Færøsk Kirketidende - 01.01.1903, Blaðsíða 3

Færøsk Kirketidende - 01.01.1903, Blaðsíða 3
modsætning; som Mand og Kvinde skabte Gud Mennesket; Ægteskabet beror altsaa paa Guds Ordning, er indstiftet af ham, og er efter sit Væsen livsvarigt: Hvad Gud har sammenføjet, maa derfor et Men- neske ikke adskille (Mt. i g, 6). Kun Dø- den opløser Ægteskabet (Rom. 7, 2, 1. Kor. 7, 3q). Dettes Formaal ligger udtrykt i Or- dene : »V order frugtbare og mangfoldige (1. Mosebog 1, 28). Men Ægteskabet — i hvert Fald det kristne Ægteskab — har ved Siden af Slægtens Bevarelse det Formaal, at Mand og Hustru gensidig skal udvikle og op- drage hinanden fra det lavere til det højere, som det fremnaar af Ff. 5. 25—26 og 1. Peter 3. 1. (»I Mænd, elsker Eders Hustruer, ligesom og Kristus elskede Me- nigheden . . . for at han kunde hel- lige den« og »I Hustruer, værer Eders Ægtemænd underdanige, for at ogsaa, dersom nogle ere genstridige mod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hu- struernes Vandel«), Som Følge heraf beror Ægteskabets Stiftelse udelukkende paa, at Mand og Kvinde hengiver sig til hinanden som Mand og Kvinde. Og om f. Eks. to skib- brudne paa en øde 0 begynder et ægte- skabeligt Samliv uden nogensomhelst Cere- monier. er det ogsaa fra et kristeligt Syns- punkt et retteligt indgaaet Ægteskab. Men at man, om man er et gudhengivent Menneske, ikke uden Bøn til Herren knytter en saadan livsvarig Forbindelse, er selvfølgeligt, og herom har vi Vidnes- byrd fra den forkristelige Tid (se f. Eks. Tobias’ Bog 8, 4—10, hvor ..vi rimeligvis har den hos Jøderne almindelig brugte Bøn). Men hvor Mennesker ikke lever paa en øde 0 eller i et uordnet Samfund, maa Samfundet kræve en Offentliggørelse af et saadant Ægteskabs Stiftelse, dels for at Ejendoms- og Arveforhold rettelig kan ordnes, dels for at Tredjemand ikke af Uvidenhed skal søge at skille det som rettelig hører sammen. Derfor var det Skik i den oldkristelige Kirke, at Faderen eller Formynderen højtidelig overgav Bru- den til Brudgommen, den saakaldte Tro- lovelse. Endvidere var det Skik, at ny- gifte Kristne — i Ønsket om Herrens Velsignelse til det allerede sluttede Ægte- skab — efter deres Bryllup holdt en høj- tidelig Kirkegang, ved hvilken de blev nævnede i Ofringsbønnen, og derpaa mod- tog Velsignelsen og nød Nadveren. Og dette Ønske om Herrens Velsignelse er saa selvfølgeligt, hvor man ser Ægteska- bets dobbelte Formaal, altsaa ikke blot Slægtens Bevarelse, men ogsaa Personlig- hedens aandelige Udvikling. Kirken ønskede, som rimeligt er, at faa denne Velsignelse henlagt til selve Trolovelsesdagen, saa at det ægteskabe- lige Samliv ikke begyndte før Vielsen, og dette blev ogsaa Tilfældet, saaledes som vi læser det i et gammelt fransk Ritual: »Ved Kirkens Dør spørger Præsten, om Brudefolkene vil indgaa et lovligt Ægteskab, og forvisser sig om. at de ikke er for nære Slægtninge. Dernæst lærer han dem, hvorledes de skal leve efter Herrens Lov; og først herefter finder Trolovelsen Sted ved den nær- meste Slægtning. Naar Præsten derpaa har lyst Velsignelsen over de trolovede, gaar de ind i Kirken, og dér læses da Brudemesse, hvorpaa Velsignelsen slutter Handlingen.« Endelig for 700 Aar siden begynder de to Handlinger, Trolovelsen og den kirkelige Velsignelse, at smelte sammen til én. og Kirken naaede saaledes at hel- lige Ægteskabet ved dets Begyndelse; men hvor betydningsfuld end den kirke- lige Vielse er, maa vi dog fra et evange- lisk Synspunkt hævde, at det ikke er den, der stifter Ægteskabet. I protestantiske l ande har denne Opfattelse i Modsætning til Katholicismen været hævdet lige saa længe der har været Protestantisme til, altsaa lige fra Reformationen, og ud fra denne Opfattelse har dot borgerlige Ægte- skab igennem lange Tider staaet som rets- gyldigt ved Siden af den kirkelige Vielse. Saaledes indførtes her i Danmark det borgerlige Ægteskab 1851, men kun for dem, der stod udenfor den danske Folke- kirke; hvor begge Parter tilhører den lutherske Kirke, finder intet borgerligt Ægteskab Sted, men kun kirkelig Vielse. I Preussen gjordes det imidlertid til 1 ov 1874, at alle Brudepar først maa indfinde sig hos den borgerlige Øvrighed, som ind- fører deres Navne i en Protokol uden der- til at føje nogensomhelst F’ormaning eller Tiltale; derefter kan de, som ønsker det, modtage den kirkelige Vielse i defes eget Trossamfund. Det er denne Lov, man vil ind fere paa dansk Grund. Og hvorfor? Fordi den kirkelige Vielse for mange Brudepar desværre er et utaaleligt Aag‘, og fordi Kirken i samme Grad føler det som et Aag og en Nedværdigelse at skulle meddele Velsignelse til Brudepar, der slet ikke skøtter om Velsignelsen, men blot er mødt i Kirken for at faa den nødvendige Stadfæstelse til Ægteskabets Gyldighed. Og at dette er Tilfældet for mange Brude- pars Vedkommende, ved vi saa godt; alle de mange, som ikke bryder sig om Her- rens Velsignelse i det daglige, og som Følge deraf heller aldrig besøger Kirken, kunde godt være den foruden ved deres Bryllup; 'men ligefrem at melde sig ud af

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.