Færøsk Kirketidende - 01.04.1903, Blaðsíða 5
5
at gøre os glade. En god Gave er det,
naar Land og Folk gaar fremad, baade
aandeligt og legemligt, en god Gave er
det, naar Gud lader sin Sol tilsmile mig
og mine, naar der er Lys og Lykke i
Hus og Hjem, og Lykke og Fremgang
med vor Gerning, den som nu er bieven
vort Livskald. De gode Gaver skal gøre
°s glade — og det er utaaleligt at se Men-
nesker, der altid hænger med Hovedet,
altid er mugne, aldrig tilfredse, men altid
har et og andet at være misfornøjede med.
Had os af Barnet lære at være glade og
at give vor Glæde 1 uft, for Glæden maa
°g skal have Luft.
Hvorledes? Der er en inderlig Forbin-
delse mellem Sjæl og 1 egerne. Naar et
Menneske er sjæleglad, saa ser man det
straks paa ham, det ler i hans Øje, man
ser det paa hele Ansigtet, ja han hopper
og springer maaske af bare Glæde. Saa-
ledes læser vi i A p o s 11. G e r n. 3, 8 om
den lamme, der blev helbredet: »Straks
blev hans Ben og Ankler stærke, og han
sprang op og stod og gik omkring
og gik med dem ind i Templet, hvor han
gik omkring og sprang og lo-
vede Gud.«
Altsaa han hoppede og sprang af
Glæde — ja vi kan godt sige: »Han dan-
sede rundt af Glæde«, thi hvad er Dan-
sen andet end en Hoppen og Springen,
ganske vist paa en bestemt Maade og efter
en bestemt Melodi!
Dansen er det umiddelbare, ligefremme
Udtryk for Glæden, og derfor finder vi
den ogsaa hos alle Folkeslag; vi læser
ogsaa om den i vor Bibel og ser heraf,
at den var i Brug ogsaa hos Jøderne.
Meget læser vi dog ikke om den; her er
Stederne:
I 2. Mosebog 15, 20. læser vi, efter
at der er fortalt om, at Farao og hans
Hær var omkommen i det røde Havs Bøl-
ger, at »Maria, den Profetinde, Aarons
Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle
Kvinder gik ud efter hende med Pauker
og Dans. Og Maria svarede dem: Syn-
ger for Herren, thi han er højt ophøjet;
Hesten og den, som red derpaa, har han
nedstyrtet i Havet«. Der ser vi, det er
den jublende Glæde over, at Herren har
vist sig mægtig og bevaret dem mod deres
Fjender, Farao og hele hans Hær.
I Dom. 11, 34 ligeledes om Jeftas
Datter, der gik sin Fader i Møde med
Trommer og Dans. Det var paa samme
Vis sin Glæde, hun gav Luft, over, at hem
des Fader var kommen hjem, sejrrig, efter
at have slaaet Ammonitterne, Israels Fjender.
I Dav. Salm. 30, 12 hedder det:
»Du har omskiftet min Sorg til Dans for
mig« og lige modsat i Begræd. 5, 15;
»Vort Hjærtes Glæde er hørt op, og vor
Dans er vendt om til Sorg«, altsaa Dan-
sen er det ligefremme Udtryk for Glæden,
og det samme fremgaar af de øvrige garn.
test. Steder, som her blot skal anføres
Dav. Salm'. 149 3, 150 4, J e r e m. 31 4,
Dom. 21 21. Flere Steder findes Dansen
vist ikke omtalt i det gamle Testamente.
I ny Testamente omtales Dansen i Matt.
11, 17, jfr. l uk. 7, 32, hvor Folket lastes, fordi
der intet er at stille op med dem, de er
uimodtagelige baade for den glade og
milde som for den strænge og alvorlige
Forkyndelse: »Vi fløjtede for Eder, og I
dansede ikke; vi sang Klagesange, og
1 jamrede ikke«; (de lastes altsaa ogsaa,
fordi de ikke dansede d. e. ikke tog imod
det glade Budskab); dernæst hedder det i
Luk. 15. 25 (Lignelsen om den fortabte
Søn), at den ældste Broder, da han nær-
mede sig Huset »hørte Musik og Dans«;
det var Glæden, som fik Luft, Glæden
over, at han. som var død, er bleven le-
vende, som var tabt, er funden.
Medens altsaa garn. Test. og disse
Steder af ny Test. omtaler Dansen som
noget selvfølgeligt, der ikke har noget
med Synden at skaffe, er der dog ét eneste
Sted i ny Test., hvor Talen sikkert er om
syndig Dans; det er Matt. 14, 6
(Mark 6, 22), hvor der tales om Herodias’
Datters Dans for Herodes. Efter hvad vi
kender til Herodes, som levede i Hor med
sin Halvbroders Hustru, og kender til, hvad
den Dans kom til at koste, Johannes Dø-
berens Hoved, kan vi forstaa, at den Dans
har været af samme Slags, som Romerne
og Grækerne forlystede sig ved, utugtig
Dans.
Og herved kommer vi til at tale om
2 Slags Dans.
Der er en ren og uskyldig
Dans, som er det umiddelbare Udslag
af Glæden, en Dans uden Bagtanker, saa-
dan som Barnet danser omkring Juletræet,
ogsaa — som jeg kender det fra mit eget
Barn — naar det ikke har nogen Gave i
Vente, og naar Julelysene er brændt ned.
Man skal være varsom med at forbyde de
unge den Dans; jeg tør ikke forholde min
Dreng den. Hvad skulde der være i
Vejen for i et Hjem, naar nogle unge er
sammen, som Far og Mor kender, en Gang
imellem at rydde Bord og Stole til Side
og tage sig en Svingom en Timestid. I
sit Hjem kan man kontrollere, hvad der
foregaar; og ved ikke at bortvise fra sit
Hjem et uskyldigt Udslag af Glæden, kan
man maaske spare Barnet for den Fristelse,
at søge derhen, hvor der danses, men
ganske vist paa en hel anden Maade.
Men naturligvis gælder det om, at der
holdes Maade med enhver Fornøjelse, at
den ikke skal tage det-Hjærte, som er be-
stemt til at høre Gud til, for da bliver en-
r