Færøsk Kirketidende - 01.03.1903, Síða 1

Redigeret af:
Kirketidende.
EMIL ROHDE, Sandegærde.
12. Aarg.
I. Marts 1903.
Nr. 3.
Prædiken 4. Søndag efter Hell, 3 Kong,
Matth. 8, 23—27.
Og Jesus gik ombord i Skibet, og
hans Disciple fulgte ham. Og se, der blev
en stærk Storm paa Søen, saa at Skibet
skjultes af Bølgerne; men han sov. Og
de gik hen til ham, vakte ham og sagde:
„Herre, frels os! vi forgaar“. Og han
siger til dem: „Hvi er I bange, 1 lidet
troende11? Da stod han op og truede
Vejrene og Søen, og det blev ganske
blikstille. Men Menneskene forundrede
sig og sagde: „Hvo er dog denne, at
baade Vejrene og Søen -er ham lydige11?
Naar man vilde tage vor Bibel i
Haanden og spørge: Hvad er Indholdet
af denne tykke Bog, naar det skulde
siges med ganske faa Ord, da vilde jeg
ikke betænke mig paa at svare med Or-
det af Herrens egen Mund: „Saa elskede
Gud Verden, at han gav sin Søn, den en-
baarne, for at hver den, som tror paa ham,
ikke skal fortabes, men have et evigt Liv“
(Joh. 3, 16). Dersom det kunde tænkes,
at vi mistede vor Bibel, eller snarere, at
vi mistede Evnen til at læse og til at høre
Guds Ord, men havde dette Ord ind-
skreven i vort Hjærte: Saa elskede Gud
Verden, at han gav sin Søn, den enbaarne,
for at hver den, som tror paa ham, ikke
skal fortabes, men have et evigt Liv1' —
saa var vi hjulpne.
Og dog — Gud være lovet, fordi vi
har ikke blot dette ene Ord, men har hele
vor Bibelbog, som fortæller om Guds Fø-
relser med sit Folk, om hans Førelser
med enkelte Mennesker, og da først og
fremmest fortæller om ham, Guds en-
baarne Søn, ved Troen paa hvem vi ikke
skal fortabes, men have et evigt Liv. Vi
er Gud taknemmelige for hvert Ord i vor
Bibel, der taler Oplysning og Trøst til
forpinte Hjærter. Derfor vil vi ikke und-
være dette dejlige Evangelium om Jesus,
som stiller Stormen paa Søen.
Er der noget Sted, hvor dette Evan-
gelium maa holdes i Ære og elskes, saa
maa det være her paa disse havomflydte
Øer, hos denne Befolkning, der lever af
Havet og bestandig færdes-paa Havet!
Naar Stormen farer hen over Landet
og gør Ulykker baade her og der, gaar
vor Tanke ud paa Havet til Sømanden,
som kæmper derude for l ivet. Der er
sikkert mangen en Sømand, som gaar Fa-
ren og Døden i Møde med Koldblodighed
og Ro. og der er vel ogsaa dem, der
kan gribes af Dødsangsten, og mister
al den koldblodige( Ro, de just nu havde
Behov — men vel den Sømand, som i en
saadan Farens Stund kan finde Trøst og
Fred i Hjærtet ved Tanken paa ham, der
kan stille Storm og Sø, med Troen i
Brystet kan se rolig paa de fraadende
Bølger og sige med den gamle Salmist:
»Fremfor Røsten af de mange, de mæg-
tige Vande, fremfor Havets Brænding er
Herren mægtig i det høje«! (Salm. 93, 4).
Jeg er vis paa, at der her i Dag sidder
mer end en Sømand, som mangen Gang i Fa-
rens Stund nar stammet paa Bønnen: »Frels
os, Herre! viforgaar«. og som har følt det
som mer end et Tilfælde, som noget af
en Bønhørelse, da Stormen stillede af, og
Skibet var frelst. En saadan Mand vilde
ikke undvære dette lille Evangelium, men
takker Gud for det, takker Gud, fordi han
tør lægge ud fra 1 and. ud paa det fare-
fulde og omskiftelige Hav i Troen paa
ham, der holder Storm og Sø i sin højre
^Haand.
Og vel den Sømand, der med Døden
for Øje kan gaa i Døcjen med den Tro i
Hjærtet, at Jesus, som stillede Stormen
paa Genesareth Sø, kan stille større og
mere oprørte Vande end de. kan magte
Dødens brusende Vande og føre os frelste
gennem dem frem til Livet!
Ja, lad os bede for Sømanden, bede
for ham, at han af sin Bibelbog maa lære
at elske ham, der stillede Stormen for
Galilæas Fiskere, bede om, at Sømanden
maa tage ham ombord, naar han gaar
ud paa Havet, maa søge Hjælp hos ham
i Farens Stund og finde den!.
Ja, naar Orkanen pisker Havet, har
Sømanden derude det haardt; men der er
dog dem, der har det haardere; det er
hans Hustru, og hans Moder, dem der-