Færøsk Kirketidende - 01.04.1903, Blaðsíða 5

Færøsk Kirketidende - 01.04.1903, Blaðsíða 5
5 at gøre os glade. En god Gave er det, naar Land og Folk gaar fremad, baade aandeligt og legemligt, en god Gave er det, naar Gud lader sin Sol tilsmile mig og mine, naar der er Lys og Lykke i Hus og Hjem, og Lykke og Fremgang med vor Gerning, den som nu er bieven vort Livskald. De gode Gaver skal gøre °s glade — og det er utaaleligt at se Men- nesker, der altid hænger med Hovedet, altid er mugne, aldrig tilfredse, men altid har et og andet at være misfornøjede med. Had os af Barnet lære at være glade og at give vor Glæde 1 uft, for Glæden maa °g skal have Luft. Hvorledes? Der er en inderlig Forbin- delse mellem Sjæl og 1 egerne. Naar et Menneske er sjæleglad, saa ser man det straks paa ham, det ler i hans Øje, man ser det paa hele Ansigtet, ja han hopper og springer maaske af bare Glæde. Saa- ledes læser vi i A p o s 11. G e r n. 3, 8 om den lamme, der blev helbredet: »Straks blev hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Templet, hvor han gik omkring og sprang og lo- vede Gud.« Altsaa han hoppede og sprang af Glæde — ja vi kan godt sige: »Han dan- sede rundt af Glæde«, thi hvad er Dan- sen andet end en Hoppen og Springen, ganske vist paa en bestemt Maade og efter en bestemt Melodi! Dansen er det umiddelbare, ligefremme Udtryk for Glæden, og derfor finder vi den ogsaa hos alle Folkeslag; vi læser ogsaa om den i vor Bibel og ser heraf, at den var i Brug ogsaa hos Jøderne. Meget læser vi dog ikke om den; her er Stederne: I 2. Mosebog 15, 20. læser vi, efter at der er fortalt om, at Farao og hans Hær var omkommen i det røde Havs Bøl- ger, at »Maria, den Profetinde, Aarons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans. Og Maria svarede dem: Syn- ger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet«. Der ser vi, det er den jublende Glæde over, at Herren har vist sig mægtig og bevaret dem mod deres Fjender, Farao og hele hans Hær. I Dom. 11, 34 ligeledes om Jeftas Datter, der gik sin Fader i Møde med Trommer og Dans. Det var paa samme Vis sin Glæde, hun gav Luft, over, at hem des Fader var kommen hjem, sejrrig, efter at have slaaet Ammonitterne, Israels Fjender. I Dav. Salm. 30, 12 hedder det: »Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig« og lige modsat i Begræd. 5, 15; »Vort Hjærtes Glæde er hørt op, og vor Dans er vendt om til Sorg«, altsaa Dan- sen er det ligefremme Udtryk for Glæden, og det samme fremgaar af de øvrige garn. test. Steder, som her blot skal anføres Dav. Salm'. 149 3, 150 4, J e r e m. 31 4, Dom. 21 21. Flere Steder findes Dansen vist ikke omtalt i det gamle Testamente. I ny Testamente omtales Dansen i Matt. 11, 17, jfr. l uk. 7, 32, hvor Folket lastes, fordi der intet er at stille op med dem, de er uimodtagelige baade for den glade og milde som for den strænge og alvorlige Forkyndelse: »Vi fløjtede for Eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og 1 jamrede ikke«; (de lastes altsaa ogsaa, fordi de ikke dansede d. e. ikke tog imod det glade Budskab); dernæst hedder det i Luk. 15. 25 (Lignelsen om den fortabte Søn), at den ældste Broder, da han nær- mede sig Huset »hørte Musik og Dans«; det var Glæden, som fik Luft, Glæden over, at han. som var død, er bleven le- vende, som var tabt, er funden. Medens altsaa garn. Test. og disse Steder af ny Test. omtaler Dansen som noget selvfølgeligt, der ikke har noget med Synden at skaffe, er der dog ét eneste Sted i ny Test., hvor Talen sikkert er om syndig Dans; det er Matt. 14, 6 (Mark 6, 22), hvor der tales om Herodias’ Datters Dans for Herodes. Efter hvad vi kender til Herodes, som levede i Hor med sin Halvbroders Hustru, og kender til, hvad den Dans kom til at koste, Johannes Dø- berens Hoved, kan vi forstaa, at den Dans har været af samme Slags, som Romerne og Grækerne forlystede sig ved, utugtig Dans. Og herved kommer vi til at tale om 2 Slags Dans. Der er en ren og uskyldig Dans, som er det umiddelbare Udslag af Glæden, en Dans uden Bagtanker, saa- dan som Barnet danser omkring Juletræet, ogsaa — som jeg kender det fra mit eget Barn — naar det ikke har nogen Gave i Vente, og naar Julelysene er brændt ned. Man skal være varsom med at forbyde de unge den Dans; jeg tør ikke forholde min Dreng den. Hvad skulde der være i Vejen for i et Hjem, naar nogle unge er sammen, som Far og Mor kender, en Gang imellem at rydde Bord og Stole til Side og tage sig en Svingom en Timestid. I sit Hjem kan man kontrollere, hvad der foregaar; og ved ikke at bortvise fra sit Hjem et uskyldigt Udslag af Glæden, kan man maaske spare Barnet for den Fristelse, at søge derhen, hvor der danses, men ganske vist paa en hel anden Maade. Men naturligvis gælder det om, at der holdes Maade med enhver Fornøjelse, at den ikke skal tage det-Hjærte, som er be- stemt til at høre Gud til, for da bliver en- r

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.