Færøsk Kirketidende - 01.07.1903, Blaðsíða 4

4
sammen og gøre sig Flid med Børnene,
han havde jo Grund tli at være utilfreds,
han burde jo sætte alt ind paa, at det
kunde gaa fremad med hans Skole, men
nej, han lader det gaa, som det kan, han
er tilfreds, naar han blot maa være i Ro
— en sørgelig Tilfredshed!
Eller en Præst, der ikke har Omsorg
for Sjælene, for de Faar, han skulde være
Hyrde for, men blot søger at gøre sig
Livet bekvemt, han kan ogsaa paa en
Maade være tilfreds, men sandelig, det er
en sørgelig Tilfredshed!
Saa er der jo Masser af Mennesker,
der ere tilfredse med sig selv. De leve
i en uomvendt Tilstand, de kende hverken
Synd eller Naade, de gaa paa den brede
.Vej. der fører til Fordærvelsen, og dog er
de tilfredse, en sørgelig Tilfredshed, ind-
blæst af Satan. Især kan det være tungt,
naar Mennesker, der er ganske fremmede
for Guds Rige, ligge paa Sygelejet, ja
ligge for Døden, og dog ere helt ubekym-
rede, uden Frygt, uden Bekymring for
deres Sjæls Tilstand, sandelig — en sør-
gelig Tilfredshed!
Enhver, der er rolig og tilfreds, burde
spørge sig selv: er det en god og hellig
Tilfredshed, jeg nærer, eller er det en
daarlig og syndig Uilfredshed?
Men fremdeles, der gives ogsaa en
daarlig Utilfredshed, ja, vi maa sige, at .
Verden er fuld deraf. Utilfredse, misfor-
nøjede Mennesker er der nok af. Hvor
mange er der ikke, der ere utilfredse med
'deres Kaar! De finde, at de har det saa
besværligt, andre har det meget lettere,
men de har faaet de tungeste Byrder at
bære. Især er det ofte saadan, at de smaa
i Samfundet misunde de store og tænke:
bare vi havde det som de! De fattige
misunde de rige. de som kun har smaa
Evner, misunde dem, som har faaet store
Evner, o. s. v. Men det at misunde andre
er ikke alene Synd, det er ogsaa Daarskab.
I Reglen er det nemlig saadan, at jo høj-
ere Mennesker ere stillede i Samfundet,
desto tungere Ansvar har de. Men de,
som ere utilfredse med deres egne Kaar
og misunde andre, de pleje at se paa det
udvortes, paa hvor bekvemt de store og
de velhavende leve, bo og klæde sig. Ja,
det kan de se, men de se ikke det, der
ligger bagved, de se ikke de mange uro-
lige, møjefulde Tanker og Bekymringer,
der kan bo i en rig eller fornem Mands
Hjerte, de se ikke at
Tidt er et Bryst under dyrebart Smykke
Fuldt af Bekymring og hemmelig Harm.
Men dernæst ere mange ogsaa fulde
af Utilfredshed med andre Mennesker. De
kan se deres Fejl, men glemme deres egne.
De se Skæven i Broderens Øje, men Bjæl-
ken i deres eget blive de ikke vaer. Det
er det, der forstyrrer Freden i mange
Hjem. Hvor tidt er det ikke saadan, at
Ægtefæller stirre paa hinandens Fejl og
klage over dem i Stedet for at hjælpe hin-
anden til Rette med Sagtmodigheds Aand,
og saa bliver der en daarlig 1 uft i Hjem-
met. Ta, Utilfredshed er en bitter Urt,
der bærer bitre Frugter. Det viser sig
ogsaa tidt mellem Søskende, fremdeles
mellem Husbond og Tyende, mellem Mester
og Svend, Arbejdsgiver og Arbejdere.
Der kan komme en Masse Bitterhed og
Knurren op imellem dem. saa at de til dag-
lig gaa og forbitre 1 ivet for hverandre i
Stedet for at bære hverandres Byrde, og
saaledes opfylde Kristi l.ov.
Imidlertid, der gives ogsaa en velsig-
net, en hellig Utilfredshed, og hvori be-
staar vel den? Den bestaar i at være util-
freds med sig selv. Tænk paa den tabte
Søn, der maatte sukke: Fader, jeg har
syndet mod Himlen og mod dig, jeg er
ikke længere værd at kaldes din Søn.
Eller Høvedsmanden i Kapernaum, der
maatte sige: »Herre! umag dig ikke; thi
jeg er ikke værd. at du gaar ind under
mit Tag!« Naar vi ret har faaet Øjet op
for vor store Synd, vor Utaknemlighed og
Ulydighed mod Gud, da maa vi sukke
over os selv, da maa vi i Sandhed blive
utilfredse med os selv. Men naar en Synder
er naaet saa vidt, da er der Haab for ham,
thi da passer det paa ham, det Ord af
vor Herre Jesus: salige ere de, som sørge
thi de skulle husvales. Og naar Lyset fra
det Høje ret er trængt ind i vort Hjerte,
da maa vi ikke alene bedrøves over mange
enkelte Synder i Ord og Gerning, men vi
maa fremfor alt bedrøves over det daar-
lige, syndige Sind, der bor i os af Natu-
ren, det kødelige, egenkærlige, verdslige
Sind.
Men salig er den, der saa ikke slaar
sig til Ro og tænker: jeg kan nu ikke
blive anderledes, men ser op til Herren og
beder til ham, giv mig et nyt Hjerte og
et nyt Sind. Den, der hungrer og tørster
efter det, skal ikke beskæmmes. Den, der
ser sin fortabte Tilstand og sukker efter
Naade og Frelse, skal erfare, at Jesus er
Synderes Ven og er rig nok for alle dem,
som paakalde ham (Rom. io, 12). Han
kan ikke sige Nej til en naadehungrig
Synder, der søger ham i al sin Trang.
»Syndere vil han mildt undfange
Aldrig komme de for mange«.
Og se, naar angrende Syndere komme
til Jesus, da vil han give dem Trøst, men
ikke som Verden giver. Den plejer at
berolige de angrende ved at sige til dem: