Færøsk Kirketidende - 01.01.1903, Blaðsíða 3
modsætning; som Mand og Kvinde skabte
Gud Mennesket; Ægteskabet beror altsaa
paa Guds Ordning, er indstiftet af ham,
og er efter sit Væsen livsvarigt: Hvad
Gud har sammenføjet, maa derfor et Men-
neske ikke adskille (Mt. i g, 6). Kun Dø-
den opløser Ægteskabet (Rom. 7, 2,
1. Kor. 7, 3q).
Dettes Formaal ligger udtrykt i Or-
dene : »V order frugtbare og
mangfoldige (1. Mosebog 1, 28).
Men Ægteskabet — i hvert Fald det
kristne Ægteskab — har ved Siden af
Slægtens Bevarelse det Formaal, at Mand
og Hustru gensidig skal udvikle og op-
drage hinanden fra det lavere til det
højere, som det fremnaar af Ff. 5. 25—26
og 1. Peter 3. 1. (»I Mænd, elsker Eders
Hustruer, ligesom og Kristus elskede Me-
nigheden . . . for at han kunde hel-
lige den« og »I Hustruer, værer Eders
Ægtemænd underdanige, for at ogsaa,
dersom nogle ere genstridige mod Ordet,
de kunne vindes uden Ord ved Hu-
struernes Vandel«),
Som Følge heraf beror Ægteskabets
Stiftelse udelukkende paa, at Mand og
Kvinde hengiver sig til hinanden som
Mand og Kvinde. Og om f. Eks. to skib-
brudne paa en øde 0 begynder et ægte-
skabeligt Samliv uden nogensomhelst Cere-
monier. er det ogsaa fra et kristeligt Syns-
punkt et retteligt indgaaet Ægteskab.
Men at man, om man er et gudhengivent
Menneske, ikke uden Bøn til Herren
knytter en saadan livsvarig Forbindelse,
er selvfølgeligt, og herom har vi Vidnes-
byrd fra den forkristelige Tid (se f. Eks.
Tobias’ Bog 8, 4—10, hvor ..vi rimeligvis
har den hos Jøderne almindelig brugte Bøn).
Men hvor Mennesker ikke lever paa
en øde 0 eller i et uordnet Samfund, maa
Samfundet kræve en Offentliggørelse af et
saadant Ægteskabs Stiftelse, dels for at
Ejendoms- og Arveforhold rettelig kan
ordnes, dels for at Tredjemand ikke af
Uvidenhed skal søge at skille det som
rettelig hører sammen. Derfor var det
Skik i den oldkristelige Kirke, at Faderen
eller Formynderen højtidelig overgav Bru-
den til Brudgommen, den saakaldte Tro-
lovelse. Endvidere var det Skik, at ny-
gifte Kristne — i Ønsket om Herrens
Velsignelse til det allerede sluttede Ægte-
skab — efter deres Bryllup holdt en høj-
tidelig Kirkegang, ved hvilken de blev
nævnede i Ofringsbønnen, og derpaa mod-
tog Velsignelsen og nød Nadveren. Og
dette Ønske om Herrens Velsignelse er
saa selvfølgeligt, hvor man ser Ægteska-
bets dobbelte Formaal, altsaa ikke blot
Slægtens Bevarelse, men ogsaa Personlig-
hedens aandelige Udvikling.
Kirken ønskede, som rimeligt er, at
faa denne Velsignelse henlagt til selve
Trolovelsesdagen, saa at det ægteskabe-
lige Samliv ikke begyndte før Vielsen, og
dette blev ogsaa Tilfældet, saaledes som
vi læser det i et gammelt fransk Ritual:
»Ved Kirkens Dør spørger Præsten,
om Brudefolkene vil indgaa et lovligt
Ægteskab, og forvisser sig om. at de
ikke er for nære Slægtninge. Dernæst
lærer han dem, hvorledes de skal leve
efter Herrens Lov; og først herefter
finder Trolovelsen Sted ved den nær-
meste Slægtning. Naar Præsten derpaa
har lyst Velsignelsen over de trolovede,
gaar de ind i Kirken, og dér læses da
Brudemesse, hvorpaa Velsignelsen slutter
Handlingen.«
Endelig for 700 Aar siden begynder
de to Handlinger, Trolovelsen og den
kirkelige Velsignelse, at smelte sammen
til én. og Kirken naaede saaledes at hel-
lige Ægteskabet ved dets Begyndelse;
men hvor betydningsfuld end den kirke-
lige Vielse er, maa vi dog fra et evange-
lisk Synspunkt hævde, at det ikke er den,
der stifter Ægteskabet. I protestantiske
l ande har denne Opfattelse i Modsætning
til Katholicismen været hævdet lige saa
længe der har været Protestantisme til,
altsaa lige fra Reformationen, og ud fra
denne Opfattelse har dot borgerlige Ægte-
skab igennem lange Tider staaet som rets-
gyldigt ved Siden af den kirkelige Vielse.
Saaledes indførtes her i Danmark det
borgerlige Ægteskab 1851, men kun for
dem, der stod udenfor den danske Folke-
kirke; hvor begge Parter tilhører den
lutherske Kirke, finder intet borgerligt
Ægteskab Sted, men kun kirkelig Vielse.
I Preussen gjordes det imidlertid til 1 ov
1874, at alle Brudepar først maa indfinde
sig hos den borgerlige Øvrighed, som ind-
fører deres Navne i en Protokol uden der-
til at føje nogensomhelst F’ormaning eller
Tiltale; derefter kan de, som ønsker det,
modtage den kirkelige Vielse i defes eget
Trossamfund.
Det er denne Lov, man vil ind fere paa
dansk Grund. Og hvorfor?
Fordi den kirkelige Vielse for mange
Brudepar desværre er et utaaleligt Aag‘, og
fordi Kirken i samme Grad føler det som
et Aag og en Nedværdigelse at skulle
meddele Velsignelse til Brudepar, der slet
ikke skøtter om Velsignelsen, men blot er
mødt i Kirken for at faa den nødvendige
Stadfæstelse til Ægteskabets Gyldighed.
Og at dette er Tilfældet for mange Brude-
pars Vedkommende, ved vi saa godt; alle
de mange, som ikke bryder sig om Her-
rens Velsignelse i det daglige, og som
Følge deraf heller aldrig besøger Kirken,
kunde godt være den foruden ved deres
Bryllup; 'men ligefrem at melde sig ud af