Færøsk Kirketidende - 01.07.1903, Blaðsíða 5
5
vær I kun uden Frygt, I er jo dog i
Grunden skikkelige Mennesker. I behøver
ikke at være saa ængstelige og tage Jer
alting saa nær, nej stol paa, at Gud er
barmhjertig, og lad kun Eders Skrupler
fare. Saadan plejer Verden at trøste, men
det er jo en falsk og elendig Trøst, der
ikke kan slaa til, naar det gælder. Jesus
derimod kan trøste i Sandhed, han er den
rette Læge, der kan helbrede sønderbrudte
Hjerter. Men hør, hvordan han bærer sig
ad med det. Han giver dig Ret i at din
Synd er stor, forfærdelig stor, ja langt
større end du nogensinde har tænkt dig.
Men saa lader han ogsaa vidne for dig
om Frelsen i hans Blod, det Blod, der
randt paa Korsets Træ, det Blod. der ren-
ser for al Synd, og saa peger han paa
Daaben, hvor han mødte dig og gav dig
Syndernes Forladelse, og naar du tror paa
al denne Naade da faar du Fred, da kan
du være frimodig, da har du den salige
Trøst: al min Synd er slettet ud i Lam-
mets Blod, og jeg er retfærdig for Gud.
Og se, naar du har fundet Naade hos
Gud, da kan du være tilfreds med en hel-
lig Tilfredshed. Du kan være tilfreds med
dine Kaar, fordi du véd, at du har en
kærlig Fader i Himlen, og han véd, hvad
der tjener dig bedst, lian giver dig de Kaar,
som passer for dig. Paulus kunde sige:
jeg er veltilfreds i Skrøbeligheder, i For-
haanelser i Nød, i Forfølgelser, i Angster
for Kristi Skyld; thi naar jeg er skrøbe-
lig. da er jeg mægtig (2. Kor. 12. 10.)
Paulus vidste, at intet kunde skille ham
fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, der-
for var han tilfreds.
Men saadan er det endnu: ved Troen
paa Guds Kærlighed i Jesus Kristus frem-
elskes der Tilfredshed i Hjertet. Desuden
naar vi møde Ting, der volde os Frygt
og Smerte og friste os til Utaalmodighed,
da maa vi spørge os selv, enhver for sig:
hvad havde du fortjent, du store Synder?
saa lære vi at blive stille, og saa maa vi
bekende, at Herren vor Gud omgaas mildt
P\ed os. Endelig maa vi komme ihu, at
l ivet her er Prøvens Tid, og det varer
kun en liden Stund, men dersom vi ere
tro og blive i Herrens Samfund, da skal
Vi engang gaa ind til evig Herlighed.
I.ad os da øve os i at se Tingene i
Evighedens Lys, da skal vi spares for
mange unødvendige Sorger, da kan vi
være stille, selv om mangt og meget gaar
os imod. Jeg formaar alt i Kristus, som
gør mig stærk, siger Paulus, og dermed
peger han paa Kilden til sin hellige Til-
fredshed. Men Gud ske I.ov! denne Kilde
staar ogsaa aaben for os, og vi maa dag-
lig komme og øse af den. —
Men hvorfor, kunde der spørges, bør
vi hige efter Tilfredshed! Det bør vi for
vor egen Skyld. Thi vi har ingen Gavn
af Utilfredshed og Utaalmodighed, tvært-
imod. det volder os kun Skade og For-
træd, men salige ere vi, om den rette Til-
fredshed slaar Rod i vort Hjerte. Det bør
vi ogsaa hige efter for Herrens Skyld, for
at ære ham, for at hellige hans Navn.
Sandelig, det er en Ære for ham, naar
hans Venner ere glade og tilfredse, det er
et Vidnesbyrd for Verden om, at han er
en god Herre at tjene. Men endelig bør
vi hige efter Tilfredshed for vor Næstes
Skyld, for at give ham et godt Eksempel
og for at støtte og glæde ham. Gud give
enhver iblandt os sin gode Helligaand
dertil, og han styrke os i Haab om, at vi
engang skal naa derhjem, hvor ingen Synd,
ingen Sorg, ingen Skygge af Utilfredshed
faar 1 ,ov at nærme sig til os, men vort
Hjerte er fyldt af evig Glæde.
L. B. Leth.
Præst i Skerping.
Den sydligste danske Menighed.
For 8 Aar siden kom jeg til at bo i
Hus sammen med et Par flinke vestjydske
Studenter i et af Københavns »Studiehuse«.
De var Theologer som jeg; kun det havde
jeg forud for dem, at jeg havde min Eks-
amen, den de havde til gode.
Efter omtrent 2 Aars Samliv rejste jeg
herop mod Nord, og allerede Aaret efter
rejste en af de to Venner — for de havde
delt mere end Studiet sammen — mod
Syd, langt, langt mod Syd til den sydlig-
ste danske Menighed paa Jorden. Nu
tænker du, min Læser maaske paa Dansk
Vestindien, som ligger 600 danske Mile
Syd for Færøerne, men du maa længere
Syd paa, ja er ikke Halvvejen endnu; thi
goo danske Mile lige i Syd for Dansk Vest-
indien, i Argentina i Sydamerika, der vil
du træffe en dansk Menighed, en stor
dansk Menighed med Kirke og Skole og
to danske Præster. Der er nemlig to. Da
Arbejdet blev for omfangsrigt for den ene,
fulgte Aaret efter hans hjemmeblevne
Ven.
Nu læste jeg forleden Dag i »Sæd og
Høst« en Beretning fra en af disse Præster,
og naar jeg nu gengiver det meste heraf
for færøske Læsere, haaber jeg ikke, at
»Sæd og Høst« har noget derimod; ét
ved jeg, at mine to gamle Husfæller, naar
de om saa og saa lang Tid faar dette Nr.
af »Færøsk Kirketid.« i Haanden, vil gen-
gælde den Hilsen med Ønsket om Lykke
i deres Gerning, som jeg i dette Øjeblik
skikker 1500 Mile mod Syd, og saa langt
fra har noget imod, at Færingfolket bli-