Færøsk Kirketidende - 01.06.1903, Page 3

Højskoler findes ikke paa Island, men
en vaagnende Interesse for denne Bevæ-
gelse findes i Reykjavik. E. R.
Som Hpvedkilde til ovenstaaende er benyttet Ar-
tikler af Lektor ved Præsteskolen i Reykjavik: Th.
Bjarnarson i »Kirkeleks. for Norden« (1903).
Missionen.
III. Romerriget erobres; (I.ys og Skygge).
Udmarken var inddiget, og Spaden
skulde i Jorden — og Spaden kom i Jor-
den! Gik Missionsarbejdet ikke med Storm-
skridt, saa gik det saa meget sikrere frem;
brugte man ikke Ploven, saa blev de en-
kelte Spadestik saa meget omhygge-
ligere gjort (»Hvo som tror haster ikke«
Esaias 28, 16.)
Og de Midler, hvorved Kristendom-
men vandt frem i det uhyre Romerrige
var det kristne Liv og Ordets Forkyndelse
■— af udvortes Magtmidler havde de kristne
ingen, heldigvis!
De kristne levede deres Liv saaledes,
at de fik godt Vidnesbyrd af Hedningerne:
»Se, hvor de elsker hverandre«, saadan
lød det enstemmigt om dem fra Hednin-
gernes Mund, Ja det var den kristne Kær-
lighed, som var Drivkraften i deres l.iv
og i deres Missionsarbejde, Kærlighed til
Gud og Kærlighed til Mennesker; med
den Kærlighed kommer man altid langt,
men uden den vinder man aldrig frem,
om man er nok såa klog og forstandig og
har Ordet nok saa godt i sin Magt: »Ta-
lede jeg med Menneskers og Engles Tun-
gemaal, men havde ikke Kærlighed, da
var jeg et lydende Malm eller en klingende
Bjælde, havde jeg profetisk Gave og vidste
alle Hemmeligheder og havde al Kund-
skab, og havde jeg al Tro, saa at jeg
kunde flytte Bjærge, men havde ikke Kær-
lighed, da var jeg intet« (i.Kor. 13, 1, 2.)
Og de kristne forkyndte Ordet om
den korsfæstede og genopstandne Jesus
Kristus for høje og lave, for lærde, og
læge, de havde lært af Apostlen Paulus
■»at blive alt for alle«; de forstod at tale
jævnt og enfoldigt, saa hvert Menneske
kunde fatte Ordet, men de forstod ogsaa
at tilegne sig den verdslige Visdom, saa
de overfor Verdens Visdom kunde vise
dennes Grænser, kunde vise, at Kristen-
dommen er hverken fornuftig eller ufor-
nuftig, den ligger udenfor Fornuften; For-
standen mangler simpelt hen Evner til at
bedømme Kristendommen; denne er ikke
Hovedets Sag; den kan ikke læres, den
maa leves: »Dersom nogen vil gøre hans
Vilje, han skal kende, om I.æren er fra
Gud, eller jeg taler af mig selv«. (Joh. Ev.
7- 17-)
Med disse Midler erobrede Kristendom-
men Verdensriget Rom i faa Aarhundreder.
Gennem Modgang og Forfølgelse kæm-
pede den sig frem, indtil Signalerne for-
andredes, indtil Kejseren selv gik over til Kri-
stendommen, og med ham al Modgang blev
forandret til Medgang, Frikirken til Stats-
kirke. Men det var en farlig, en kritisk
Tid for Kristendommen, denne Overgangstid.
Naar en Sømand krydser op mod Vind
og Sø, og Vinden pludselig slaar om til
strygende Medbør, saa kræves der anden
Sejlføring, Roret maa lægges om, og
Kursen forandres; paa samme Maade
maatte der manøvreres ganske anderledes
nu end før, nu da alt det, som før hæm-
mede og hindrede, lokkede og drog Men-
nesker mod Kristendommen (Kejserens
Eksempel og hans Gunst). Og der kan
man ganske rolig indrømme, at der blev be-
gaaet Fejl. Vinden tog ligesom Magten
fra Skipperen, den statslige Tvang stiller
sig paa Kirkens Side — og det bliver
taalt. Der lyder enkelte advarende
Røster, men i det hele og store finder
man sig til Rette med, at Staten tager
Magten og tvinger Hedningerne til at an-
tage Kristendommen, og Følgen bliver da
naturligvis den, at Kirkenfyldes med Navn-
kristne, med Mennesker, der har Ord for
at leve, men er dog døde« (Joh. Aab. 3, 1).
Det er den Straf, Kirken nedkalder
over sig, og den har været mere skæbne-
svanger at bære end de haardeste For-
følgelser, thi der er intet, der skader
Kristendommens Sag, dens Erobring af
Menneskehjærterne, saa meget som — død
Kristendom. Til kristne Mennesker hedder
det af Herrens egen Mund: /er Jordens
Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft,
duer det ikke til andet end at kastes ud
og nedtrædes«. (Matth. 5, 13.)
Men denne Kirkens Verdsliggørelse
har igen til Følge, at mange levende kristne
unddrager sig Samfundet med andre Men-
nesker, og saaledes opstaar de mange Mun-
kebo og Klostre, som i Begyndelsen alle
var Arnesteder for levende Kristendom,
der var sig sine Opgaver bevidst; derfor
I blev ogsaa Klostrene Udgangspunkter for
Missionen.
Klostrene har forlængst udspillet deres
Hovedrolle, men endnu er det saa, at de
mange i Kirken slaar sig til Ro med at
være kristne af Navn, udvortes at tilhøre
Kirken, medens det kun er en lille Part,
som vil bære alle Herrens Paalæg, som
tager alle Opgaverne op og ikke vil lade
en af dem ligge upaaagtet; blandt disse
Opgaver er ogsaa Missionen, og hvor den
bliver taget op i Kærlighed og baaret i