Færøsk Kirketidende - 01.03.1903, Blaðsíða 2

hjemme, for hvem Stormens Hylen er som
en Dødssang over de kære derude. Der
er mer end en herinde, som har haft sin
Mand eller sine Sønner ude paa Havet en
Stormnat; de kunde tale med — langt
bedre end jeg kan gøre det — om den
Velsignelse, som dette Dagens Evangelium
har btagt dem; de kan tale med om den
Trøst og Glæde i en saadan Stund, det
Ord har lagt i deres bange Hjærter: »Hvi
er I bange, I lidet troende«!
Og naar jeg saa endelig vilde lade
Blikket glide ned langs alle Kirkens
Bænke, da vilde jeg sikkert ogsaa i Dag
træffe Enken, som mistede Manden derude
i Stormnatten, eller Moderen, hvis raske
Dreng aldrig kom hjem igen, eller Børn,
hvis Fader fandt den vaade Grav derude —
og dog, til alle disse, hvem Dødsbudskabet
bragte Sorg og Fortvivlelse, lyder Jesu
Ord i Dagens Evangelium ikke desto
mindre saa usigelig trøstefuldt: Hvi er I
bange, I lidet troende? Hvi er I bange
for Storm og Død, den Død, som har
ranet eders kære? og han, der siger saa-
dan, er jo ham, der tog Dødens Gru og
Dødens Brod bort, da han opstod fra de
døde. Hvi er I bange? Se frem, og ej tilbage!
Fremad til Maalot, det evige l iv, som vi
forventer, vi saa mange som tror paa Guds
enbaårne Søn, Jesus Kristus, vor Herre!
Ja, vi bliver mange, som takker Gud
for, at vor Bibel fik 1 ov til at faa dette
dejlige Evangelium med!
Og vender vi o,s saa fra det om-
skiftelige Hav til det. der er næsten
lige saa omskifteligt, Livets Lykke, —•
ogsaa 1 ykkens Tærning ruller op og
ned — da er det godt af Evangeliet
at lære, naar de stormfulde Tider op-
rinder, at midt i Ustadigheden og Orp-
skifteligheden staar han, der er den samme
igaar, i Dag og til evig Tid, Jesus Kri-
stus. Han er det faste Punkt midt i den
ustadige Verden. Og om du er langt nede
i 1 ykkens Bølgedal, og kommer du endnu
længere ned, da lyder det fra ham: Hvi
er du bange, du lidet troende? Timen
kommer, som deri kom for hans Disciple,
da han byder Storm og Sø, og det bliver
blikstille, da han. som raader over al Om-
skifteligheden, skifter ned til op, Sorg til
Glæde, Død til l iv!
Timen kommer, om du har faaet ham,
Jesus Kristus, ind i dit Hjærte. Barne-
troen, vi havde som smaa, vil møde mangt
et Stormvejr, som vil søge at feje den bort.
Vantroens og Fristelsens Storme vil søge
at feje Troen bort, for at faa Magt over
Mennesket. Fristelsen til at leve sig selv,
leve efter sine Lyster og sit Behag kan
ikke faa Magt over os, før Troen er ryd-
det af Vejen. Naar disse Storme bryder
løs over os, gælder det, om vi af et fuldt
Hjærte kan raabe: »Frels, Herre! Frels
vor svage Tro, den forgaar« ! Da skal
Herren ogsaa stille de Storme, og Troen
skal blive bevaret.
1 ad os trygt søge til ham i alle de
stormfulde Tider, ogsaa de, der kan komme
over vort lille Fædreland. Stormen har
blæst hen over vort 1 and, som endnu
bløder af de Ulivssaar, det dengang fik;
den kan komme igen, stærkere og frygte-
ligere; for menneskeligt Øje kan vort Land
ikke taale saadanne Tider igen. men skulde
de oprinde, da vil vi raabe: Frels Herre,
vi forgaar! Mon den Bøn da vil blive
hørt? Mon vi da er værd at frelse?
Og Stormen kan bryde ind over Kirken,
og dens Taarne kan falde, og Vantroen
kan sætte sig i Fløjsædet; men det ved vi,
at hvad der saa end falder, saa falder Me-
nigheden ikke. Bekymrer Eder ikke der-
for! Hvi er i bange. I lidet troende? Har
Herren ikke selv lovet at være med sin
Menighed alle Dage indtil Verdens Ende,
og sagt, at Helvedes Porte skal ikke faa
Overhaand over den?
Og Stormene kan møde os paa mange
Maader.
Hvorfor kommer de egentlig? Ja hvor-
for kommer der Modgangs- og Stridstider
over os?
Vel sagtens, fordi vi kan ikke und-
være dem; hvordan vilde det mon se ud
i Verden og i Menigheden, om vi kun
kendte Medgangstider? Jeg tænker, vi vilde
— de fleste af os — falde i en blid Slum-
mer, aandelig talt. Vi trænger netop til
at ruskes op af Søvne og til at holdes
vaagne, og det er just noget, som Uvejrs-
tiderne formaar, at ruske os op, saa vi be-
sinder os paa, hvorfor vi lever l ivet.
Og selv om der var nogle faa Stykker, som
alligevel kunde holde sig vaagne, forstaar
vi let hvad Betydning Stormene kan have.
Tænk dig en Sømand, som hele sit
Liv kun har sejlet i Magsvejr; han duer
ikke i Storm. Hvad vilde vi due til, om
vi kun havde haft Magsvejr, Medgang hele
Livet? Vi vilde ikke due, naar Stormen
kom, og Storm skal der nu engang til i
denne Verden, som ligger i det onde; men
for hver Storm, vi klarer, bliver vi mer
»søvante«, bedre i Stand til at bestaa den
næste, og saa fremdeles, bedre i Stand til
omsider at bestaa i den sidste og stærke-
ste Storm, naar Døden aabner sit Gab for
at opsluge os; ja da bestaar vi, om vi har
Jesus med ombord, og da sejler vi med
ham igennem Dødens brusende Vande,
lige ind i Livets Havn.
Lad os ikke ønske os Stormen, men
naar den kommer, lad os saa tage imod
den i Jesu Navn, visse paa, at »Gud prøver
os ikke over Evne, men føjer til Prøvel-
sen Udgangen saaledes. at vi kan bære den«.