført til Ende, saaledes som han var
vis derpaa, den gamle Apostel, der skrev:
Jeg er fuldelig forvisset om, at
han. som begyndte den gode
Gerning i Eder, ogsaa vil fuld-
ende den indtil vor Herres Jesu
Kristi Dag.
Nej, Fortrøstningen til, at den gode
Gerning skal blive fuldendt, ligger ikke i
os og vor Kraft, men ene hos Ham,
der begyndte den i Daaben og nu giver
os sin Bøn. for at vi hver Morgen skulle
begynde vor Dag og hver Aften slutte
vort Arbejde med at nedbede Velsignelsen
over os fra vor Fader, — og som rækker
os sin hellige Nadvere, for at vi kunne
blive styrkede til at stride den gode Strid
og vederkyægede til at gøre nye Skridt
paa Livets Vej, — som giver os sit Ord,
for at det kan vejlede os under Verdens-
livets brogede Forvirring til at finde os
selv i vor Sjæls Dyb og at finde Flam i
Hans Naades Dyb, som er Livets Kilde,
at vi ikke skulle gaa til Grunde i Tilintet-
gørelsens Svælg, men vinde det evige Liv
hos Ham, hvor til sidst alt er ført til Ende,
dem til det Gode, som elske Gud, — hvor
Taaren er aftørret af Øjnene, fordi Døden
er ikke mere, — hvor Værket er fuldendt,
Gud til Ære og os til Frelse.
Og førte det svindende Aar os blot
et eneste Skridt fremad, da var det for
os, hvad Gud i sin Kærlighed tænkte det,
hvor vemodigt det end kan være at tage
Afsked med det — et N aadeaar fra
Herren! Amen !
Som Dug paa slagne Enge,
Saa falder I ivets Ord
Paa Kristnes Sottesenge,
I Sky da Haabet gror.
Og Trøsten over Døden
Deraf er Førstegrøden,
Forsvundet er derved
Al Dødens Bitterhed.